Ugens streaming
09. nov. 2018 | 16:33

Ugens streaming: Snurrige koldkrigere

Foto | Julia Terjung
I To minutters stilhed afvikler en gymnasieklasse i 50’ernes østtyske Stalinstadt to minutters stilhed for faldne oprørere i det sovjetisk-besatte Ungarn.

Den Kolde Krig er for længst passé, men tidsånden gør sig godt som dramatisk stof. Til denne uges streaming får du alt fra superhelte til bindegale videnskabsmænd!

Af Frederik Bakkerud

Næste år markerer trediveåret for Murens fald. Det blev begyndelsen til enden på ikke bare et opdelt Tyskland, men hele Sovjetunionen, der faldt blot to år senere.

Så Den Kolde Krig er long gone. Eller hvad? Rusland annekterer naboerne efter forgodtbefindende, og Donald Trump hævder, at han har en enorm rød knap, hvis kommunisterne bliver for høje i hatten.

Hvad blev der af den forenede verden, af solidariteten?

I det biografaktuelle tyske drama To minutters stilhed lever solidariteten i en gymnasieklasse i 50’ernes østtyske Stalinstadt. Her holder eleverne to minutters stilhed for faldne oprørere i det sovjetisk-besatte Ungarn.

Men hey, det er jul. Til ugens streaming på en kold novemberdag spreder vi tidlig juleglæde med fem af de skæve koldkrigsperler.


Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb

I Stanley Kubricks mageløse koldkrigskomedie forbereder de sig på verdens utilsigtede dommedag.

En bindegal brigadegeneral har på egen hånd iværksat et bombeangreb på Rusland, og han nægter at trække bomberne tilbage trods præsidentens direkte ordre.

Han er overbevist om, at russerne har forurenet den amerikanske vandforsyning. Og ingen skal forgifte de ”dyrebare kropsvæsker” i Guds land!

Da den amerikanske præsident giver russerne et velmenende kald, må de beklageligvis meddele ham, at de selv har en dommedagsmaskine til at gå af i tilfælde af et angreb.

Peter Sellers indtager hele tre roller, herunder den rablende eksnazist og videnskabelige rådgiver Dr. Strangelove, der i tilfælde af dommedag vil viderebringe menneskeracen i underjordiske miner – med ti kvinder for hver mand.

Streames på Blockbuster og SF Anytime.



RoboCop

En betjent bliver pløkket hensynsløs ned i Detroits belastede kvarter. Men i stedet for en oplagt begravelse bygger ordensmagten en vaskeægte cyborg-betjent ud af hjerneresterne.

Fremtidens dræbermaskine er landet – i den offentlige sags tjeneste selvfølgelig! – og han er ”PART MAN. PART MACHINE. ALL COP”, som slaglinjen lyder på plakaten.

Den originale RoboCop fra 1987 regnes for lidt af en kultfilm, og det skyldes ikke mindst de talrige bizarre hændelser og groteske replikker, som den bruger til at tegne et lunefuldt tidsbillede.

På et tv i filmen er der således en fantastisk reklame for familiebrætspillet Nuke ’Em. Bølgerne går højt, og det kulminerer i en atomsky ved middagsbordet, da farmand hamrer den røde knap i! Hvis ikke det leder tankerne hen på den datidens våbenkapløb …

Streames på C More.

 

Drengen og jernkæmpen

I 1957 falder en jernkæmpe ned fra himlen og lander i en skov nær en lille, amerikansk landsby.

Den kæmpemæssige robot rager næsten over trækronerne, spiser skrotmetal og knytter et tæt bånd til den lokale dreng Hogarth Hughes, der passer og træner den, som var det en moderløs killing, han havde fundet i skuret.

Brad Bird er berømt for animationsperlerne De Utrolige og Ratatouille, men det var faktisk med Drengen og jernkæmpen, at han debuterede i 1999.

Det er en hjerteskærende fortælling om venskabet mellem Hogarth, der i skolen lærer om farerne ved sovjetiske bombeangreb, og den infantile, næsten nuttede jernkæmpe, som efterretningstjenesten selvfølgelig er ude efter.

Streames på Viaplay og SF Anytime.

 

Good Bye Lenin!

Ikke alle mure kan rives ned.

Det må den unge Alex sande, da hans ultra-kommunistiske mor går i koma kort inden Berlin-murens fald. Hun vågner otte måneder senere, men lægerne fraråder på det strengeste, at hun får nys om tingenes tilstand udenfor, hvis hun ikke skal få endnu et hjerteslag.

Så Alex må skåne sin mor for den nye verden. DDR er faldet, og hun må for guds skyld ikke skue en Coca-Cola eller en avis fra det genforenede Tyskland, der kunne antyde kapitalismens indtog.

Det er en komisk og varm afsked med det kommunistiske Østtyskland, hvor Alex må videreføre propagandaen for sin mors skyld.

Streames på Filmstriben og SF Anytime.

 

Watchmen

Superheltene er overalt, så hvorfor ikke også under Den Kolde Krig?

Rorschach, iført trenchcoat og den karakteristiske hvide maske med transformerende blækbilleder, efterforsker en række mord og konspirationer blandt amerikanske superhelte.

Med sin sygelige vrede og sort-hvide moral er han beskuerens ledetråd i en mørk og dystopisk verden, som vi kender den fra The Dark Knight-trilogien.

En verden med internationale konspirationer og maskerede helte, der er lidt mere menneskelige, end de er ”super”. Med undtagelse af Dr. Manhattan selvsagt. Han kom ud for en radioaktiv ulykke og kan manipulere tid og rum!

Watchmen er ikke bare en skildring af den kollektive paranoia under Den Kolde Krig, men også en af de bedste superheltefilm nogensinde.

Streames på HBO og Blockbuster.

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på skæve koldkrigsfilm.

© Filmmagasinet Ekko