Eks-småtte: Tak for tæskene, Peter!

”En knægt syd for Køge fortjener en chance, som ellers er forbeholdt Nordkystens afkom.”

Med disse ord fra Peter Aalbæk Jensens mund blev jeg optaget som elev på filmselskabet Zentropa.

Her blev jeg anvist pladsen som assistent for Peter Aalbæk eller Ålen, der på det tidspunkt, omkring årtusindeskiftet, for alvor havde sparket Zentropa ind i den internationale liga af filmkunst.

Peter insisterede på, at patriarkalsk pædagogik skulle tæmme en dagfrisk provinsknægt, og hans udfordringer herved betød, at jeg til dato er hans længst siddende assistent. Han nægtede simpelthen at slippe mig, før jeg var afrettet.

Peter praktiserede en slags mesterlære, hvor uforståelige og repeterende arbejdsbyrder betød, at jeg gennem det meste af min elevtid ikke kunne definere en eneste konkret egenskab, jeg havde tilegnet mig undervejs.

Alligevel var Peter en enestående læremester, og tiden som hans assistent omdannede en usikker og useriøs dreng til en skudsikker ung mand.

Kvinderne er rygraden
Ålen var kejseren i et Utopia (deraf selskabets navn), hvor en lille rødhåret knægt fra Herfølge havde tilkæmpet sig en international hovedrolle i den mest prætentiøse af alle brancher.

Peter Aalbæk var og er købmand, og hans bramfri attitude og patriarkalske fremfærd er effektiv historiefortælling. Hans enkle strategi var at omgive sig med stærke kvinder, mens han udadtil kørte Zentropa frem i selskab med sine storskrydende våbenbrødre og en fortælling om høj cigarføring.

Med årene er våbenbrødrene kuldsejlet i en cocktail af livsstil og manglende evner, og tilbage står et filmselskab, hvis fundament er de kvinder, som Peter bevidst overlod mere og mere magt. Rikke Ennis, Louise Vesth, Sisse Graum, Charlotte Pedersen, Marie Gade med flere er i dag rygraden i det selskab, som har haft momentum i dansk filmkunst de sidste 30 år.

Ømme fødder og baller
Peters fascination af kvinden er Zentropas dna. Peter vidste det, og som ansatte vidste vi, at det her var kvindernes verden. Med Peter i ryggen er mange kvinder vokset fra usikre piger til internationale forretningskvinder.

Peter tester, provokerer og skubber alle sine ansatte, men ingen så meget som kvinderne. De bliver skubbet hårdest, fordi de utvivlsomt vil nå længst.

Staten driver en organisation, der tvinger unge mænd gennem mudder og ydmygelser, med et gevær på ryggen og fortællingen om, at unge mænd er rigets bedste forsvar.

Ålens organisation fortæller verden, at kvinden er opskriften på både stor kunst og god forretning. Begge disse fortællinger efterlader ofre med ar på sjælen samt ømme fødder og baller.

Kameler skulle sluges
Peter Aalbæks metoder kan forekomme grænseoverskridende, unødvendige og til tider perverteret – og ja, Ålen er en gammel gris, hvis man vælger at se ensidigt på de eksempler, hvor han har overtrådt individets grænser med sadistiske, seksuelle eller psykologiske undertoner.

Man kan kun fordømme de episoder, hvor Peter Aalbæk har fejltolket eller endog skidt højt og flot på kvinderne omkring ham – og selvfølgelig skal disse kvinders stemmer høres med høj røst! 

Men samtidig skylder vi de hundredvis af mennesker, i hvis liv Ålen har spillet en afgørende rolle, at denne fortælling inkluderes, når hans karakter bedømmes på forsiden af landets aviser.

Drevet i eksil
Ålen har skabt unikke muligheder for et utal af unge mennesker og ja, det gjorde sgu ondt at hænge på vognen!

Mængden af kameler og nederdrægtigheder, der skulle sluges, minder til forveksling om det efterfølgende arbejdsliv og opvejes kun sjældent af de lange sekunder, hvor et fyldt Imperial klapper endnu et mesterværk i hus.

Nu er Ålen drevet i eksil, og hans hårdtprøvede integritet er endnu engang offeret på dagspressens hykleriske alter. Den forenklede historie om Store Stygge Ulv til morgenkaffen plus abonnenterne og annonceindtægterne.

En provinsknægt siger dog tak for chancen og tæskene, Peter – du har i vid udstrækning været ophav til det liv, jeg efterfølgende har levet.