Socialpornografi og mediealfonser

I Hans Scherfigs roman Frydenholm optræder der en mand med øgenavnet Bukse Marius. Det navn har Marius fået, fordi han lusker rundt om natten og forgriber sig på damernes underbukser, mens de hænger til tørre på landsbyens tørresnore. Og det sker vist også, at Marius bukker under for trangen til at kigge ind ad vinduerne hos folk.

Frydenholm foregår under Anden Verdenskrig, og Bukse Marius' appetit på naboernes privatliv skaffer ham en del problemer på halsen. De problemer var han nok sluppet for, hvis romanen havde udspillet sig i 2004. I dag er det nemlig ikke længere nødvendigt at snige sig til et ulovligt kig ind ad andre folks vinduer for at få adgang til deres privatliv. Man kan nøjes med at tænde for fjernsynet. Her bliver man mødt af en overflod af dokumentarudsendelser, hvor helt almindelige mennesker beredvilligt indvier tv-seerne i deres liv, hemmeligheder og problemer med fedme, alkoholisme, seksualitet og spiseforstyrrelser, med stress, børneopdragelse, sygdom, skilsmisse og psykiske skavanker af enhver afskygning.

Disse udsendelser kan langt hen ad vejen ses som et udtryk for, at vi er blevet mere åbne og tør diskutere emner, der førhen var mørklagte eller ligefrem tabuiserede. Men spørgsmålet er, om ikke vi i vores iver efter at lære hinandens hemmeligheder at kende har mistet sansen for, at der faktisk kan være grænser for, hvad vi kan forlange at få indblik i.

Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om skildringer af socialt marginaliserede personer som narkomaner, sociale klienter, sindssyge, unge kriminelle, alkoholikere etc. Den slags programmer indeholder jævnligt scener, der har karakter af socialpornografiske overgreb, fordi de giver Bukse Marius adgang til en intimsfære, hvor han ikke har noget at gøre. Og overgrebene bliver ikke mindre af, at de sker over for mennesker, der kan have meget svært ved at overskue konsekvenserne af deres optræden i tv.

Skadevirkninger
Det socialpornografiske overgreb kan ytre sig på flere måder. Mest iøjnefaldende er nok, at udsendelser om socialt marginaliserede har en tendens til at indeholde sekvenser, hvor de medvirkendes privatliv udsættes for en brutal blotlæggelse.

Det kan være scener, hvor hovedpersonerne bliver filmet, mens de går amok. Det kan være scener, hvor folk bliver filmet lige op i ansigtet, mens de er halvvejs bevidstløse af druk eller helt væk i et herointrip. Det kan være scener, hvor mennesker bryder sammen. Og det kan sågar være scener, hvor hovedpersonerne begår lovovertrædelser med kameraet og flere hundredtusinder seere som vidne.

Det er indlysende, at scener som disse kan få negative konsekvenser for de medvirkende. Det er ikke svært at forestille sig, at der vil være arbejdsgivere, som vil afstå fra at ansætte en ung mand, der har optrådt som løgner eller været voldelig i et tv-program. Det er heller ikke svært at forestille sig, at det kan skade folks omdømme, hvis de bliver udstillet i situationer, som er stærkt nedværdigende. Kynikere vil måske indvende, men næppe sige det højt, at et begreb som "omdømme" ikke spiller nogen rolle i narkomaner og sindssyges liv. Men det synspunkt er netop alt for kynisk.

Når man betænker skadevirkningerne, skal der selvsagt være en meget god grund til at udstille folks privatliv. Et eksempel på en god grund kunne være nærgående billeder af et udsultet afrikansk barn, hvor tv på den måde er med til at mobilisere offentligheden til fordel for en hjælpeindsats mod hungersnøden. Når det gælder nærgående billeder af de marginaliserede i vores egen del af verden, kan det imidlertid være noget vanskeligere at få øje på den gode grund.

Gavner det for eksempel debatten om de marginaliserede, at man viser billedsekvenser, hvor identificerbare sociale klienter opfører sig aggressivt eller ligefrem truende på et socialkontor? Ikke nødvendigvis. Tværtimod kan man lige så vel argumentere for, at den slags billeder kan afspore debatten, fordi de er med til at dæmonisere de sociale klienter.

Forfaldsæstetik
Kan der være tvivl om nytteværdien ved at bringe socialpornografiske sekvenser i tv, er der til gengæld ingen tvivl om underholdningsværdien. Den er helt i top. Det er godt tv, når folk flipper ud, lyver, stjæler, stikker sig i armen, bryder sammen og er bevidstløse. Den slags scener kan højne seertallene for enhver dokumentarudsendelse. Men det er samtidig et af de kritikpunkter, som man kan rejse mod de socialpornografiske sekvenser i udsendelserne: at hensynet til seertal og underholdningsværdi vejer tungere end hensynet til de marginaliserede og deres problemer.

Det er ikke kun ved indtrængen i privatlivet, at de marginaliserede hovedpersoner er udsat for socialpornografiske overgreb. Mange dokumentarudsendelser betjener sig i passager af en kameraføring, der har karakter af visuel befamling af hovedpersonernes kroppe. Det er tilfældet, når kameraet med åbenlys fascination zoomer ind på sårdannelser, snavsede fingre, dårlige tænder og andre misligholdte kropsdele. Her gøres de medvirkendes kroppe - formentlig uden deres vidende - til forfalds-æstetiske objekter lidt på samme måde, som da Christian Lemmerz med sin udstilling på Esbjerg Kunstmuseum satte fokus på den foruroligende skønhed, der knytter sig til kød i forrådnelse.

På overfladen kan de visuelle befamlinger tage sig meget uskyldige ud, fordi der er tale om korte billedsekvenser, som kan være lette at overse. Men selv den mindste befamling er alt andet end uskyldig. Derfor er det også trist, at den form for kameraføring har bredt sig. Eksempelvis bragte en nyhedsudsendelse et interview med en kvinde, der fortalte, at hun ikke skulle holde juleaften, fordi den var blevet sparet væk på det sociale værested, hvor hun plejede at fejre højtiden. Midt i interviewet med kvinden klipper man så, helt umotiveret, til et nærbillede af hendes nikotinfingre.

Og så er det, at man som tv-seer må spørge: Hvad i himlens navn skulle det lille klip gøre godt for? Har det klip overhovedet nogen relevans for historien om kvinden, hvis juleaften blev sparet væk? Vel har det ej. Sådan et klip højner blot indslagets underholdningsværdi, fordi seerne tilbydes en lystblandet skrækoplevelse ved synet af en gennemtæret nikotinfinger.

Den ansvarlige journalist for indslaget vil nok sige, at nikotinfingre er et karakteristika ved mange socialt marginaliserede, og at klippet derfor var relevant nok. Hertil er der bare at sige: sludder og vrøvl. Nikotinfingre er også karakteristiske for det meste af kongefamilien, Poul Schlüter og mange andre gode borgere. Men deres fingre får vi aldrig set i tilsvarende nærbilleder. For der står respekt om kongefamilien, Schlüter og den gode borger. Derfor vover kameraet ikke at befamle deres kroppe på samme taktløse måde.

Helt anderledes forholder det sig med kvinden i indslaget. Hende har man ingen respekt for. Hun er kasteløs. Hun klager ikke til pressenævnet. Hun er med andre ord det perfekte journalistiske byttedyr. Derfor kan kameraet frit befamle hendes krop. Derfor kan tv-folkene gøre med hende, hvad de vil. Og det er netop den klassechauvinistiske præmis for alt socialpornografisk tv, at man kan filme og udstille marginaliserede mennesker med en taktløshed og brutalitet, man aldrig ville vove at udvise over for mere ressourcestærke borgere.

Alfonseri
Mange programindslag og udsendelser om socialt udsatte bliver lavet på socialkontorer, væresteder, politistationer, fængsler og diverse sociale institutioner. Alle disse institutioner har en ledelse, der har givet tilladelse til, at der bliver lavet tv om deres klienter. Derfor har ledelsen også et medansvar, når der sker et socialpornografisk overgreb. Ledelsen indtræder groft sagt i rollen som en mediealfons, der forsyner tv-folkene med forliste menneskeskæbner.

Politiet er en af de institutioner, der hyppigst har optrådt som mediealfons. Politiet har samarbejdet med tv-folk om tilblivelsen af adskillige udsendelser, hvor mennesker med lav social status er blevet filmet i forbindelse med razziaer, gadeuorden, husspektakler og mistanke om at have begået kriminalitet. Det er ofte sket, uden at disse mennesker har fået sløret deres identitet, og uden at det overhovedet har stået klart, om de nu også var skyldige i den lovovertrædelse, de var under mistanke for.

Et usædvanligt groft eksempel på, hvordan politi og tv-folk i fællesskab har krænket de medvirkende, stammer fra Lars Engels' dokumentarserie Historier fra en politistation (2001), hvor tv-holdet filmede nogle mennesker, der blev sat i detentionen.

Et par af de indsatte befandt sig ganske åbenbart på randen af et nervesammenbrud, men ikke desto mindre fik de stukket et kamera op i hovedet. Politiet accepterede endog, at tv-holdet filmede de overvågningsskærme, hvor den vagthavende betjent kan følge med i, hvordan de indsatte opfører sig i deres fængselscelle. Således fik seerne mulighed for at sidde på første række i et dybt personligt drama, der helt indiskutabelt burde have henhørt under privatlivets fred.

Som tv-seer er man stort set overladt til sine egne gætterier, hvis man vil forstå, hvorfor politiet og andre institutioner tillader, at deres klienter bliver filmet i dybt private situationer. Hvad politiet angår, er en af årsagerne givetvis, at man ønsker at give befolkningen et indblik i politiets hverdag og vanskelige arbejdsforhold. Det er en helt legitim begrundelse. Politiets arbejde er jævnligt genstand for offentlig diskussion, og både samfundet og politiet selv har derfor en stor interesse i, at der bliver lavet tv om politiet.

Desuden er politiet naturligvis interesseret i, at medierne tegner et positivt billede af institutionen. De har en egeninteresse i at samarbejde med diverse tv-folk. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men det indebærer ikke desto mindre en risiko for, at hensynet til institutionens egeninteresser vægtes tungere end hensynet til de sociale klienter; at det bliver de sociale klienter, der i urimelig høj grad kommer til at betale prisen for, at institutionen får tegnet et positivt billede i medierne. Og den pris har en del mennesker i politiets varetægt måttet betale.

Naive fagfolk?
Retfærdigvis skal det her tilføjes, at det efter Historier fra en politistation virker, som om politiet er blevet noget mere bevidste om deres medansvar for, at institutionens klienter ikke bliver udnyttet af den journalistiske underholdningsindustri. Men det er langt fra alle, der er nået frem til samme erkendelse. I skrivende stund sender TvDanmark en dokumentarserie, Rødderne, om otte vanskeligt stillede unge mænd i alderen 16 til 21 år.

Dokumentarserie er måske så meget sagt. Der er nærmere tale om en socialdarwinistisk selskabsleg, hvor de unge mænd under kameraets overvågning gennemgår en resocialiserende træningslejr, som postuleres at kunne give de unge en ny chance i tilværelsen. De unge følges i hele forløbet af en ledergruppe bestående af fire socialpædagogiske fagfolk, og selskabslegen består i, at lederne uddeler gule og røde kort til de medvirkende, der ikke opfører sig ordentligt. Et gult kort er en advarsel. Et rødt kort er lig med bortvisning, personligt nederlag og tabet af chancen for en frisk start.

Det er ikke sikkert, at et program som Rødderne skader de medvirkende, men risikoen er absolut til stede, og det er usympatisk, at TvDanmark overhovedet er villig til at løbe den risiko. Det er lav moral. Selv for en kommerciel tv-station.

Men TvDanmarks adfærd er i det mindste til at forstå. Det handler om seertal og penge. Derimod er det ikke til at forstå, at de fire fagfolk vil deltage. Er de så naive, at de ikke kan se, at deres faglighed er med til legitimere en syg selskabsleg, som gør unge menneskeskæbner til indsatsen i et spil om seertal? Eller er de bare så medieliderlige, at de vil gøre hvad som helst for at komme i fjernsynet? Er de medie-alfonser i den forstand, at de selv har været med til at rekruttere de unge mænd? Og er nogle af dem dybest set med, fordi de driver private, socialpædagogiske forretninger, der kan blive markedsført i Rødderne?

Følelser frem for analyse
Der har igennem snart mange år været en tendens til, at dokumentarister primært har fokuseret på de socialt marginaliserede som menneskeskæbner og ikke som et samfundsproblem, der skulle underkastes en objektiv beskrivelse. Fokus har været på de medvirkendes følelser, kærlighedsforhold, lovovertrædelser, uvenskaber, psykiske problemer etc. Det positive ved den udvikling er, at en dokumentarudsendelse med et menneskeligt drama er mere engagerende end den analyserende dokumentar. Det negative er, at hensynet til dramaturgi og underholdningsværdi kan komme til at dominere alle andre hensyn.

Der er intet, som tyder på, at der bliver færre socialt marginaliserede i de kommende år. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at de bliver mindre marginaliserede. Tværtimod vil kapitalpensioner, private sygeforsikringer, ophobningen af store friværdier i ejerboliger og sommerhuse, det voksende antal børn i privatskoler og den forstærkede klasseopdeling af boligområderne med stor sandsynlighed øge afstanden mellem den brede middelklasse og de socialt marginaliserede.

I et samfund med øget afstand mellem de marginaliserede og resten af landets borgere har tv en vigtig rolle at spille. I fremtiden bliver det i endnu højere grad gennem tv, at de forskellige samfundsgrupper skal få indblik i hinandens liv. Derfor skal der selvfølgelig også fremover laves tv om socialt marginaliserede. Men det skal gøres sobert, og der påhviler journalister og dokumentarister et stort ansvar for de medvirkende, der som følge af kronisk misbrug, psykisk sygdom eller svigtende dømmekraft ikke kan overskue konsekvenserne af deres tv-optræden.

Man kan altid diskutere, hvor man skal trække grænsen for, hvad der er socialpornografi. Denne artikel har givet et par bud. Det kan godt være, at de ikke er lige på kornet, og mange tv-folk vil givetvis være uenige. Nogle vil måske endda skrue sig op til at indvende, at den slags forslag er skadelige for et frit og demokratisk samfund, fordi de begrænser vores muligheder for at blive klogere på mennesker og samfundsforhold, som mange af os ikke har det store kendskab til.

Det er et besnærende, men ikke uproblematisk argument. For det kan legitimere hvad som helst. Hvis et overvågningskamera en dag filmer en gruppevoldtægt, skal det så også vises i tv? Det vil uden tvivl gøre os alle sammen klogere på, hvad en gruppevoldtægt er. Men er det grund nok til at vise voldtægten? Og hvad er det lige, vi almindelige tv-seere skal bruge den viden til? Det er vel en viden, som kun politiet, retspsykiatere, jurister og andre specialister reelt kan bruge til noget. Vi menige tv-seere kan kun bruge et sådant tv-indslag til at give vores indre Bukse Marius et snasket kick. Det samme gælder billeder af identificerbare mennesker, der bryder sammen i en fængselscelle. Det rager os ikke. Og de færreste af os kan gøre fornuftig brug af den viden, sådanne billeder giver os.

Og hvis man absolut ønsker at blive klogere på fængselsopholdets destruktive virkninger, så kunne man jo også læse nogle bøger om emnet. Der findes trods alt mange andre måder at tilegne sig viden på end gennem et fjernsyn. Det samme kunne man passende sige til de journalister, der interesserer sig for tilsvarende emner. Skriv en bog eller lav en radiomontage i stedet for. Både talesproget og skriftsproget har dét store fortrin frem for billedsproget, at de yder fuld diskretion over for de mennesker, der beskrives.