Smag og lugt en film

”Den lugtede lidt af tis, synes jeg.”

Filmen er slut, og min sidemakker og jeg forsøger at placere den lidt ubestemmelige lugt, der bredte sig fra bakken af sanseindtryk under filmen. Jeg mistænker krydderpølsen i det sidste bæger, men hun peger anklagende på den parfumerede gaffel.

Hvor den end kom fra, sidder lugten stadig i mine næsebor en times tid efter Parfumen: Historien om en morder.

Cinemateket præsenterer Tom Tykwers sanselige seriemorder-epos over tre dage i formatet Edible Cinema, der præsenteres som et ”filmisk-gastronomisk sansebombardement”.

Det sker efter gode erfaringer med sidste års sanse-optimerede visning af Pans labyrint.

Rent praktisk fungerer det sådan, at man inden filmen får serveret en bakke med otte nummererede bægre, der åbnes på udvalgte tidspunkter i løbet af filmen. Bægrene indeholder enten stærkt krydret mad eller bittesmå drinks serveret med parfume-vædede stofstykker.

Det er så afgjort ikke en menu, man bliver mæt af – blot små appetitvækkere, der skal henføre en til filmens univers. Så da filmens hovedperson fødes på en stinkende mødding af et fiskemarked engang i 1700-tallets Paris, løfter en fyr ved siden af lærredet et lysende skilt og instruerer publikum til at åbne bæger nummer et.

Mens Tykwer fyrer op for nærbilleder af bræk, blod, rådne fisk, sved og snavs, får publikum serveret en cornichon og et lille stykke sild med cremefraiche og fiskesauce. Velbekomme!

Duften af skønhed
Menuen skal ikke kræse for sanserne, men pirre dem. Det er et sjovt koncept, der ligger i direkte forlængelse af gode, gamle gimmicks som Smell-O-Vision og den entreprenante William Castles mange påfund.

Madteater har man også hørt om – for tiden kan man spise med til en opsætning af Festen på Republique-teatret i København.

Folkene bag er driftige englændere, der afholder regelmæssige visninger i London og altså nu tager på turné. De er stolte over menuen til Parfumen, men advarer også inden filmen: ”Vi bliver ikke stødt, hvis I ikke kan spise op.”

Filmen er også som skabt til konceptet. Fortællingen om Jean-Baptiste Grenouille, den forældreløse gadeknægt med den nærmest magisk veludviklede næse, går fra den ene sanseoplevelse til den næste.

Da Jean-Baptiste første gang støder på duften af sand skønhed, sker det til kælne billeder af en smuk, rødhåret kvinde, der sælger gule blommer i en nedringet kjole. Reallyden fader ud, omverdenen mørklægges, for Jean-Baptiste eksisterer der ikke andet end hendes hår, hals og hænder.

Han må besidde hende – eller rettere: Han må besidde hendes duft. Da han ved et uheld kvæler hende, bliver han besat af tanken om at genskabe og præservere sit indtryk som en parfume. Et destillat af den ypperste ynde.

Åbn for bæger nummer to: to lækre, gule blommer med figensirup!

Nogle af bægrene er faretruende tæt på kvalmefornemmelser, andre er en ren fryd for sanserne.

Smukke kvinder og citrusfrugter
Da Jean-Baptiste ankommer til bjergbyen Grasse, parfumeriets højsæde, ser han endnu en smuk ung kvinde køre forbi en mark fyldt med lavendler. Bæger nummer tre er en tour de force: fyldt med lavendelduft og indeholdende en miniflaske med gin, rosenvand, lavendelsirup og mandelmælk.

Smagen og duften sætter én fuldkomment uforbeholdent i Jean-Baptistes sted. En bemærkelsesværdig oplevelse, fordi den er så uvant. Når vi ser film, bruger vi synet og hørelsen, og vi er vant til at vende det tilstoppede næsebor til, når sidemakkeren tager skoene af eller graver dybt i popcornbægeret.

Pludselig at blive konfronteret med smage og dufte, der så nøje komplementerer filmen, er en sælsom, overvældende og enestående oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Om man ligefrem lever sig mere ind i filmen, eller om man bare bliver midlertidigt revet ud af den, er dog svært at svare på. Især fordi man bliver opmærksom på, i hvor høj grad smagsindtryk er subjektive.

Hvordan smager smukke kvinder? Af citrusfrugter, åbenbart.

Tæt på filmen
Men samtidig er det fortolkningen af filmen, der giver anledning til de mest kækt overraskende smagsoplevelser.

Parfumen er elleve år gammel, så jeg drister mig til at omtale slutningen, hvor hele landsbyen – efter at være blevet præsenteret for Jean-Baptistes perfekte parfume – giver sig hen til, hvad der må være filmhistoriens største omgang gruppepul.

Til denne scene serveres en krydderpølse med en god klat sennep. Mens filmen viser yndefulde slowmotion-optagelser og æterisk musik, sidder man der med munden fuld af syrligt kød og tygger på kontrasten.

Jean-Baptiste når sit mål, men finder ingen overjordisk, amorøs skønhed, blot stønnende, snavset liderlighed. En fanatisk æstetiker, der ikke kan undslippe kødets fejlbarlighed.

Det er lige, hvad filmen handler om. Og det er den kontrast, der dyrkes i menuens blanding af lækkert og, ja, ulækkert. Der serveres en champignon med grøn te-glasur, da Jean-Baptiste forsøger at ”afkoge” en nøgen pige i en gigantisk kolbe. Klattet mælkegele med honning, da han presser dyrefedt gennem døde pigers hår for at stjæle deres dufte.

Og filmen igennem mærker jeg en svag lugt af tis fra gaflen. Sjældent er jeg kommet så tæt på en film.