Dag 11: Smuk dansk VR-triumf

Så blev der sat punktum for årets filmfest i Venedig. 

Og prisuddelingen lørdag aften havde et herligt dansk perspektiv, da David Adler modtog prisen for bedste virtual reality-historie for Nattens ende. 

Filmen er produceret af det danske VR-selskab Makropol og skrevet i et samarbejde mellem instruktøren og Hans Frederik Jacobsen. Den placerer tilskueren i en robåd over for Jens Jørn Spottags skyldplagede Josef, der fortæller om sin families flugt fra nazisterne i 1943. 

Mens han ror, føres vi tilbage i tiden gennem et krigshærget, sort-hvidt København. Josefs erindringer om at navigere sin familie forbi nazisternes kontrolposter og med menneskesmuglere over Øresund præsenteres i følelsesstærke brudstykker. 

Aftenens pris til trods er det ikke selve historien, men VR-filmens stemning, der virkelig gør indtryk. 

Der er brugt flere forskellige animationsteknikker til at skabe indlevelse i historien. Og VR-teknologiens begrænsninger, som de flakkende konturer omkring figurerne, bruges medfortællende som et billede på fortidens ustadighed i hukommelsen. 

Et smukt ophold i historien kommer, da Josef på vej gennem en nåleskov stopper med at ro og kigger efter et rådyr mellem træerne. ”Det havde jeg glemt,” siger han. 

Prisen er en flot cadeau til David Adler, der som medinstruktør på VR-versionen af Smagen af sult også var med i sidste års Venedig-program. 

Dagligdags-thriller om alenemor
Foruden et solidt hovedkonkurrenceprogram bød også Horizons-sidekonkurrencen på spændende og udfordrende film. 

Det gælder den litauiske traumefilm Pilgrims, der vandt hovedprisen, men også den franske Full Time, en dagligdags-thriller om en alenemors spurtløb gennem tilværelsen. 

Julie er umenneskeligt hårdt spændt for, da en togstrejke gør det svært at nå fra forstaden til jobbet som stuepige på et fint pariserhotel. 

Pulserende elektronisk musik pisker hende gennem en hverdag med dårlig stemning på jobbet, en ekspartner, der aldrig ringer tilbage, en pensioneret nabo, der er træt af altid at passe hendes to børn til langt efter mørkets frembrud, og konstant stress, angst og modstand fra alle leder og kanter. 

En samtale til et marketingjob, hun egentlig er overkvalificeret til, er den eneste gulerod i historien. 

Eric Gravel vandt en velfortjent instruktørprisen for filmen, der holder stramt fokus og højt tempo over 85 minutter uden at lade Julie – eller publikum – få et åndehul før helt til slut. Stemningen minder om Safdie-brødrenes Good Time, men Full Time har ikke samme små oaser af humor undervejs. 

Det havde været for meget, hvis ikke Eric Gravels klaustrofobiske filmsprog fører os så tæt på Julies hårdføre overlever. Og hvis ikke Laure Calamy er så hudløst nærværende i hovedrollen, der sikrede hende sideprogrammets kvindelige skuespilpris. 

Dilettantisk spøgelseshistorie
Mens Horizons-programmet havde masser at byde på, har jeg endnu ikke set noget fra det selvstændige Venice Days-program, jeg i ramme alvor kan kalde en god film. 

Fredag aften lod jeg mig lokke af den spanske Out of Sync, der allerede er udtaget til filmfestivalen i Toronto og til hovedkonkurrencen i Sitges-filmfestivalen. 

Det fortrød jeg hurtigt. 

Filmen handler om en lyddesigner, der ikke bare føler sig ude af trit med virkeligheden. Hun hører også hele verden med et par sekunders forsinkelse! 

De tidlige scener i lydstudiet leder tankerne hen på Peter Stricklands Berberian Sound Studio, men filmen får aldrig stablet et interessant menneskeligt drama på benene. Og inden længe bliver det bare enerverende at vente på et forskudt lydbillede. 

Og årets hovedvinder i Venice Days, Zalava, er en dilettantisk spøgelseshistorie. 

I en støvet landsby i Iran i 1978 er den lokale befolkning hunderæd for onde ånder, der åbenbart besætter bysbørnene for et godt ord. Har man ikke en eksorcist i nærheden, er den eneste løsning at skyde den besatte i benet, så dæmonen fosser ud sammen med blodet. 

Det resulterer så ofte i amputationer og dødsfald, at den lokale sergent har konfiskeret landsbyboernes jagtrifler. Dramaet begynder for alvor, da sergenten efter en massehysterisk dæmonuddrivelse med vilde skrig og store armbevægelser lægger sig ud med de lokales yndlingseksorcist. 

Desværre minder scenerne, hvor ordensmagten nedstirrer det bevæbnede selvtægtskorps, mest af alt om komedien Monty Python og de skøre riddere, hvor Kong Arthur forklarer bønderne, hvordan de kan kende en heks: ”Hvis hun vejer det samme som en and ...” 

Sorrentinos bedste
I sin åbningstale kaldte festivaldirektør Alberto Barbera konkurrenceprogrammet for ”et bevis på den ekstraordinære livskraft i samtidig filmkunst”. 

Særligt de første par dage var jeg parat til at tage de ord for pålydende. 

Parallel Mothers er en af Pedro Almodóvars stærkeste film i årevis. The Power of the Dog er Jane Campions eneste film i årevis. Og The Hand of God er Paolo Sorrentinos bedste film til dato. 

I festivalens anden uge blev der længere mellem snapsene. 

Film som On the Job: The Missing 8 og Captain Volkonogov Escaped føltes ikke som indlysende konkurrencefilm. For da slet ikke at tale om den forstemmende italienske ligegyldighedsparade: Qui rido io, America latina og Freaks Out. 

Ligesom i Cannes og på Berlinalen er barren sat væsentligt lavere for værtslandets egne film. 

Men hovedkonkurrencen bød også på subtile karakterstudier som de mexicanske La caja og Sundown. Og ikke mindst Audrey Diwans Guldløve-vinder, abortdramaet L’evenement, der efter en uge og uendeligt mange film stadig sidder tungt i kroppen. 

Sexgale plasticdukker
Det var altså ikke varm luft fra Alberto Barbera, men jeg har savnet det virkelig underlige og aparte. 

Radu Judes kortfilm Plastic Semiotic er det tætteste, vi i år kom på noget helt anderledes. 

Den rumænske instruktør har dyrket en dialektisk stil i film som I Do Not Care If We Go Down in History as Barbarians, Uppercase Type og Guldbjørne-vinderen Bad Luck Banging or Loony Porn, hvor han i en collageform med klip fra film, fotos, bøger og avisartikler ironiserer over sit hjemlands historie. 

Plastic Semiotic er mere abstrakt, når den med inspiration fra Anton Chekhov og Auguste Flaubert ironiserer over menneskedyret fra fødsel til død – en ambition realiseret alene med plasticlegetøj! 

Filmen består nemlig af nøjsomt opsatte tableauer med Barbiedukker, Playmobil- og Lego-figurer, Happy Meal-bras, babydukker og ”etniske” figurer fra barndommen. 

Originale Radu Jude må have moret sig med at pille tøjet af dukker som barn. For der bliver dyrket sex på kryds og tværs – i biler, boblebade, mænd og kvinder i alle positioner og med én, to eller mange partnere. 

Det er humor på højt plan, på en gang knastør og kynisk. 

Her er en smilende rytter-Barbie til hest ved siden af sorte figurer med røde læber og store næser, en G.I. Joe-soldat alene på en seng, mens nøgne asiatiske dukker venter udenfor, og en gråhåret damedukke i seng med Peter Pan. 

Vi kommer vidt omkring på filmens 22 minutter, og oven på et varieret Venedig-program er Plastic Semiotic bare den perfekte digestivo.