Dag 4: Som en Pussy Riot-video af John Waters

Det er sværere at danne sig et indtryk af konkurrencefeltet, når man ikke kan sniksnakke med sidekammeraten. 

Og det bliver ikke bedre af, at flere af filmene ikke er at finde på Berlinalens screeningportal, men kun stilles jurymedlemmer og udvalgte medier til rådighed! 

Céline Sciammas Petite maman ligner stadig en favorit og er i alle tilfælde en film, det er svært at være uenig med. 

Et provokerende valg ville være Radu Judes perverse satire Bad Luck Banging or Loony Porn og et tåkrummende valg den uanselige sydkoreanske Introduction. 

På branchemediet Screens jurybarometer ligger Introduction ærgerligt nok på en delt førsteplads med den tyske folkeskoledokumentar Mr. Bachmann and His Class, der først er tilgængelig online for hele pressen i dag. 

Men hvem ved, hvad juryen beslutter. 

Den består af de sidste fire års hovedvindere: iranske Mohammad Rasoulof (There Is No Evil), israelske Nadav Lapid (Synonyms), rumænske Adina Pintilie (Touch Me Not) og ungarske Ildikó Enyedi (Med krop og sjæl). 

Sløret løftes i dag kl. 12. 

Uskyldigt henrettet i Iran
Den iranske Ballad of a White Cow kunne også ligne en kandidat til Bjørnen med en smertende fortælling om en enke, der får at vide, at hendes dødsdømte mand var uskyldig. 

Et år efter hans henrettelse har Mina stadig ikke fortalt sin datter, at far ikke kommer hjem igen. Svigerfamilien truer med at fratage hende forældremyndigheden over den otteårige, døve datter Bita. 

Bita er opkaldt af sin far efter en af hans yndlingsfilm, et gammelt iransk drama ”fra før revolutionen,” som Mina husker at påpege. 

Der løber en trods mod regimet som en rød tråd gennem filmen, hvor Mina forsøger at hale en offentlig undskyldning ud af et menneskefjendsk bureaukrati. 

Den eneste med samvittighedskvaler er dommeren Reza, der underskrev mandens dødsdom. Nu udgiver han sig for at være en af mandens venner, så han kan give Mina en hjælpende hånd. 

Instruktørduoen Behtash Sanaeeha og Maryam Moghadam, der også spiller hovedrollen, leverer en bredside mod et afstumpet retssystem. Men Ballad of a White Cow er langt fra polemisk. Filmens drivkraft er dens omfavnende forståelse for den angrende Reza og sørgende Mina. 

Deres forhold udfoldes med en snert af melodrama, men også en ægthed følt af delte traumer, selv med fremmede som mellemled. 

Betjent fremskynder selvmord
Også den franske Drift Away handler om at bearbejde traumer. 

Den foregår i et tæt sammenfiltret kystsamfund i Normandiet, hvor naboerne hilser på hinanden, og alle kender betjenten Laurent. Han har en tiårig datter med sin kæreste, de vil giftes, købe hus og slå rødder. 

Men alle deres planer går itu, da Laurent forsøger at stoppe en kvægavler fra at begå selvmord ved at skyde ham i benet. På få minutter taber manden, der er en ven, så meget blod, at han ikke står til at redde. 

Tilbage står den chokerede betjent, der aldrig før har trukket sit våben, og som ikke aner, hvordan han kan behandle sit traume. 

Jérémie Renier får karakteren til at krakelere, så man ikke kan gøre andet end at holde med ham. 

Men filmen, der er skrevet og instrueret af Xavier Beauvois, en af fransk films store dramatikere, indsnævrer sit fokus efter ulykken på en måde, der virker misforstået. 

Første halvdel skildrer Laurents gang i lokalsamfundet, hvordan ordensmagten passer ind i landlivets mikrokosmos. Men da han dræber en af dem, han burde beskytte, bliver ”den tynde blå linje” mellem politi og borger – for at låne Errol Morris’ begreb – trukket hårdt op. 

Herefter er det Laurents traume, der skal overvindes, så han kan vende tilbage til sin familie, mens naboernes afmagt og vrede glider i baggrunden. 

Det føles som en forspildt chance for at udforske et kollektivt traume. 

Provokerende punkfeminisme
På enhver filmfestival er det vigtigt at opsøge noget underligt. Filmkunsten udvikler sig derude, hvor man dårligt nok forstår den. 

Den russiske Tzarevna Scaling er meget svær at forstå, i hvert fald når man må støtte sig til gebrokne undertekster og ikke er velbevandret i de folkeeventyrlige skikkelser, den ironiserer over. 

Men det er også en vidunderligt aparte og fandenivoldsk kultkomedie med fuldt drøn på punkfeminismen. 

Den handler om en fiskehandlers datter, der får en tryllete af en grandiost excentrisk dame. Da hun drikker den, vågner hun i en bizar drømmeskole med kæft, trit og kommunistisk ensretning. 

Her skal hun uddannes til tzarevna, tsarens datter, en gammelrussisk prinsesse, der med tylskjole, glimmermakeup og diamantbelagte tænder ligner et kryds mellem en fastelavnsprinsesse og et gysermonster. 

Hver en kitchet detalje er nøje stiliseret af multitalentet Uldus Bakhtiozina, som har stået for scenografi, kostumer, manuskript og instruktion. 

Det minder om den amerikanske The Love Witch (2016), en exploitation-gyser, hvis 60’er-lækre look er orkestreret ned til mindste detalje af Anna Biller. Men stemningen føles mere punket, provokerende og morsomt bizar. Som en musikvideo for Pussy Riot instrueret af John Waters. 

Skæbnefulde møder
Den japanske konkurrencefilm Wheel of Fortune and Fantasy er anderledes jordnær. 

Instruktøren Ryûsuke Hamaguchi udfolder skæbnefulde møder som snakkesalige kammerspil i en antologifortælling, hvor hver historie bliver ved at overraske. 

En kvinde fortæller om et magisk stævnemøde til sin bedste veninde, der viser sig at være drømmefyrens ekskæreste. En studerende lader sig afpresse til at forføre en professor, men får i stedet en uventet dyb samtale med ham. 

Og to kvinder genkender hinanden på en rulletrappe, men har aldrig før mødtes. Begge tror, at den anden er en gammel skolekammerat, de ikke har set i tyve år. De forenes i forlegenheden, da de opdager, at de er vildt fremmede. 

Det sidstnævnte kapitel er filmens stærkeste. To længselsfulde kvinder, der på mange måder har fundet sig til rette i livet, men som ikke kan benægte en længsel tilbage til ungdommens uindfriede potentiale. Et smukt sjælemøde, man tager med sig.