Socialdemokratisk ildsjæl

Egentlig var det slet ikke meningen, at Svend skulle være en del af valgkampen. Men i en tid, hvor valgplakaterne forvandler lygtepælene til politiker-totempæle, kan en film om en af Socialdemokratiets grand old men ikke undgå at blive betragtet som en del af valgkampen.

De flere hundrede mennesker i Grand Teatrets foyer, der er mødt op til Ekkos snigpremiere, er med til at understrege, at valget har skabt en enorm interesse for Svend. Forestillingen er arrangeret i samarbejde med Doxbio.

En smule svimmel
I folkemængden lykkes det Ekko at fange filmens smånervøse instruktør, Anne Wivel.

”Jeg er en lille smule svimmel. Også fordi der har været så meget omtale af filmen,” fortæller hun.

Anne Wivel var gift med Svend Auken, som bukkede under for prostatakræft i 2009. Hun fortæller, at det aldrig har været intentionen at lave en politisk film.

”Det er ikke en propagandafilm, jeg har lavet.”

En forbandet sygdom
Mere når hun ikke at fortælle. Hun må ile videre, for filmen er på nippet til at gå i gang, og hun skal stå for introduktionen.

”Mange har sagt til mig, at det må have været meget følelsesbetonet og ekstra hårdt at lave den her film, fordi jeg er så tæt på emnet, men det har faktisk været en meget organisk proces,” siger Anne Wivel foran publikum i salen.

”Jeg har grebet Svend an som hvilken som helst film. Døden er altid et aspekt i en portrætfilm. Men kræft er en forbandet sygdom, som indeholder meget håb, fordi der er så mange behandlinger,” forklarer hun.

”Jeg håber, det fremgår af filmen, at Svend var et menneske, der bedrev politik med hjerte, begavelse og enorm passion. Og må alle nyde filmen, uanset hvad man går hen og stemmer her den 14. september.”

Elefant eller giraf
Der går ikke mange af filmens 110 minutter, før man må erkende, at Svend Auken var en stor mand. Nogle vil mene, han var det på grund af sit miljøpolitiske engagement, men alle kan vist blive enige om, at han var det af statur.

Hans næsten to meter høje korpus gav ham en karakteristisk, småvraltende gangart, som instruktør Anne Wivel ikke kan undgå at indfange i de over to år, hun har været i hælene på den høje politiker.

”Du er en elefant,” siger Anne Wivel til sin mand i filmen. ”Jeg har nu altid syntes, at jeg var en giraf,” svarer han.

Voltaire og djævelen
Anne Wivel indfanger mange kærlige øjeblikke, og det er tydeligt, at filmen er lavet med beundrende øjne. Et heltedigt.

Svend Auken var politiker alle døgnets 24 timer. Han var politiker ind til marv og ben. Mens han rituelt varmer en kop mælk sent på aftenen, snakker han partipolitik og miljøaftaler.

Men filmen afslører også en eftertænksom og ganske morsom Svend Auken, der flere gange fremkalder høj latter blandt de mange publikummer.

Eksempelvis da han på en international kongres fortæller en anekdote om den franske forfatter Voltaire, der på sit dødsleje får at vide, at han skal forsage djævelen. ”Dette er ikke et godt tidspunkt at skabe sig nye fjender,” svarer han.

En stærk film
Som filmen skrider frem stjæler Aukens kræftsygdom opmærksomheden. Den populære politikers særegne gang bliver endnu mere vraltende i takt med, at helbredet bliver mere og mere skrantende.

Filmens uundgåelige slutning nås, og efter rulleteksterne runger der store, spontane klapsalver i salen.

”Det er en stærk film. Den gjorde et stort indtryk på mig,” siger en ældre herre til Ekko, hvis briller er helt duggede.

Som sendt fra himlen
Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, er ikke i tvivl om, at Svend er en politisk film. Han vurderer, at den vil kunne flytte stemmer, når Doxbio holder landsdækkende premiere den 11. september - tre dage før valget.

”I en valgkamp, hvor Socialdemokraterne savner karismatiske kandidater, kommer filmen om Svend Auken som sendt fra himlen. Auken var en ildsjæl og en politiker, der var båret af et ægte, socialt engagement. I Anne Wivels film brænder han igennem på en helt anden måde end nutidens designerpolitikere,” siger Claus Christensen.

”Hvis Doxbio kan lokke mange mennesker i biografen til premieren, vil den uden tvivl kunne flytte stemmer.”