Søstre med celluloid i blodet

Selma Sunniva sidder alene i Agnes Triers køkken. Storesøsteren, der er mor til to og derfor altid har travlt, er ved at fikse et eller andet.

Agnes skal til Odense International Film Festival, hvor begge søstre kæmper om de eftertragtede priser med hver sin film i den danske konkurrence.

Agnes viser sit komiske generationsdrama Heks, der samtidig er shortlistet til en Robert, mens Selma konkurrerer med Unfold, en syret sci-fi-film om apokalypse og menneskelige relationer, skabt i samarbejde med to andre instruktører.

”Jeg gad godt tage med,” siger Selma og kaster et blik mod Agnes, der går hen imod hende. ”Men jeg har kun to uger til at færdiggøre min afgangsfilm, så jeg må blive hjemme.”

”Godt, det ikke er mig!” siger Agnes og smiler stort, da hun sætter sig ned.

”Jeg har prøvet at lave en afgangsfilm, så det behøver jeg ikke opleve igen. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå godt for Selma.”

Brud på traditionen
Agnes Trier og Selma Sunniva er døtre af to prominente danske filmfolk.

Agnes gik på Kunstakademiet, men har med Selmas ord altid været ”helt vild med farverige karakterer og world building”. Så da animationslinjen på Den Danske Filmskole fik computerspil som sidefag, slog hun til og blev uddannet animationsinstruktør i 2020.

Med hovedprisen og syv nomineringer ved Ekko Shortlist Awards 2023 blæste Selma Sunnivas førsteårsfilm på uddannelsen Super16, Et Eksempel: Dem på gulvet, publikum bagover.
Filmen er uhyre tålmodig, teknisk krævende og inspireret af instruktørens personlige oplevelser med psykiatrien.

”Til trods for den høje procentdel af kreative folk i vores familie har vi ikke for vane at diskutere vores kreative processer,” fortæller Agnes.

”Selma og jeg prøver at bryde traditionen og blive bedre til at støtte hinanden. Det kommer naturligt nogle gange, som da jeg skulle lave Heks. Dér bad jeg Selma læse manuskriptet.”

”Heks handler meget om vores familie og dynamikkerne i den. Så det har været vigtigt for mig at have Selma involveret for at ramme det dramatiske, men også det humoristiske i det, vi kommer fra, uden at det bliver hverken indforstået eller tarveligt.”

”Til gengæld har jeg supportet Selma uden for klipperummet op til hendes afgangsfilm.”

”Det må man sige, at du har! Jeg vidste slet ikke, om jeg overhovedet kunne gennemføre projektet. Det har været en intens omgang for mig,” siger Selma.

”Vores mor døde jo meget pludseligt i november sidste år, og cirka en måned efter begravelsen tog jeg på optagelser til afgangsfilmen.”

Hemmeligheder i familien
Deres mor, instruktør Cæcilia Holbek Trier, gik sidste år bort af naturlige årsager i en alder af 70 år.

Op gennem 1980’erne lavede Cæcilia en række dokumentarer, kortfilm og tv-udsendelser. I 1997 kom spillefilmdebuten Nonnebørn med Bodil Jørgensen.

”Vores mor var i gang med en selvbiografi, som hun næsten var færdig med, da hun døde,” siger Agnes.

”Det var et hemmeligt projekt. Men jeg er sindssygt nysgerrig, så jeg fandt ud af det. For sådan er jeg bare. Jeg har også altid læst Selmas dagbog …”

”… uden at jeg vidste det!” afbryder lillesøsteren.

”Ja, ja. Og uden jeg havde fået lov,” medgiver Agnes.

”Men altså … jeg kan slet ikke styre det. Så jeg fik opklaret, hvad min mor gik og lavede. Vi blev fortrolige omkring det. Da hun døde, følte jeg, at det var vigtigt, at bogen ikke også døde.”

Agnes har gjort bogen færdig sammen med forlaget People’s Press og er nu i gang med at indtale den som lydbog, hvilket Cæcilia selv havde drømt om at gøre.

”Jeg har ikke så meget erfaring med det. Men jeg har læst mange bøger op for mine børn, så jeg har vel opbygget en slags ekspertise,” siger Agnes.

Datters kulturelle appropiation
Agnes’ Heks handler om en mormor (Bodil Jørgensen), hvis voksne datter (Johanne Louise Schmidt) kommer på besøg med sit barn til Sankthans.

Mormoren vil lave en heksebrænding, men det vil hendes politisk korrekte datter ikke være med til.
”Inspirationen til Heks kom af min datter, som skulle til fastelavn i skovbørnehaven. Hun ville gerne være klædt ud som enten Jasmin, Mulan eller Pocahontas,” fortæller Agnes, og Selma griner.

”Jeg prøvede at spørge, om hun ikke ville være Tornerose eller Rapunzel i stedet? Men hun forstod overhovedet ikke, hvor jeg ville hen. Nok også, fordi jeg ikke selv vidste, hvordan jeg skulle tale om kulturel appropriation med hende.”

”Til sidst kiggede hun op på mig og sagde: ’Mor, du bestemmer altså ikke over min krop!’

Agnes bliver stille.

”Det var fedt at opleve, at der kan sameksistere mange sandheder i en situation, og de tematikker satte gang i tankerne til filmen. Min datter endte i øvrigt med at blive Rapunzel,” siger Agnes.

”Okay, så du fik faktisk gennemført din mening. Respekt,” lyder det anerkendende fra Selma.

Agnes nikker.

”Om aftenen inden fastelavn, fik jeg total angst, fordi jeg fik det her billede af, at min datter oppe i et træ blev kvalt i sin lange fletning på tre meter,” siger hun.

”Så i nattens mulm og mørke gik jeg ud og klippede det kunstige hår kortere. Men altså, hvad fanden skal man vælge efterhånden? Død eller politisk korrekthed?”

Vrede mænd og kvinder
Selv om der er seks år mellem søstrene – seks et halvt år for at være helt præcis, understreger Agnes – deler de som instruktører en fascination af samme tematik.

”Vi er begge meget drevet af feministisk undersøgelse, men på hver vores måde,” fortæller Selma.

”Jeg kan godt lide at klemme meget store følelser ind på meget lidt plads, så det hele bliver klaustrofobisk. Agnes’ smerte og vrede er mere udadreagerende end min.”

”Ja, da jeg lavede Heks, ville jeg gerne vise en mor som bare får nok. For jeg er vokset op med film, der altid handler om en mand, der får nok, og hen imod slutningen dræber han alle. Hvorimod kvinder skal internalisere deres ’jeg-har-fået-nok’-følelser og bide dem i sig meget mere.”

Filmiske åbenbaringer
I forbindelse med deres mors død er søstrene blevet endnu tættere. Og lige nu er det en stor tryghed at vide, at man kan spejle sig i en anden, der oplever det samme, fortæller Selma.

”I nogle situationer er det ekstra rart at se, hvor man stammer fra. Heldigvis kan jeg kigge på dig og far og se, at vi har præcis den samme gestik og smiler ens. Vi er jo totalt skåret af det samme brød,” siger Selma eftertænksomt.

”Men ellers er min og Agnes’ smag ret forskellig. Da vi voksede op, så vi slet ikke det samme. Det er først som voksne, at vi er blevet enige om, at Arrival er megafed,” siger Selma og fortsætter:

”Jeg så ret meget sci-fi og fantasy som barn, og det blev et vendepunkt, da jeg som niårig så Pans labyrint. Jeg tænkte, at det her er det mest sindssyge, der nogensinde er lavet. Det var den film, der gav mig lyst til at instruere.”

Agnes tager over.

”Jeg kommer jo fra en lidt ældre generation. ”De film, jeg så, var mere a la Alle vi børn i Bulderby. Men min første, store filmoplevelse var i vores mors sommerhus. Der var vi hver anden weekend – uden kabel-tv.”

”Mor og Selma sov længe, og jeg kedede mig. Til sidst så jeg Kundskabens træ på vhs. Hver weekend i et år. Det var dér, hvor det gik op for mig, at film kunne noget større end bare at underholdende.”

Tarkovskij som tidsfordriv
Selv om Agnes Trier og Selma Sunniva kommer fra et kreativt, kulturradikalt hjem, er det mest deres mor, de kan takke for interessen i filmfaget.

”Cecilia har været den, der har vist mig flest film i hele familien,” fortæller Selma.

”Ja, hun forstod også lidt mere, hvor vi var i livet. Hun kuraterede indhold til os,” supplerer Agnes og tilføjer:

”Nogle gange har jeg oplevet med vores far, at jeg som trettenårig spurgte ham: ’Far, jeg keder mig. Hvad skal jeg se?’ Og så sagde han: ’Se denne her!’ Det var så en russisk sort-hvid film, der varede i fire timer og handlede om en klokke.”

Agnes og Selma bryder ud i grin.

Filmen har formentlig været Andrej Rubljov fra 1966 af Andrej Таrkovskij, men ingen af de to fulgte anbefalingen, så det må stå hen i det uvisse.

Dokumentar om musiker
Agnes Trier og Selma Sunniva har et spændende projekt i støbeskeen.

Men det bliver først, efter vinderen af de Oscar-kvalificerende kortfilmpriser er uddelt i Odense, og efter deres mors bog er udgivet, og Selma har færdiggjort sin afgangsfilm.

”Vi er i gang med at udvikle en dokumentar sammen om en stor, dansk kvindelig musiker,” fortæller Selma hemmelighedsfuld.

”Dokumentarisme er noget, vores mor var kendt for, så det bliver lidt ekstra særligt. Og det er smart, at mit og Agnes’ første projekt sammen er i en genre, som ingen af os rigtigt har erfaring med.”

”Ja, det bliver vildt spændende at lære hinanden at kende på en ny, professionel måde. For vi jo to søstre med holdninger, så der opstår sikkert konflikt. Det må vi tage uden for optagelserne,” siger Agnes. 

Selma nikker.

”Hvis selv den mest egoagtige auteur-instruktør i verden kan samarbejde med sit filmhold hver eneste fucking dag for at skabe film, så kan vi også. Det bliver smukt,” siger hun og smiler.