The Sopranos får en prequel-film
Det er næsten tyve år siden, at verden for første gang mødte gangsterbossen Tony Soprano i HBO-serien The Sopranos.
Gangsterserien skulle siden vise sig at blive startskuddet på en tv-guldalder, der også har budt på mesterværker som The Wire og Breaking Bad.
Men nu er manden bag The Sopranos, David Chase, på vej med en prequel-film, hvor nogle af de elskede figurer fra serien øjensynligt vil optræde, skriver det amerikanske branchemedie Deadline.
Filmens arbejdstitel er The Many Saints of Newark og foregår i 1960’erne, hvor der er krig mellem de rivaliserende bander fra det afroamerikanske og italienske miljø.
Det er dermed ikke Tony Soprano, man vil møde i filmen, men derimod sandsynligvis hans forældre. James Gandolfini, der spillede Tony Soprano, døde desuden i 2013.
Tilbage til kriminalitet
Manuskriptet til The Many Saints of Newark er blevet købt af filmselskabet New Line, og som med alt andet i denne verden er intet sikkert, før filmen faktisk er færdig.
Men mange har nok en interesse i at lave filmen, da fans har hungret efter mere med The Sopranos, siden serien i 2007 sluttede med et berømt og berygtet cut to black, der overlod fortolkningen til seerne.
Også serieskaberen David Chase kan formodes at have lyst til at vende tilbage.
I hvert fald har han ikke været særligt aktiv, siden seriens afslutning. I 2012 skrev og instruerede han Not Fade Away, der ligesom hans kommende film foregår i 60’ernes New Jersey.
Men i Not Fade Away bevægede han sig væk fra kriminaliteten for at fortælle en historie om to unge mænd, der starter et band. Den måtte se langt efter samme kritikerros som The Sopranos.
Der er endnu ikke forlydender om, hvornår The Many Saints of Newark skal have premiere.
Kommentarer