Møde med døden gav et spark bagi

Søren Kragh-Jacobsen har underholdt danskere i alle aldre, siden han i 70’erne først blev kendt for sangen om Mona og Jesper Ravn, Kender du det?, og dernæst som instruktør med debuten Vil du se min smukke navle?

Det er over 40 år siden, og nu er filmskaberen og musikeren aktuel med en historie, hvor det såkaldte grå guld er i centrum.

Lille sommerfugl – der får fire stjerner af Ekkos anmelder – har Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne som et ægtepar, der inviterer til stor guldbryllupsfest i et forsamlingshus ude på landet.

Selv om instruktøren er blevet 73 år gammel og denne gang fokuserer på folk fra det ældre segment, er det en film fuld af tempo, når skeletterne falder ud af skabet på en hektisk aften.

Samme fart har der også været på bag filmen, der blev optaget for et år siden og nu kan ses i biografen.

”Det er en film, der er lavet tjubang. Det er de fleste danske film jo for tiden, hvor det hele skal gå meget stærkt,” siger Søren Kragh-Jacobsen og mindes engang, hvor det hele gik knap så hurtigt og blev lavet mere på mavefornemmelsen.

”I gamle dage var der meget håndspålæggelse i forbindelse med at lave film. Jeg kom engang i en biograf, hvor der gik en oldgammel direktør og mærkede på sæderne på de to forreste rækker. ’Hvis sæderne er varme, bliver filmen en succes,’ sagde han. Og det fungerede for ham.”

Skuffet over plakat
På Ekko har vi skrevet flere artikler om, at nutidens mere kalkulerede tilgang i filmbranchen blandt andet har resulteret i forvirrende ens eller uoriginale filmplakater.

Den kommercielle vanetænkning er Søren Kragh-Jacobsen også blevet underlagt.

”Jeg havde et smukt billede til plakaten, men så sagde distributionsfolkene, at det skulle være et billede, hvor de medvirkende kigger ud. Det sælger åbenbart bedre,” siger instruktøren.

”Sådan ser filmplakater næsten altid ud i dag, men jeg er vokset op med polske og tjekkiske filmplakater, som er ren kunst. Det er sådan nogle, man har hængende på væggen, og jeg tror også mine producenter på Snowglobe laver en alternativ plakat, som er meget mere kunstnerisk. Den glæder jeg mig til at se.”

– Savner du den mere frie tid i 70’erne, hvor du begyndte at lave film?

”Jeg vil ikke sige, at jeg savner det. Jeg har altid kunnet lide at følge med tiden, og det tror jeg man bliver nødt til, hvis man vil holde i den her branche. Samtidig skal man finde sin egen røde tråd og stil, for der er mange, som har en mening om, hvordan en film skal være,” fortæller Søren Kragh-Jacobsen.

”Film er det dyreste lærred at male på, og når folk smider penge i et projekt, vil de gerne have noget at skulle have sagt. Men vi skal passe på det ikke ender som i Hollywood. Man kan høre fra folk, som har arbejdet derovre, hvor katastrofalt det er, hver gang der kommer et nyt geni med en mening.”

Eksotisk arena
Under guldbrylluppet i Lille sommerfugl kommer hemmeligheder op til overfladen.

Svineavleren Ernst har nemlig ikke fortalt konen Louise om deres økonomiske problemer. Imens er deres voksne søn havnet i uføre, der ikke bare truer hans eget ægteskab, men også teenagesønnens forhold.

Søren Kragh-Jacobsen har i mange år haft et hus på Vestsjælland, hvor han og hustruen Cæcilie Nordgreen bor i nogle måneder om året. Der har de mødt en masse mennesker, som ligner dem, der befolker filmen.

”Jeg har været til kolossalt mange fester i forsamlingshuse og har altid tænkt, at det er den mest eksotiske danske arena, man kan komme ind i. Det er et folkeligt sted, som indeholder både poesi og melankoli. Alt det ville jeg have med, så det ikke bare blev Morten Korch,” siger instruktøren.

”Forsamlingshuset er en fantastisk institution, som er medvirkende til, at den danske befolkning er så veluddannet. Det er en rigtig grundtvigiansk tradition. Det hus, som jeg kommer i, er fra 1880’erne, og man kan se i citater på væggene, at oplysningstiden kom buldrende.”

– Forsamlingshuse er også lig med familiefester, der ikke nødvendigvis er det sjoveste i verden?

”Jeg kan huske festerne hos min mormor og morfar, der boede på Midtsjælland. Der sad jeg ved ungdomsbordet og drømte om at komme ud og ryge nogle smøger og se, om der var nogle damer. Men interessen kommer, når man bliver gift og får børn.”

”Jeg kunne sgu godt forestille mig, at forsamlingshuset fik en renæssance, hvis man åbnede for, at de unge kunne tage deres ting med ind. Om det er computerkonkurrencer eller noget, er jeg ligeglad med. Bare husene bliver brugt, så man ikke sidder i sine små enklaver. Det er jo, når mennesker mødes, at der opstår gode ting.”

Klip ikke håret!
Søren Kragh-Jacobsen er en af de oprindelige dogmebrødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring.

Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang skilte sig på mindst et punkt ud fra Vinterberg og Triers film.

”Thomas og Lars havde jo lavet Festen og Idioterne, så da jeg kom med Mifunes sidste sang, sagde de: ’Du skal finde en titel i ét ord!’ Men jeg kan godt lide lange titler, og jeg tror også, at publikum kan lide det mere levende.”

– Er det mere tjekket at kalde sin film Festen eller Idioterne?

”Måske kan folk bedre huske titler i et ord. Men Lille sommerfugl føltes rigtig, og så er det ikke godt at lave titler om. Da jeg startede i filmbranchen fik jeg råd af de gamle instruktører: ’Du må ikke få håret klippet, mens du er på optagelse, og du må ikke lave titlen om!’”

Friske hjernevindinger
Søren Kragh-Jacobsen var sidst filmaktuel med I lossens time fra 2013. Men han har holdt kniven skarp, som han siger, ved mellem sine film at instruere afsnit af DR-serier som Bedrag, Borgen og Ørnen.

Lille sommerfugl er dog instruktørens første film, siden han i 2017 akut måtte indlægges med en hjerneblødning, der næsten tog livet af ham.

Bagefter har han følt et rush af kreativ energi i kroppen.

”Jeg går ikke og ønsker, at folk får en hjerneblødning, men da jeg kom ud af tågen, rendte jeg ind i nogle andre hjernevindinger. Jeg har altid været i gang og passet mine ting, men det gav mig et spark bagi. Jeg tænkte: ’Enten er det slut, eller også skal jeg videre.’ Og jeg besluttede at skulle videre,” fortæller Søren Kragh-Jacobsen.

Enden af tunellen
Hans karriere har budt på elskede film som Gummi Tarzan, Isfugle, Guldregn, Skyggen af Emma og Drengene fra Sankt Petri.

I Lille sommerfugl gør han brug af et helt livs erfaringer, men også rutinen fra et liv i filmens verden. For at fange den rigtige musikalitet i filmen havde han på lydsiden fokus på at indfange trykket fra en fest, mens det ofte håndholdte kamera svæver frit rundt som i Vil du se min smukke navle? og Mifunes sidste sang.

”Jo ældre man er, jo bedre kender man de håndtag, der kan drejes på. Jeg vil være så højrøvet at sige, at jeg ikke har været en bedre instruktør, end jeg er i en alder af 73. Det kan da godt ærgre, når man begynder at kunne se enden af tunnelen,” siger Søren Kragh-Jacobsen med et lille grin.

”Nu har jeg et sprog over for skuespillerne og nogle principper lagt helt fast. Så handler det om at finde de rigtige projekter. For mit vedkommende skal det være tæt på mig selv, før jeg kaster mig ud i noget,” fortsætter instruktøren.

Han har allerede nogle idéer til sin næste film, men vil ikke haste noget igennem.

”Nu skal jeg lige puste ud og se, hvordan Lille sommerfugl kommer til at gå. Så vil jeg sætte mig ned og skrive på noget, jeg har haft lyst til længe.”