Top 10: Smukke tidsbilleder

I barndommens somre skinner solen hver dag, og om vinteren er verden dækket af en tyk, kridhvid sne-dyne. 

De flestes barndomsminder finder i mange tilfælde sted i denne meteorologisk perfekte verden, som tidens tand brutalt har tygget til grus.

At fortiden tager sig bedre ud set gennem nostalgiens lyserøde briller, er velkendt. Vi elsker at tage de lyserøde briller på og rejse tilbage til forgangne årtier, hvor man skrev breve, satte håret og klædte sig pænt på.

At se Todd Haynes’ Carol, der fortæller historien om et lesbisk kærlighedsforhold i de konservative 50’ere, føles som at spise en lækker, mundvandsfremkaldende flødekage af smukke mennesker, elegant tøj og ikoniske biler.

Haynes er efterhånden velbevandret i fortiden efter at have lavet film som Velvet Goldmine, Far from Heaven og HBO-serien Mildred Pierce, der alle er gennemførte, detaljerige tidsbilleder.

De filmiske tilbageblik er ikke altid autentiske, men til gengæld ofte umådeligt smukke. Vi har valgt ti ud, og som vanligt arbejder vi op frem til etteren.

10. Boogie Nights (1997)

I Boogie Nights skildrer Paul Thomas Anderson pornoens gyldne storhedstid i 1970’ernes Los Angeles. Det er historien om en ung natklub-opvasker (Mark Wahlberg), der ved et tilfælde bliver opdaget af en pornoinstruktør og opnår stor berømmelse under kunstnernavnet Dirk Diggler.

Pengene og anerkendelsen strømmer ind, og Dirk kan leve et sorgfrit liv i disco-klubbernes neonfarvede lys, indtil de mørke 80’ere melder deres ankomst, og alt går galt.

Filmen bygger videre på Andersons egen mockumentary The Dirk Diggler Story, som han lavede i sin skoletid. Oprindeligt skrev han rollen Dirk til Leonardo DiCaprio, der måtte afslå, da han netop var blevet castet til Titanic. DiCaprio anbefalede i stedet Mark Wahlberg, der sublimt portrætterer den naive, overgearede pornostjernes storhed og fald gennem to fascinerende årtier.

9. Far from Heaven (2002)

1950’erne er nostalgiens foretrukne årti, hvilket kan ses i både mode-, litteratur- og filmverdenen.

I Far from Heaven, der har mange paralleller til Carol, er Todd Haynes atter rejst tilbage til det 20. århundredes stilfulde midte for at fortælle historien om husmoren Cathy (Julianne Moore). Hun lever et idyllisk og pletfrit forstadsliv, men en dag ser hun sin husbond (Dennis Quaid) kysse en anden mand.

Filmen er en parafrase over Douglas Sirks melodrama All that Heaven Allows. Den er ligeledes svøbt i en mættet technicolor-æstetik, der understreger Cathys stormfulde følelser og er en kontrast til hendes tristesse.

Julianne Moore har et udseende, som er skabt til 1950’ernes feminine, elegante silhuetter. I december annonceredes endnu et samarbejde mellem Moore og Haynes med Wonderstruck, der er en adaption af Brian Selznicks børnebog af samme navn.

8. Lore (2012)

Utallige filmskabere har æstetiseret grusomme historier fra verdenskrigenes mørke med stor succes. Lars von Triers Europa er et surrealistisk bud på efterkrigstidens Tyskland, mens Stanley Kubricks Paths of Glory er et skarpt sort-hvid-portræt af Første Verdenskrig.

Australske Cate Shortlands Lore fortæller om pigen Lore, der ved Anden Verdenskrigs afslutning brutalt konfronteres med sandheden om sin fars ugerninger og det land, hun er opdraget til at elske.

Moren er stukket af, og faren er arresteret, så Lore må sammen med sine små søskende tilbagelægge 900 km gennem Schwarzwalds farefyldte skove til bedsteforældrenes hus i Husum.

Sensommersolen forgylder de saftige landskaber, og brune barneben løber om kap i blomstrede kjoler. Men midt i idyllen bor mareridtet: Askeflager fra brændte nazi-dokumenter daler fredfyldt som snefug ned mellem trækronerne.

7. Kundskabens træ (1981)

Ingen har som Nils Malmros specialiseret sig i autentiske, eller måske snarere personlige, tidsbilleder. Helt fra begyndelsen af sin karriere har han med Drenge, Lars Ole 5. C og At kende sandheden stræbt efter minutiøse rekonstruktioner af sine barndoms- og ungdomserindringer. 

Kundskabens træ følger en mellemskoleklasse på Århus Katedralskole i årene 1958-60 og er, a la Linklaters seneste Boyhood, optaget over to et halvt år for at indfange børnenes fysiske og psykiske udvikling.

Filmen klandres af mange for mangel på dramatisk handling, men dens styrke ligger netop i at være en universel, genkendelig og typisk dansk fortælling om ungdomsårenes uskyld og syndefald og ikke mindst skoleklassers hierarkiske mønstre.

6. Soning (2007)

De færreste, der har set Joe Wrights Soning, vil glemme den famøse scene, hvori Keira Knightley stiger op fra et springvand med en drivvåd og gennemsigtig underkjole klæbende til sin spinkle krop. 

Scenen er sat i 1930’ernes England på et solbeskinnet, sommerligt landsted. Gartneren Robbie (James MacAvoy) ser lige dele lamslået og forslugent på godsejerens datter Cecilia, som han i al hemmelighed begærer.

De dominerende klasseforskelle, der først synes ubrydelige, kan ikke tøjle lidenskaben. Cecilias fantasifulde lillesøster Briony (Saoirse Ronan), der uheldigvis overværer det forbudte møde, misforstår situationen og forledes til at give et falsk vidnesbyrd i en frygtelig forbrydelse, der skiller Cecilia og Robbie ad.

Filmens handling foregår over hele seks årtier med sorg, krig, savn og gensyn. Soning er betagende og gennemført i både kostumer, setting og kameraarbejde op gennem alle årtierne.

5. Barton Fink (1991)

Der er utvivlsomt flere af Coen-brødrenes stemningsfulde film, der kunne finde en retmæssig plads på denne liste, da de herrer øjensynligt nærer stor kærlighed til det 20. århundredes historie og ynder at portrættere karakteristiske perioder med et skurrilt Coen’sk twist. 

I Barton Fink rejser manuskriptforfatteren Barton Fink fra New Yorks teaterverden til det hede Hollywood, hvor han er blevet hyret af et stort filmstudie. Han indlogeres på det traurigt forfaldne Hotel Earl, hvis ildevarslende slogan lyder ”A day or a lifetime”. Mareridtsagtige lyde og mærkelige gestalter gør stedet til et næsten kafkask slot.

Tapetet i det lille, dunkle værelse er pilråddent, og fra den pistne jernseng er der udsigt til store mugplamager i loftet. Selv om året er 1941, synes verdenskrigen ganske fjern, hvilket forstærker karikaturtegningen af et selvoptaget Hollywood.

4. The Ice Storm (1997)

En af filmhistoriens stærkeste skildringer af 70’ernes forstads-USA er ironisk nok skabt af en taiwaneser. Ang Lees mesterlige The Ice Storm fra 1997 er et intenst, psykologisk familiedrama om tyndslidte ægteskaber, akavet utroskab og utilpasset ungdom.

En meget ung Tobey Maguire spiller kostskole-eleven Paul Hood, der rejser hjem til sin familie for at fejre Thanksgiving. Alt løber løbsk og en hidsig isstorm sætter byen i undtagelsestilstand. Ud over 70’er-mode som bukser med svaj, bakkenbarter, brede skjorteflipper og brune nuancer er tidens politiske paranoia og den vaklende kernefamilie sublimt flettet ind i historien.

Ang Lee lagde lægger ikke skjul på, at det var en kæmpe udfordring at skildre USA anno 1973. Han hyrede folk til den historiske research, mens han selv talte med folk, der huskede tiden. Han læste også gamle magasiner og hørte tidens musik i en grad, så han til slut havde følelsen af at lave en dokumentarfilm.

3. A Single Man (2009)

Intet er overladt til tilfældighederne i modeskaberen Tom Fords stilfulde instruktørdebut (2009), der i sin overlegne, visuelle stil ligner en lækker fotokampagne fra Vogue. 

A Single Man er baseret på Christopher Isherwoods 1964-roman af samme navn og handler om den homoseksuelle, depressive universitetsprofessor George Falconer (Colin Firth), der har mistet sin store kærlighed i et biluheld otte måneder forinden.

Vi følger Falconer i løbet af en dag, hvor talrige flashbacks giver et billede af livet inden uheldet, og melankolien gennemsyrer lyd og billede med hjerteskærende musik og døsige slowmotion-sekvenser. Tom Ford har taget 1960’er-modens creme de la creme og indlogeret sine hovedroller i boligmagasinværdige stuer og iklædt dem smalle slips, skarpe hornbriller, opsat hår og forførende katteøjne.

Men filmen er ikke blot et glittet modekatalog, men en utrolig rørende historie – ikke mindst takket være Colin Firth, der er fuldkomment sublim som den dybt ulykkelige Falconer, og Julianne Moore, der spiller hans fordrukne, men gudesmukke veninde Charley.

2. The Tree of Life (2012)

Terrence Malicks film er næsten per definition uvirkeligt bjergtagende, hvilket til en stor del også må tilskrives Emmanuel Lubezki, der har været fotograf på fire af dem – senest den snart premiereaktuelle Knight of Cups.

Malick og Lubezkis transcendente universer er kendetegnet ved lange, svævende kamerabevægelser, poetisk brug af lys og skygge samt ekspressive kameravinkler. For ikke at tale om filmenes handling, der ofte er forankret i en større, eksistentialistisk og evolutionær fortælling. 

I The Tree of Life er det lykkedes dem at frembringe inkarnationen af idylliserede barndomsminder med flashbacks til hovedpersonen Jacks opvækst i 1950’ernes Texas. Minderne, der er sammenspundet til en næsten impressionistisk mosaik, foregiver løssluppen leg i evigt solskin med brødrene og den smukke, hengivne mor. Men idyllen brydes af angsten for den hårdhændede far og den snigende vished om verdens ondskab.

1. In the Mood for Love (2000)

En mand og en kvinde, der hver for sig henter take-away i en kælderrestaurant, lyder mildt sagt ikke som grundlaget for stor, romantisk filmpoesi. Det er dog ikke desto mindre én af de mest sensuelle scener i Wong Kar-wais kærlighedsdrama In the mood for love.

I 1960’ernes Hong Kong opdager Chow (Tony Leung) og Su (Maggie Cheung), at deres respektive ægtefæller har en affære. De finder trøst i hinandens uskyldige selskab og forelsker sig gradvist.

Lidenskaben udtrykkes ikke i hede elskovsscener, men først og fremmest i det maleriske kameraarbejde og de hypnotiserende slowmotion-sekvenser. Den hjerteskærende melankoli og længsel underbygges af den repetitive takt og klagende violin i Shigeru Umebayashi Yumeji’s Theme, der løber gennem hele filmen.