Sønderjyske venner på krigsstien

Erna i krig emmer af dansk patriotisme og filmkunst, når det er allerbedst.

Filmen får fem stjerner af Ekkos anmelder, der hylder både instruktør Henrik Ruben Genz og forfatteren bag bogforlægget Erling Jepsen.

Krigsdramaet er deres tredje samarbejde efter filmatiseringerne Frygtelig lykkelig og Undskyld jeg forstyrrer.

Når man ser makkerparret Genz og Jepsen, er det svært at tro, at det tog dem over 30 år at indgå et filmisk samarbejde.

Begge er opvokset i Sønderjylland, men deres veje skiltes som unge. Det var først, da Erling Jepsen skrev romanen Kunsten at græde i kor, at kontakten blev genoptaget.

”Da jeg læste den, vidste jeg, at jeg måtte kontakte Erling igen. Jeg havde håbet, at det var ham, der ville komme med hatten i hånden og spørge, om jeg ville bruge hans materiale. Det er jo finere at være filminstruktør, men det var altså mig, der måtte komme krybende,” siger 60-årige Henrik Ruben Genz med et glimt i øjet.

”Jeg var enormt glad, da du gjorde det. Eller du turde faktisk ikke. Du fik en producent til at ringe til mig og sige, at en barndomsven ville tale med mig,” lyder det fra Erling Jepsen.

Morfar med bombefeber
Erna i krig handler om den sønderjyske kvinde Erna og hendes udviklingshæmmede søn Kalle under Første Verdenskrig.

Kalle tvinges i krig for Tyskland, selv om mor og søn anser sig for danske. Da det ikke er muligt for Erna at redde sin søn fra tjeneste, vælger hun at forklæde sig som en mand og følge med ud til skyttegravene, hvor kugleregn og bomber er hverdag.

Erling Jepsen vil med historien fortælle om de danske sønderjyder.

”Der er fortalt for lidt om dem. Når jeg holder foredrag, aner folk tit ikke, hvad jeg snakker om. Men det er jo en del af Danmarks historie. Min morfar kom hjem fra krigen med bombefeber og var psykisk ødelagt. Det har sat sine spor i min familie. Min far var præget af det, og det har også præget mig,” fortæller 64-årige Erling Jepsen og fortsætter:

”Jeg har altid haft et ønske om at skrive om sønderjyderne under Første Verdenskrig, men vinklen var der ikke. Så huskede jeg på en historie, min morfar oplevede under krigen. En soldat blev opdaget som kvinde, og ud fra den historie fik jeg min vinkel til at skabe historien om Erna, som altså er ren fiktion.”

En usexet afkrog
For Henrik Ruben Genz er meningen med filmen en anden.

”Jeg har slet ikke den samme patriotisme som Erling. For mig handler det om de menneskelige relationer. En enlig mor går i skyttegravskrig for at passe på sin søn. Det er en vild historie. En kvinde i en ekstremt maskulin kultur bliver testet på alle parametre, rejser ud for at redde verden og ender med at finde sig selv. Det er jo næsten et eventyr,” siger Henrik Ruben Genz.

Dog undgik instruktøren ikke at blive mærket af krigens konsekvenser for sin hjemstavn.

”Under min research går det op for mig, at 6.000 danskere faktisk døde. Hvis man omregner det, ville det svare til 60.000 unge københavnere. Mon ikke vi så havde haft nogle nationaldage for det. Men fordi det er en usexet afkrog som Sønderjylland, er det ikke noget, man husker,” siger Henrik Ruben Genz.

”Men denne historie må fortælles. Ikke som information på en planche, men som en emotionel skæbnerejse knyttet til nogle konkrete personer. Jeg håber, filmen vil vise, at soldaterne var rigtige mennesker og ikke bare nogle linjer i en historiebog.”

Væk med komikken
Selv om bogen og filmen i deres grundstruktur er ens, er der alligevel stor forskel på Erling Jepsens skrevne ord og Henrik Ruben Genz’ filmfortælling.

Den groteske humor, som man finder i bogen, er skåret fra i filmen.

”Jeg kan være grotesk i mine bøger. Og jeg kan godt se, at det, der virker i mine bøger, ikke virker på samme måde i konkrete billeder,” siger Erling Jepsen.

”Jeg oplevede også med Frygtelig lykkelig, at der blev skruet ned for det groteske. Men jeg har lige så megen respekt for film som romaner. Historien er det vigtigste, og den skal ud. Det kommer den jo endnu mere med film, og det er jeg enormt taknemmelig for,” siger forfatteren.

Henrik Ruben Genz nikker.

”Jeg kunne have valgt at gå den totale komedievej, men det tror jeg ikke, man kommer langt med. Jeg valgte at gøre historien så troværdig som mulig. Ingen jokes eller glimt i øjet. Det lag af komik og absurditet, som Erling tit har i sine bøger, fjernede vi helt. Vi brugte kræfterne på alvoren og det danske aspekt.”

Hyldest til far
Det er to vidt forskellige sønderjyder, som har forvandlet deres venskab til et frugtbart kunstnersamarbejde.

Henrik Ruben Genz foretrækker at trække sig ind i sin egen verden, når han laver film. Han bliver rystende nervøs foran et kamera og har ingen bestemte forbilleder eller rollemodeller.

Erling Jepsen føler sig bedst tilpas foran et kamera. Han har en upåklagelig jysk humor, elsker Quentin Tarantino og kålpølser. Og når det kommer til rollemodeller, nævner han en ganske speciel person.

Nemlig Henrik Ruben Genz’ far. Han døde i 2010, og to år forinden tog instruktøren Ekko med ned til Sønderjylland og aflagde ham et besøg i #43.

”Han var en original figur, som byggede huse til tyske sommerhusturister. Han brød også en masse regler. Han havde større armbevægelser end normalt i vores barndoms miljø. Han gjorde indtryk på mig og viste, at man kan rejse ud og blive til noget,” fortæller Erling Jepsen og afrunder med at sige tak for det.

”Jamen, så står jeg ikke i gæld til dig,” svarer instruktøren rapt.

”Jeg har jo næret mig af Erling og hans evne til at kreere originale historier med handlekraftige karakterer. Jeg har altid været imponeret over hans tro på egne projekter. Jeg er selv alt for kritisk, men når jeg har en historie at forholde mig til, føler jeg mig mere sikker. Så skal jeg bare sørge for at behandle det ordentligt.”

Hvad fremtiden byder på for det sønderjyske makkerpar, vides endnu ikke.

”Nu holder vi lige en pause, ellers kan det blive for incestuøst,” ler Henrik Ruben Genz.

”Jeg syntes egentlig, at jeg havde gjort mit for Erling, og jeg vil faktisk gerne se andre instruktører tage et favntag med hans bøger. Men da jeg læste Erna i krig, vidste jeg, at jeg ikke kunne lade den ligge. Så hvis Erling dukker op med noget tilsvarende, bliver jeg nok nødt til at kigge på det.”