Søren Brostrøm blæst omkuld af Riget

I starten af 1990’erne var jeg lægestuderende på Rigshospitalet og nogle år senere ung læge samme sted.

Den stærke djøf’er Christian Nissen var i 1991 hyret ind som direktør for at rydde op i trecifrede millionunderskud og stivnet professorvælde. På nært hold oplevede jeg et sundhedsvæsen på kanten til store forandringer.

Omstruktureringerne på Riget i 90’erne og dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab i 1995 var forløberne for den store sygehusreform, vi fik i Danmark i 00’erne.

I starten af 90’erne havde Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen etableret et lille, underskudsramt filmselskab et stenkast fra Blegdamsvej. De bankede på Nissens dør med vilde idéer om en spøgelsesfilm på Riget.

Heldigvis sagde hospitalsdirektøren ja, og resten er Danmarkshistorie.

Parodi på svensk hjertekirurg
Vi blev blæst omkuld af Riget i 1994.

Trier udfoldede sine sygdomsfobier, Rigshospitalets selvforståelse blev spiddet og lægestandens arrogance udstillet.

Som kender af hospitalet tænkte man, at Helmer måtte være en karikatur af den svenske hjertekirurg Gösta Petterson. Og vi gnæggede over detaljer som portørernes magt over de langsomme elevatorer og klaskede os på lårene af djøfsk nysprog med ”Operation Morgenluft” og ”Blå Behovsanalyse”.

Første sæson af Riget var en suveræn blanding af splattergys, folkekomedie og satire. Vi idoliserede den svenske primadonna Ernst-Hugo Järegård, der på Rigets tag beundrer Barsebäcks funklende reaktorer, mens han råber ”danskjävlar”.

Et højdepunkt i anden sæson fra 1997 var hudfletningen af den salvelsesfulde og forfærdeligt forfængelige professor Bondo, som er dødeligt besat af det sjældne hepatosarkom.

Og sæsonen blev forløst med den gradvise punktering af den opblæste Helmer, der får både embedslæger, advokater og zombier på halsen.

Sad uroligt på stolen
Jeg har binget de to første sæsoner på Viaplay i den fantastisk flotte restaurering, som de dygtige folk på Zentropa har lavet. Med friske farver og det filmiske bredformat, som oprindelig var forbeholdt biografversionen.

Dejligt at gense de fantastiske skuespillere, hvor vi desværre har mistet mange.

Stor var min nysgerrighed, da jeg som en af de første udenforstående fik lov at se de første to afsnit i den tredje sæson, Riget Exodus.

Hvordan ville den nye sæson afspejle den enorme udvikling, som det danske sundhedsvæsen har været igennem i de forløbne 25 år?

Rigshospitalet har fået skarp konkurrence.

”Skejby” og ”partikelkanonen” er blevet tabuord på Riget, og den aldrende sygehusdirektør får et ildebefindende, da Skejby bliver kåret som Årets Sygehus for næsen af Riget. Forfængeligheden udstilles, men jeg sad lidt uroligt i stolen, da partikelkanonen blev nævnt – den har jeg nemlig selv haft ret meget med at gøre.

Nikolaj Lie Kaas spiller en både ilter og idealistisk kirurg, der konstant giver patienter og kolleger håbløse valg: Skal jeg skrælle dine pandelapper, eller vil du have en pose vingummibamser?

I de sidste 25 år har selv den mest bryske kirurg lært vigtigheden af informeret samtykke, og som patient i dagens danske sundhedsvæsen kan man godt opleve, at lægen skubber lidt for mange svære valg over på patienten.

Så satiren ramte, selv om fremstillingen er vildt overdrevet

Mere i Ghita Nørby
Andre dele af hospitalssatiren anno 2022 virker derimod påklistrede.

Det gælder en svensk #MeToo-affære, et par rengøringsassistenter med brun hud, der udstyres med lægekitler for at vise diversitet, og lægekongressens deltagere, der udstyres med ”Free Shit”.

Sundhedsvæsenet er nået længere, og jeg synes karikaturen i den nye sæson mangler den subtilitet, som de første to sæsoner bød på.

Henning Jensen er en enestående mavesur og misantropisk sygehusdirektør, men hans karakter bliver mest brugt som reference til de gamle sæsoner.

Jeg var blevet glædeligt overrasket, hvis en gråhåret Birthe Neumann havde indtaget direktørkontoret, fordi den Blå Behovsanalyse viste sig at være vejen frem.

Og trods sine 87 år kan Ghita Nørby mere end at spille elevatornisse. Hende havde jeg hellere set som en fortsat vital og dominerende professor emerita i anæstesiologi, der nægter at rømme ærespladsen i professorkollegiet og fortsat bærer skarpladt revolver, fordi man jo aldrig ved, hvornår der kommer rotter forbi!

Forklaring på søvngængeri
Tilbage i 1990’erne kunne man stadig købe øl i kantinerne og ryge på fællesarealer på danske arbejdspladser – også visse sygehuse.

Derfor troede man også på Jens Okkings Bulder, der småbøvsede sig igennem de første otte afsnit med en bajer i hånden.

Vi var ikke i tvivl om, at han drak rigtig guldøl, og vi vidste, at den tændte smøg mellem Kirsten Rolffes’ fingre også hang i hendes mundvige, når kameraet var slukket.

I tredje sæson har Nicolas Bro overtaget Okkings rolle som det enfoldige sandhedsvidne, men i første afsnits drukscene tror vi ikke rigtigt på, at der er snaps i kanden. Scenen rammer ikke en satirisk nerve i forhold til sundhedsvæsenet i dag.

Fru Drusse i Kirsten Rolffes’ mesterlige skildring var hovedperson i de første sæsoner.

I Riget Exodus løfter Bodil Jørgensen (hvem ellers!) arven som det både skrøbelige og stærke menneske i kontakt med det åndelige.

Som læge er jeg fagligt nysgerrig på forklaringen på hendes søvngængeri og mareridt.

Og jeg er glad for, at hun nu er blevet indlagt på Riget, så vi kan komme til bunds i det djævelskab, der hersker i kælderen under det gamle hospital.