Sober dansk flirt med film noir

Hele Danmarks yndlingsstrømer, Per Larsen, sender en hilsen op til Vorherre, da et hændeligt uheld på Kongevejen nord for København sendte en bil i grøften.

Dermed blev et medlem fra Blekingegadebanden hårdt kvæstet og pågrebet i 1988, hvor det meste af banden var under lås og slå.

Men faktisk havde politiet ikke fældende beviser eller substantielle spor, og netop den kvæstede havde bogstavelig talt nøglen til hele sagens opklaring.

Nemlig nøglen til den lejlighed i den gade, som gav banden sit famøse navn, og hvor alle rekvisitter, uniformer, parykker og utroligt mange håndvåben sprang ud af skabe og op af skuffer.

Et vaskeægte dokudrama
Vi er ved slutningen af Anders Riis-Hansens aldrig kedelige, ofte spændende Blekingegadebanden.

Instruktøren, der mestendels er kendt for dokumentarfilmen Drengene fra Vollsmose, har på Peter Øvig Knudsens manuskript over sine bestsellers om samme bande gjort en ganske ferm film.

På et næsten overlækkert mix af rekonstruktion og dokumentation er Blekingegadebanden en medrivende historie. Og et vaskeægte dokudrama.

Rammen sættes af en af bandens medvirkende, Bo Weymann, som netop ikke deltog i kuppet med den infame nedskydning af en 22-årig betjent. Men han var alligevel så meget med i bandekrigen, at han fik syv år i spjældet.

Sympatisk og forførende ærlig
Weymann fortæller sin historie med nøgternhed, nøgen skyld, bod og anger. Filmen er i sin begyndelse et portræt af en slægt, hvis fædre var kommunistiske helte i den danske modstandsbevægelse, og hvis nutid var Vietnamkrigens billeder af brændende børn, amerikansk terror og konflikten i Mellemøsten.

Weymann er en god fortæller, virker sympatisk og forførende ærlig.

Det er han ikke mindst i to selvfortalte, traumatiske nedslag i egen skæbne, der skabte hans forbryderbane: drabet på en ung palæstinensisk mor i massakren i Libanon i 1983 – en krigsforbrydelse, som også biografaktuelle Waltz with Bashir’ fortæller om – og hans egen bandemedlemmers kyniske planer om at kidnappe den svenske milliardær Jörn Rausing, som først blev opgivet i sidste øjeblik.

Klassisk krimi-kupfilm
Blekingegadebanden er et godt stykke ad vejen et menneskeligt dokument – sat op på konstruerede scener, klip af virkelighed, enkelte vidner fra dengang og en stemme, der taler sit eget ”jeg” ind i fortællingen om et drab med mere.

Det er det sidste spørgsmål. Ville Weymann røbe morderen, hvis han vidste hvem – og denne måske var hans bror? Ingen kommentarer og så rulletekster.

Indimellem får vi så en næsten klassisk krimi-kupfilm, hvor historien i krydsklip lader et flamboyant plot næsten overtage skildringens seriøse alibi.

Det perfekte kup
Det bliver til filmen om de(t) perfekte kup, der kører galt, fordi nogen netop kører galt. Gangsterbanden, der har dækket sig ind på alle kanter, undtagen den kant, hvor postbuddet ringer to gange.

Filmen er oven i købet bevidst om denne drejning i plottet.
Hvad Bo Weyman laver i sit borgerlige liv, når han ikke er politisk forbryder, serveres som en pointe midt i miseren. Nemlig at han og hans bror arbejdede for Regnecentralen, sågar en overgang for PET og derfor kendte til politiets træk på brættet.

Våben overtog ejermænd
Alligevel virker filmen sobert dansk til trods for dens flirt med udenlandsk film noir.

Alle de mange våben overtog deres ejermænd.

Det blev naturligt at tage en skyder med i byen. Og det var et sådant udansk haglgevær, som skød den stakkels strømer den årle vintermorgen. Ifølge fortælleren i en film, som ganske ofte forsøger at neddæmpe sin medbragte revolutionsromantik og bekæmpe sin dæmoniske fascination af, at hjertets renhed er at ville en og kun én sag.

Beskidt og betændt
Hele banden fremstår beskidt og betændt.

Men engagementet til venstre gløder endnu i vor angrende antihelt, når han drejer til højre i sin direktørbil og ud af filmen.

Vi andre forlader biografen, bevæget på godt og ondt, beredt til endnu en diskussion om en sinister affære.