Snowden-dokumentarist forsvarer ensidighed

”Den udvalgte,” fristes man til at kalde dokumentarinstruktøren Laura Poitras med reference til The Matrix-trilogien.

Og hun er ikke helt ulig den Neo, som i sci-fi-filmene uvidende indkaldes for at lede oprøreret mod maskinerne, der har gjort menneskeheden til slaver.

I januar 2013 modtager Laura Poitras en række krypterede og anonyme mails underskrevet ”Citizenfour”.

Hvad hun ikke ved er, at hun er i færd med at gøre sit livs scoop som dokumentarist. Det er den nu verdenskendte whistleblower Edward Snowden, som sidder på den anden side af koderne, og han har valgt den 50-årige amerikaner til at være den første person, han åbner sig overfor med sin utrolige viden.

Den daværende amerikanske efterretningsagent Edward Snowden ligger inde med beviser for, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA ikke bare overvåger fremmede nationer, men også helt almindelige amerikanske borgere.

Et hotel i Hongkong
På et lille hotelværelse i Hongkong letter Edward Snowden for første gang sit hjerte over for Laura Poitras.

Ikke engang hans kæreste gennem ti år ved besked om hans drastiske beslutning om at afsløre den største overvågningsskandale i nyere tid.

Over otte dage forlader Laura Poitras og Edward Snowden næsten ikke hotelværelset. De får følge af de garvede The Guardian-journalister Glenn Greenwald og Ewen MacAskill, og det er optagelser fra de dage, der udgør materialet i Citizenfour.

Snart er Edward Snowden på alles læber og eftersøgt af de amerikanske myndigheder, sigtet for spionage og tiltalt for tyveri af regeringens ejendom og for bevidst at have lækket fortrolige, nationale forsvarsinformationer.

I Citizenfour levnes der imidlertid ikke meget tvivl om Laura Poitras holdning til anklagerne. Filmen lader Edward Snowden tale frit, uden at hans modstandere kommer til orde.

– Er det ikke en ensidig fremstilling, når man kun får Edward Snowdens perspektiv på sagen?

”Jeg har altid lavet film på den måde. Jeg er meget interesseret i at fortælle individuelle historier for at forstå større problemstillinger. Så på den måde er jeg meget konsistent,” siger Laura Poitras.

”Men filmen er også et udtryk for mine holdninger omkring faren ved overvågning. Der er jeg på bølgelængde med Edward Snowden. Jeg synes ikke nødvendigvis, at journalister skal lade, som om de ikke har holdninger. Det her er min stemme.”

Opskrift på misbrug
Det er ikke første gang, den amerikanske dokumentarinstruktør tager USA’s tvivlsomme færden under kærlig behandling. Citizenfour er sidste del af Laura Poitras dokumentarfilm-trilogi om USA efter terrorangrebet 11. september.

I My Country, My Country fra 2006 stiller hun skarpt på Irak-krigen og tegner gennem en irakisk familiefar et billede af, hvordan det er at leve i et besat land.

Anden film i trilogien The Oath er historien om to mænd fra Yemen, der sidder fængslet i Guantánamo efter at have arbejdet som henholdsvis bodyguard og personlig chauffør for Al-Qaeda-lederen Osama Bin Laden.

Begge film er dybt kritiske over for den amerikanske indsats, og Citizenfour er altså ingen undtagelse.

”Jeg synes som kunstner og amerikansk statsborger, at der sker ting, som er farlige. Der bør ikke tages beslutninger af denne karakter i hemmelighed. Vi lever i et demokrati, hvor lovgivning og gennemsigtighed er nogle af byggestenene. Men det vi ser i USA er en udvikling mod det direkte modsatte. Og det er det, som hele min trilogi handler om,” siger Laura Poitras.

”At indsamle oplysninger på folk, der ikke er under mistanke for noget og lagre dem, er en opskrift på misbrug. Og det skammer jeg mig ikke over at mene.”

– Men burde man som journalist ikke fremlægge begge sider af sagen?

”Jeg synes stadig, jeg udfører journalistik. Det, du ser i hotelværelset i Hongkong, er en optagelse af en kilde, der møder en journalist i en kontekst, som du normalt ikke ser. Det er en slags behind the scene-journalistik. Og det synes jeg har en værdi i sig selv og er værd at vise omverdenen.”

Et personligt offer
– Er Edward Snowden en helt i dine øjne?

”Den slags simplifikationer bruger jeg ikke. Men jeg mener ikke, at han er en forræder. Han arbejder ikke for nogen anden regering. Det synes jeg står meget tydeligt frem. Han tog en modig beslutning, som han risikerer at miste store dele af sit liv for, fordi han følte, at offentligheden fortjente at vide det her.”

”Filmen handler om NSA’s overvågning. Men det er også en film om folk, der er villige til at løbe en personlig risiko for noget, der er større end dem selv.”

– Og hvad er det større formål her?

”I USA er der en stigende tendens til hemmelighedskræmmeri. Vi har et droneprogram, hvor vores præsident skriver under på, hvem der skal dræbes. Vi har Guantánamo, hvor folk bliver tilbageholdt i årevis uden nogensinde at blive sat for en dommer. Vi har legaliseringen af tortur og Irak-krigen.”

”Alle er de historiske begivenheder, som kunstnere og journalister bør kommentere på, og det er, hvad jeg gør med mine dokumentarfilm.”

Slut med lav profil
I sine tidligere film har Laura Poitras, på trods af anerkendelse blandt kritikere, nydt en stille tilværelse.

Men efter Citizenfour er det et overstået kapitel. Siden premieren har hun været efterspurgt af alverdens journalister såvel som de amerikanske myndigheder.

– Har du været mere nervøs denne gang?

”Ja, meget. Vi vidste, at det, der skete i Hongkong, ville være interessant for ikke bare dem, der fulgte sagen, men også for efterretningstjenester, så vi var nødt til at være ekstra forsigtige under klipningen. Det var et pres, jeg aldrig før har været under.”

Efter filmens premiere har Laura Portrais rejst verden rundt og var også den helt store stjerne på det netop afholdte Cph:Dox-festival. Her blev filmen den ubetinget største publikumssucces, og nu kan den ses i biografer over hele landet.

”I mit arbejde har jeg altid forsøgt at bevæge mig under radaren. Men de dage er nu bag mig. Efter jeg kom hjem fra Hongkong, var min indbakke fuld af efterspørgsler fra hele verden,” siger Laura Portria.

”Dengang ville jeg ikke give interviews, fordi jeg syntes, det var vigtigt at bibeholde en følelsesmæssig forbindelse til sagen. Hvis man gentager de samme ting igen og igen, bliver man distanceret. Så under filmens klippeproces snakkede jeg meget lidt med omverdenen, men det prøver jeg at rette op på nu.”

Større end Snowden
Det er ikke kun journalister, der har været interesseret i Laura Poitras, men også den amerikanske efterretningstjeneste i særdeleshed.

Faktisk har Laura Poitras ikke kunnet rejse frit over grænsen til sit hjemland siden hun i 2006 lavede My Country, My Country om Irak-krigen. Hun er efter eget udsagn på den amerikanske regerings ”watch list”.

”Jeg er blevet tilbageholdt ved den amerikanske grænse mere end 40 gange. Hver gang jeg kommer hjem, sender de grænsebetjente efter mig for at afhøre mig om min færden og beslaglægge mit kildemateriale”

Og det, mener Laura Poitras, sætter en tyk streg under den problematik, hun forsøger at rejse med Citizenfour.

”Der har ikke været nogen proces, hvor jeg kunne finde ud af, hvorfor jeg er på listen, og hvordan jeg kommer af den. Er det den verden, vi gerne vil leve i? Hvis regeringen vil gøre noget, bør der være en demokratisk proces, hvor borgerne kan blive informeret om det.”

”Og deraf mit helt store spørgsmål: Hvorfor skulle en 29-årig mand risikere alt for at give folket den information, som de allerede burde have fået? Hvorfor gør regeringen ikke det selv?”

Eksil i Berlin
Edward Snowden er som konsekvens af sine handlinger krævet udleveret af de amerikanske myndigheder. I 2013 fik han asyl i Moskva, hvor han nu er under beskyttelse.

Laura Poitras flyttede selv til Berlin allerede i 2011 under arbejdet med Citizenfour. Hun kunne ikke tilbyde sine kilder den fornødne kildebeskyttelse, hvis hendes materiale blev beslaglagt, hver gang hun befandt sig i en amerikansk lufthavn.

– Dokumentarister bliver ofte beskyldt for at være for tætte på deres kilder. Er du ikke kommet for tæt på Snowden?

”Han er en kilde. Den her historie er større end ham, og jeg ville ikke have, at filmen endte med en lukket slutning, for det der sker i USA i dag. Programmerne kører videre. Den reaktive politik efter 11. september fortsætter, og jeg tror, at de er ved at gøre verden til et mindre sikkert sted.”