Sokrates og uglesete amerikanere

Guldpalmen til en fransk skolefilm, priser til to politiske italienske film og en tyrkisk artfilm, mens amerikanerne igen i år blev forbigået.

Overrasket? Egentlig ikke.

Sean Penn, juryens karismatiske formand, satte fra første færd en social og politisk dagsorden, som skulle vise sig at være i samklang med årets konkurrencefilm. Han gennemtrumfede en særvisning af The Third Wave, en dokumentar om frivilligt redningsarbejde efter Tsunami-katastrofen, på pressemøderne talte han dunder om George W. Bush og de globale udfordringer, og som begrundelse for Guldpalmen til Entre les murs sagde han:

"Undervisning er en kardinaldyd, og hele verden hungrer efter uddannelse. Uden ytringer i film, politik, skoler og imellem mennesker ville der ikke være nogen Cannes-festival. Du og jeg ville ikke eksistere, vores børn ville ikke eksistere."

Vinderfilm med et kald
"He's a radical," hviskede en amerikansk journalist til mig, men som mangeårig lærer og redaktør for et magasin, der arbejder tæt sammen med skoleverdenen, kan jeg da kun bifalde, at verdens førende filmfestival værdsætter undervisning.

At være lærer var engang en af samfundets højst agtede stillinger. Det blev betragtet som et intellektuelt erhverv, men i dag er læreren underbetalt og har mindre prestige end renovationsarbejderen, som - dengang jeg var barn - hed skraldemand og var det job, vores lærere skræmte os med, når vi ikke læste lektier. I dag er det legitimt, selv for statsministeren, at latterliggøre lærerne og bruge dem som prygelknabe.

Her har Entre les murs et kald. Filmen skildrer en ung lærer (overbevisende spillet af François Begaudeau, der selv har været lærer og skrevet bogen bag filmen) og er en urban, parisisk og multietnisk pendant til Nicolas Philiberts dokumentarfilm At være eller at have, der portrætterer en aldrende lærer i en lille fransk provinsby.

François' er klasselærer og underviser efter et sokratisk princip, hvor han samtaler med eleverne og får dem til at tænke over deres egen situation. Eleverne er ligeværdige i en dialog, hvor læreren — som oldtidens græske filosof Sokrates — er en jordemoder, der stiller modspørgsmål og påpeger selvmodsigelser eller inkonsekvenser i elevernes argumentationer. I modsætning til det autoritære læringsprincip, der betragter eleven som en lerklump, er både lærer og elev lærende i det sokratiske. Sammen drøfter de sig frem til en dybere indsigt.

Palmens begrænsede betydning
Det er bevægende at opleve, hvordan eleverne tager del i undervisningen og bliver i stand til at give deres lærer modspil - med knivskarpe argumenter. Og det er i sig selv en Guldpalme værd at kunne løfte noget så stillestående og visuelt kedsommeligt som en film, der stort set kun foregår i klasse- og lærerværelset, til et engagerende filmdrama i sin egen ret.

Entre les murs er en generøs film, men det er også en lille film, og det kan selv en Guldpalme ikke ændre på.

Lad os bare se det i øjnene: Sidste års Guldpalmevinder, Christian Mungius mesterlige 4 måneder, 3 uger og 2 dage, solgte omkring 8.000 biografbilletter i Danmark, og Entre les murs vil blive set af endnu færre med mindre,  det lykkes at mobilisere alle landets fransklærere og deres skoleklasser (til sammenligning har Ole Christian Madsens Flammen & Citronen, som Cannes-festivalen afviste, solgt 650.000 billetter).

Den skærende kontrast
Under Gilles Jacobs ledelse har Cannes udviklet sig til en festival, der giver selvrådige auteurs og mindre filmlande særlig opmærksomhed.

Sympatisk og vigtigt, men selv ikke Cannes og hobevis af journalister, der opbyder alle deres kræfter for at gøre sig fortjent til det eftertragtede pressekort, vil kunne få almindelige mennesker til at betale penge for at se Kornel Munddruczós vegeterende ungarske incestdigt Delta, Wim Wenders' ulideligt prætentiøse tyske The Palermo Shooting, Lucrecia Martels hovedløse argentiske The Headless Woman (La Mujer Sin Cabeza) og Philippe Garrels forlorne franske La frontière de l'aube, der af uransagelige årsager havde fundet vej til årets hovedkonkurrence.

Udvælgelsen kan selvfølgelig gøres skarpere, men det vil ikke ændre det faktum, at hypen om Cannes som en verdensbegivenhed står i skærende kontrast til, at mange af festivalens film ikke har en kinamands chance uden for festivalens beskyttende rammer. Sagt med andre ord: Begivenheden Cannes er meget større end festivalens faktiske indhold.

Amerikanerne ikke fine nok
Problemet sættes i relief af Hollywood. Cannes vil gerne have amerikanerne til at komme og kaste glans over festivalen, man vil gerne have (nogle af) dem til at deltage i konkurrencen om Den Gyldne Palme, men man vil ikke give dem en pris.

Sidste år blev Coen-brødrene sendt tomhændet hjem. De bidrog ellers med No Country For Old Men, som var et gedigent comeback og senere har vundet Oscar'en og gået sin sejrsgang over hele verden. I år var det Clint Eastwoods tur til at lide samme skæbne, selv om Sean Penn forsøgte at gyde olie på vandene med en trøstepræmie til vennen for hans "livsværk", som Eastwood forståeligt nok ikke ulejligede sig til Frankrig for at afhente.

"If there is a competition, you might as well be in it," sagde Clint Eastwood under festivalen og indkasserede pressens største bifald for den bemærkning. På den anden side kan man vel ikke fortænke en instruktør som Woody Allen i at få sin film vist uden for konkurrence, når så stærke film som No Country For Old Men og Eastwoods Changeling bliver forbigået?

Oversete kvaliteter
Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan fik, i konkurrence med Eastwood, juryens instruktørpris for familiedramaet Üç Maymun. Det må have været et svært valg, for hvad smager bedst - pærer eller bananer?

Changeling har et stort budget og er lavet for et marked, mens Üç Maymun er statsstøttet drivhuskunst; Changeling fortæller en klassisk "individet mod systemet"-historie, mens Üç Maymun er et meditativt, sjælegravende drama med løs bagkant; Eastwood spiller på hele klaviaturet, mens Nuri Bilge Ceylan er spirituel minimalist osv. osv.

Begge film har kvaliteter, men Changelings publikumsappellerende kvalitet vil man altså ikke belønne. Ærgerligt, for filmen er et massemedium, der - med lektor Peter Schepelerns ord - skabes i "et skæringspunkt mellem publikumsdefineret tidsånd og kunstnerindividuel personlighed".

Uden tidsånden vil Cannes reduceres til en artfilm-fest, og uden amerikanerne vil Cannes synke til en marginal begivenhed, så for den ambitiøse Cannes-ledelse gælder det om at finde de kunstneriske amerikanske film og, ikke mindst, sammensætte juryen, så Hollywood har en reel vinderchance.

Det danske fravær
Og så skal vi kritikere og journalister spise brød til, når vi skriver og udtaler os om Cannes. Det er ikke verdens 22 bedste film, der vises i hovedkonkurrencen, men de film, der tilfældigvis er faldet i Gilles Jacob og hans lille eksklusive kreds' personlige smag - eller som af pragmatiske grunde er sluppet igennem nåleøjet (fransk nationalitetsfølelse, franske tv-penge og hensynet til tidligere vindere er faktorer, som spiller ind, når der udvælges).

Cannes har et godt blik for poesi, rå og minimal realisme og film med samfundspolitisk sigte. Det ligger tungere med komedier og genrefilm, som i år glimrede ved deres fravær. 

Hvad dansk film angår, skal vi ikke lægge alt for meget i, at vi ikke var repræsenteret i hovedkonkurrencen. Efter dygtig lobbyisme faldt Gilles Jacob tilbage i 80'erne for Lars von Trier, hvilket fik stor betydning for Triers karriere, men også for dansk films internationale anseelse.

Nu hvor Trier ikke længere føler sig fristet af Cannes, kan vi kun håbe, at Cannes får øje på en ny dansk Trier. Sker det ikke, må vi trøste os med, at der er andre veje til paradis. Tal med Clint Eastwood om det.