Smil gennem tårer

Klovnen med tårer bag masken er en stor, fed kliché, men som alle klichéer har den en kerne af sandhed. Og få danskere personificerer den vel i samme grad som Dirch Passer: det brede, folkelige grin, der døde i en alt for ung alder - ironisk nok iført klovnedragten fra sit åbningsnummer i årets Tivolirevy. Naturtalentet, som villigt lod sig misbruge, så længe pengene var i orden. Den komiske tornado, der led af invaliderende sceneskræk og havde et til tider enormt alkoholmisbrug.

Facit: Dirch var sjov, hans liv var det ikke.

Virkeligheden har naturligvis flere nuancer, men dette er den gode historie. Og det er den, Martin Zandvliet fortæller i sin kommende film, Dirch, der sælges som fortællingen om den sjove mand med ”dæmonerne i kulissen”. Danmark har sine martrede kunstnersjæle, og både i Zandvliets film og i Ole Sønnichsens nylige biografi, Dirch Passer, beskrives Passer som én af dem.

Det, der gør Passer til en særlig lækkerbisken, er naturligvis den enorme kontrast mellem hans buldrende, sorgløse komiske fremtoning og den usikre tvivler, der tilsyneladende gemte sig bag masken.

Søsyg sømand
Den 3. september 1980 faldt Dirch Passer om på scenen i Tivoli og døde kort efter. Han var 54 år og en legende i dansk underholdning. Hans folkelige gennemslagskraft var enorm, og hans død medførte på det nærmeste et et nationalt traume.

Karrieren som folkekær skuespiller og scenekomiker strakte sig over 30 år, hvor han var på toppen inden for sit felt. Fra 1950’ernes folkekomedier, der blev et gennembrud med deres blanding af crazy klovnerier og melankolsk hverdagskomik. Over perioden med Kjeld Petersen i et partnerskab, der satte nye komiske standarder og var med til at føde moderne dansk comedy. Til de sidste mange år som folkeeje i revyer og film - ofte af stærkt varierende kvalitet. Men på godt og ondt definerede de tiden, som kun ægte populærkultur kan gøre det.

Privat var der længere mellem grinene. Her var hans liv præget af brudte forhold, professionel tvivl og et til tider enormt alkoholforbrug.

Som ung ville han være sømand ligesom sin far, men efter nogle uger på havet måtte han gå i land på grund af søsyge. Det er en morsom, men også profetisk anekdote. For der ikke langt fra den søsyge matros til skuespilleren med sceneskræk og lavt selvværd.

Paradoksalt nok hænger meget af Dirchs usikkerhed sammen med det bedste kunstneriske partnerskab, han oplevede: samspillet med den seks år ældre Kjeld Petersen, som indledtes i 1955, da den flamboyante teaterdirektør Stig Lommer bragte de to sammen som komisk makkerpar på ABC Teatret.

Det komiske gab
Kjeld og Dirch støder på hinanden op igennem 1940’erne og 50’erne, både på teateret og på film. De spiller over for hinanden i en række af Dirchs filmkomedier. I lystspillet Solstik fra 1953, hvor Kjeld Petersen har en af sine få hovedroller på film, er der glimt af deres crazykomiske kemi i et par af scenerne mellem Kjelds desperate hotelbestyrer og Dirchs syrede politibetjent.

Men det er på ABC Teatret, at deres samarbejde for alvor slår gnister. Mødet mellem Dirch Passers henslængte, jazzede stil og Kjeld Petersens knivskarpe timing og desperate temperament er legendarisk i dansk teaterhistorie.

Der er ingen tvivl om, at Dirch sammen med Kjeld Petersen befandt sig bedre - og gjorde sig mere umage - end på noget andet tidspunkt i sin karriere. I deres tre år sammen på ABC Teatret bragte Kjeld og Dirch dansk revy ud af Osvald Helmuth-alderen og skabte et helt nyt udtryk.

De lancerede en nyskabende form for komik, der med sin blanding af folkelig satire, verbale amokløb og nærmest surrealistisk absurditet blandt andet var en forløber for den senere danske standup-comedy. Et slægtskab, som understreges af, at Jonathan Spang og Anders Matthesen, to af vores bedste standup’ere, for nylig spillede titelrollerne i forestillingen Kjeld og Dirch.

Det var også samarbejdet med Kjeld Petersen, der fødte den Dirch Passer, som de fleste husker i dag: det store komiske gab, skiftene mellem voldsom energi og barnlig dumhed, de hurtige brokker.

Efter Petersens pludselige død i 1962 skrev Passer om deres forhold i vendinger, der lyder nærmest forelsket:

”Jeg sagde engang imellem for sjov, at vi var kede af, at vi ikke kunne få børn, og vi var sådan set revnende ligeglade med, om det kunne misforstås, men på en mærkelig måde var der noget om det. Det var unødvendigt med lange indviklede sætninger. Vi behøvede blot at se på hinanden, så var vi fri for at snakke mere om det. (...) Den form for fællesskab er kun noget man oplever én gang i sit liv.”

Stormfuld forelskelse
I virkeligheden var Kjeld Petersen måske Dirch Passers største kærlighed. Og meget passende for en stormfuld forelskelse var forholdet også præget af gensidig jalousi og usikkerhed.

Passer havde medfødte funny bones, mens Kjeld Petersen var en af sin tids bedste og mest moderne skuespillere. Passer var tilsyneladende ubesværet morsom, Petersen var en evigt selvkritisk perfektionist. Passer fik grinene, de store bifald og publikums beundring, men samtidig misundte han Kjeld Petersens talent for at spille seriøst teater.

Professionelt var deres samarbejde legendarisk, men også privat var Kjeld og Dirch stort set uadskillelige. Passer var på det tidspunkt gift med skuespilleren Sigrid Horne-Rasmussen, og hans vilde natteliv med Kjeld Petersen var en af årsagerne til deres i øvrigt stilfærdige skilsmisse i 1957. Hun udtalte senere: ”De havde ikke andet i hovedet end hinanden.”

Det var blandt andet på heftige byture, at meget af deres materiale blev til. Og alkoholen flød rigeligt. Ifølge Ole Sønnichsens biografi kan Dirch Passer bedst beskrives som kvartalsdranker, med intense drukture afløst af ædruelighed, mens Kjeld Petersens alkoholforbrug fik mere og mere karakter af et decideret misbrug.

Under alle omstændigheder gjorde deres voldsomme alkoholindtag kombineret med lange arbejdsdage og -nætter, at deres forhold brændte ud efter tre år. I 1958 var det slut. Først i 1962 stod de igen sammen på scenen, og natten efter en succesfuld premiere fandt man Kjeld Petersen død af et hjertetilfælde. En tragisk kærlighedshistorie kunne næsten ikke skrives bedre.

Velsmurt revymaskine
Dirch Passer fik aldrig siden en medspiller, der i samme grad kunne matche Kjeld Petersen. Og Passers mest berømte forsøg på at spille seriøst teater, gav ham et afgørende knæk.

Historien om, hvordan publikum grinede ad Dirch Passer, da han spillede Lenny i Mus & mænd på Aveny Teatret i 1961, er velkendt, men ikke helt sand. Passer fik faktisk fine anmeldelser for sin præstation. Men stykket var også præget af dårlig planlægning. Morskabsteatret Aveny Teatret var ikke det ideelle sted at spille Steinbeck, og nogle af Mus & mænd-forestillingerne spilledes for børn, der udelukkende kendte Dirch som den sjove mand og derfor grinede, så snart han viste sig.

Fiaskoen samt Kjeld Petersens død betød, at Dirch Passer stort set trak sig fra scenen i 1962. Til gengæld var han med i et utal af film. Nogle er klassikere, og mange er overraskende hæderlige.

Erik Balling brugte ham med succes som forelsket bager i tre Poeten og Lillemor-film (1959-61), hvor han viste fint samspil med Judy Gringer. Og i solide komedier som Han, hun, Dirch og Dario (1962) og Frøken Nitouche (1963) var han både morsom og musikalsk.

Men det er stadig med en vis resignation, at han taler om skismaet mellem komikken og det mere alvorlige.

”Der er nok, som er gode til dét (det alvorlige, red.), men få komikere,” siger han i 1963. Og i samme interview er han også klar over, at han ikke længere er en skuespiller, men en institution: ”Hver gang jeg begynder på en film, vil jeg skabe en figur, og hver gang ender figuren med at blive Dirch Passer.”

Dirch Passer var Dirch Passer, og han vidste det godt selv. Og da han efter fem års fravær blev lokket tilbage til teatret, var det som solokunstner. Som Dirch. Med Preben Kaas som instruktør blev han i 1967 overtalt til at medvirke i årets Cirkusrevy. Her sang han duet med Daimi i Hvem har du kysset i din gadedør? og fik, trods sin tvivl om sangens kvaliteter, et formidabelt comeback.

Preben Kaas gjorde Dirch til en af vores allerbedste revyskuespillere: skarp, morsom og i perfekt balance mellem bulder og nuancer. Men teksterne levede ikke altid op til Dirch, og han faldt hen i en form, som ikke efterlod plads til det underspillede, de små pauser, det uventede. I dag giver mange af disse numre indtryk af en velsmurt revymaskine, der ubønhørligt og effektivt maser sig gennem materialet.

70’ernes nedtur
De overspillede revymanerer kan fungere på en scene, hvor man må råbe for at nå de bageste rækker, men på film kan det gå helt galt. Og det gjorde det ofte for Passer i 70’ernes komedier. Perioden byder på den danske folkekomedies mest sørgelige krampetrækninger, og i flere af filmene ligner Passer en mand, der er blevet skubbet ind foran kameraet med besked på at råbe højt og skære ansigter.

I det hele taget er 70’erne ikke det årti, man allerhelst vil huske Dirch Passer for. Han havde hidtil med stort held holdt sit privatliv privat. Der var relativt lidt blæst om hans ægteskaber med Sigrid Horne-Rasmussen og Hanne Bjerre og hans papirløse forhold til Judy Gringer, men det ændrer sig pludselig. Medierne begynder at være langt hårdere over for de kendte - Passer kaldte det "amerikanske tilstande" - men der tegner sig også en stigende desperation hos ham selv.

Der er episoden i 1975, hvor han køber en lagkage og smasker den i hovedet på Se & Hør-journalisten Mugge. I 1976 er der hans højlydte svada for Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, først i Århus Stiftstidende, et par dage efter igen i B.T.

”Hold ud til Glistrup får magten”, siger han. ”Det er jo ikke kun mig, men det meste af Danmark, der finder det uretfærdigt, at der er nogle nasserøve imellem os, som ikke er interesseret i at yde noget,” fortsætter Dirch Passer. Senere fortryder han dog sine udtalelser.

Dåsemad og whisky
I perioder forlader han alt og forskanser sig i et sommerhus med dåsemad og whisky. De kamikazeagtige byture, som skal dulme stigende premierenerver, bliver heller ikke bedre af, at han nu som kongen af dansk revy har alles øjne rettet mod sig. Og samtidig optræder han alle vegne - fra revyer og film til cirkus og storcentre, så længe pengene er i orden. Han følte sig heller ikke for god til at reklamere for kommercielle produkter, og hans indsats for mærker som Jaffa, Bryggeriet Vestfyen og Perletand-tandpasta kan stadig ses på eksempelvis Youtube.

Når man leder efter tragedien i Dirch Passers liv, finder man egentlig ikke noget, der adskiller ham fra så mange andre workaholics, kunstnere eller ej. Det er den samme sørgelige historie om et menneske opslugt af sin karriere. I Passers tilfælde bliver den blot forstærket af, at han i den grad var ét med sit image.

At der var smerte bag grinet, gør ikke hans kunst mindre. Tværtimod er det jo nærmest et adelsmærke for ægte kunstnere. Det er en alvorlig sag at være morsom. Dét demonstrerede Dirch Passer til perfektion. Han fik fem millioner til at grine, men selv var han ikke glad.