Solid biografi om Ove Sprogøe

”Ti stille! Nu kan det være nok! Jeg finder mig ikke i det. Her kommer jeg hjem med en genial plan - genial, siger jeg - som kan gøre os til millionærer - alle sammen - og så sidder I der og har ikke andet i hovedet end flødeskum og bananlikør.”

Sådan kender vi Ove Sprogøe. I signaturrollen som Egon Olsen. Manden bag de legendariske raseriudbrud, som kan ses igen og igen, fordi de bliver leveret med uforlignelig sans for timing og komik.

Men hvilken person gemte der sig bag Egon Olsens maske? Hvordan blev han så dygtig en skuespiller, og hvad drev ham til at slide og slæbe for kunsten et helt liv igennem?

Noget af svaret får vi i Jacob Wendt Jensens biografi, der slet og ret hedder Ove Sprogøe.

Lydig skoledreng
Biografien indledes på udmærket vis med en beskrivelse af Sprogøes barndom og opvækst i Odense og København.

Jacob Wendt Jensen har interviewet adskillige personer i skuespillerens omgangskreds, og han væver mange anekdoter ind i sin fortælling, der meget godt illustrerer, hvordan Sprogøe var som menneske.

Fra den lille skoledreng, der hellere vil tisse i bukserne end at være ulydig, over den flittige skuespiller, der er lige så dygtig som hjælpsom, til den fraværende familiefar, der alligevel er sin familie hengiven.

Rygklapperi
Gennemgangen af Sprogøes tidlige forsøg på at blive skuespiller og senere gennembrud på teatret bliver dog noget lang og tung.

Længden kan retfærdiggøres af, at han i høj grad var teatrets mand og medvirkede i alt fra Nøddebo Præstegård til kunstnerisk ambitiøse Beckett-opsætninger.

Selv foretrak Sprogøe teatret frem for filmmediet, og han nåede at spille med i mere end 130 teaterstykker i løbet af sin karriere.

Men der er lovlig meget rygklapperi fra kolleger, som man må trække sig igennem, og når der undtagelsesvis er nogle, der har noget at udsætte på den sympatiske mand, så formuleres det i diplomatiske vendinger som ”vi gik skævt af hinanden”.

Legede spastiker
Så er anekdoterne og kollegernes udtalelser i anden halvdel af bogen straks mere farverige. De viser, at Sprogøe også var en mand med temperament.

I rollen som Egon Olsen insisterede Sprogøe engang på at udføre en af sine stuntscener selv. Havde instruktøren Erik Balling ikke fået ham fra det, ville han være død på stedet, fordi en kranarm faldt ned i den balje, han skulle have stået i.

Under optagelserne til Olsen-Banden rendte han i øvrigt ofte rundt og legede spastiker eller råbte ”tissemand”, og Jes Holtsø - der spiller Børge - gav han engang en femmer, så han kunne ”købe sig noget fisse for den”.

Populær i DDR
Tilmed er det kuriøst at læse om den store popularitet, som Olsen-Banden oplevede i det tidligere DDR.

Sprogøes flirt med det store udland, der involverede Sidney W. Pink - amerikaneren bag det gigantiske flop Reptilicus - er også sjov.

Og skuespilleren Holger Juul-Hansen, der ellers vægrer sig ved at tale ondt om de døde, kaster nyt lys over personen Ove Sprogøe.

Ganske vist omtaler han ham først som ”en dejlig, talentfuld mand”, men også som en irriterende kollega, han til tider havde lyst til at slå ihjel.

Nuanceret portræt
Bogen lider lidt under, at Sprogøe var en mand, der værnede meget om sit privatliv, og at han ikke længere selv er tilgængelig for nærgående spørgsmål. Man finder aldrig rigtig ud af, hvad der drev ham.

Men generelt må den siges at være velskrevet og grundig. Den fremstiller Sprogøe fra mange sider og viger ikke tilbage for at berøre ømme punkter.

For selvfølgelig indebærer det en vis forsømmelse af børn og familiære pligter at være så travl, som Ove Sprogøe - den flittigste danske filmskuespiller nogensinde - var.

På en ganske sober måde og med udsagn fra børnene får Jacob Wendt Jensen også dette aspekt med.