Talent tager kvantespring på Super16

Hvis enhver årgang på Super16 har en instruktør, som sprænger rammerne, er det indiskutabelt Søren Peter Langkjær Bojsen på årgang #9.

Mens hans medstuderende præsenterer kortfilm som deres afgangsprojekt, disker 31-årige Søren Peter ambitiøst op med En rapport om festen og gæsterne, der er en hel spillefilm på 79 minutter. 

”Jeg vil godt sige, at det er en fejl,” siger han straks, da vi møder ham i kantinen i det såkaldte Filmhus på Christianshavn, som har været denne Super16-årgangs tilholdssted.

”Filmen skulle have varet 57 minutter,” fortsætter han med et skælmsk smil. ”Min producer Maria Møller Christoffersen sagde, at det var den mest idiotiske idé. Ingen festivaler vil tage det format. Men det er gammeldags at lade institutionerne bestemme, og i løbet af de næste år vil der blive udforsket i en masse forskellige formater.”

Instruktørens interesse for en times-formatet kommer fra et udenlandsophold.

”Jeg var i Prag og så en masse østeuropæiske nybølgefilm fra 60’erne og 70’erne, som jeg blev ekstremt fascineret af. Flere af dem havde den der lidt spøjse længde på en time. Det er en fed længde, hvis man arbejder mere konceptuelt og ikke har en klassisk dramatisk motor til at holde opmærksomheden fanget i halvanden time. Men nu sneg vores film sig altså alligevel op på spillefilmlængde, og det kunne vi ikke gøre noget ved i klipningen.”

På usikker grund
Hvis man søger på ”Langkjær Bojsen” på Ekko Shortlist, dukker der tre kortfilmtitler op.

Den skæve komedie Silas & Selma fra 2010 skildrer en særling og hans troskyldige venskab med en pige, som bliver misforstået af omgivelserne. Klokkedybet fra 2013 fortæller alvorstungt og med en vis ironi om en mistrøstig forfatter, der får uventet besøg af sin gamle flamme.

Man fornemmer et begavet talent, men problemet er, at filmene ligner så mange andre danske kortfilm og kunne være skabt af en hvilken som helst instruktør.

Men det kan den tredje film, Delphi fra 2016, så sandelig ikke.

Den er et regulært kvantespring for instruktøren, der pludselig træder i karakter som et af de mest spændende filmtalenter herhjemme. Et sci-fi-drama om opfindelsen af en app, Delphi, der med en mirakel-algoritme kan forudsige brugernes behov, men ender med at tage magten fra mennesker og slå en kile ned i venskabet mellem de to skabere af app’en.

Den tankevækkende historie er fortalt i et virvar af filmiske formater og sågar momentane kinesiske undertekster, og filmen blev topscorer ved Ekko Shortlist Awards 2017 med seks nomineringer.

”Det startede med, at jeg kun havde en måned til at lave en ansøgningsfilm til Super16. Jeg var faktisk ved at bakke ud af det med at lave film. Men så lavede jeg en hurtig film med to venner, og det var, som om der skete noget – ikke bare i forhold til arbejdsprocessen, men også i forhold til filmsproget,” siger Søren Peter Langkjær Bojsen.

Instruktøren blev optaget på Super16, og det gav ham blod på tanden og inspiration til Delphi, der blev hans førsteårsfilm på den alternative filmuddannelse.

”Her fandt jeg en mere nonchalant måde at strukturere en scene på. I stedet for at give tilskuerne et stabilt grundlag lader jeg dem lande midt i noget, som de ikke kan overskue. Det er vildt spændende med den der shaky ground, og jeg kan godt lide fornemmelsen af et levet liv før og efter det udsnit, jeg viser.”

Computerens æstetikker
Ikke kun scenernes opbygning i Delphi er vakkelvorne. Billedformatet skifter også ustandselig – fra film over video til mobil – og giver en hektisk stil, der suger tilskueren ind i fortællingen.

”Scorsese og de andre store amerikanske 70’er-instruktører samt Tarantino og P.T. Anderson er vokset op med en filmkultur, hvor man går i biografen. Sådan er mit liv ikke. Jeg har set flere film på min computer end i biografen. Og jeg har set dem i dårlig kvalitet, men det sjove er, at det alligevel har været fede filmoplevelser,” fortæller Søren Peter Langkjær Bojsen.

”Jeg er fascineret af æstetikken i at se noget, der er smadret og har mærkelige undertekster. Jeg har heller ikke respekt for film som noget, man nødvendigvis skal se fra start til slut. Jeg er mere til at gå ind og se en scene. Og jeg slukker, hvis der er en replik, som tydeligvis er skrevet for at føre plottet videre. Så får jeg hovedpine.”

Som en af internettets nyskabelser fremhæver instruktøren videoen Of Oz the Wizard, der kan ses på Vimeo.

”Troldmanden fra Oz er klippet helt om, så replikkerne kommer i alfabetisk rækkefølge. Vi starter med lynhurtige klip, hvor personer siger ’a’. Herefter følger skriget ’aaa’, derpå ’aaiee’ og så videre. Det er fuldstændigt sindssygt, men også en ret spændende oplevelse. Filmen varer i 100 minutter, men man kan kun holde til det i ti minutter,” siger han og tilføjer:

”Med Delphi ville jeg gerne bruge den slags nye æstetikker, som kommer fra computeren. Jeg ville gerne inkludere dem i det, man normalt betragter som et filmsprog eller en filmgenre. Computeren har også givet mange nye genrer, for eksempel matematikvideogenren, hvor matematikere sidder og snakker om et tal eller sjove talrækker. Det er blevet en hobby for mig at se dem.”

Tjekkisk filmperle
Afgangsfilmen En rapport om festen og gæsterne  ligger på mange måder i forlængelse af Delphi. Hvis den teknologiske udvikling tog fart i Delphi, så er samfundet i 2028, hvor spillefilmen foregår, blevet fuldautomatiseret. Det menneskelige er henvist til randområderne.

Alt imens går en mystisk skabning ved navn Rudolph nøgen i land i Estland med sin livløse mor og bevæger sig op igennem Europa til København.

Det er en vild film, endnu mere vild end Delphi, selv om man ville have svært ved at tro, det var muligt.

”Filmen startede som et samarbejde med Simon Bennebjerg, der spiller hovedrollen i Delphi. Vi var blevet venner og begyndte sammen at skabe hans karakter i filmen,” siger Søren Peter Langkjær Bojsen og afslører sine store inspirationskilde:

”Jeg havde set den tjekkiske A Report on the Party and Guests fra 1966. På grund af censuren var instruktøren Jan Němec tvunget til at pakke sin kritik af et totalitært styre ind. Det gav en allegorisk stil, som man næsten ikke ser længere i vores kulturkreds. Det er altmodisch, men jeg blev inspireret af formen til at skabe et billede på menneskeheden, der er blevet skubbet ud af sit eget samfund. Vi er blevet umyndiggjort og har bare lyst til at lægge os til at sove.”

”Filmmediet er et dumt medie, som Rumle Hammerich siger. Det er rigtignok på mange måder, men alligevel vil jeg gerne bevise, at det også kan noget andet. Der er nogle spørgsmål, man kan stille igennem filmen. Film er følelser, men det er bare smørelsen, aldrig endemålet, for mig.”

Fremtiden har os
Oprindelig ville instruktøren lave en decideret genindspilning af den tjekkiske film, som altså også har givet titlen til Langkjær Bojsens afgangsfilm. Men produceren foreslog, at de forenede den karakter, instruktøren havde udviklet sammen med Bennebjerg, med inspirationen fra Jan Němecs surrealistiske fabel og tilførte løjerne en dosis science fiction.

”Grundtanken var, at menneskene går rundt i kraterne af teknologien, som egentlig bare kører af sig selv. Og så har vi Rudolph, der er blevet manipuleret til en mission, hvor han skal stjæle det særligt menneskelige og transmittere det tilbage, hvor han kommer fra. Den sidste rest af det, der ikke kan sættes på formel, skal systematiseres.”

En af de centrale replikker lyder: ”Vi har ingen fremtid. Fremtiden har os.” En rapport om festen og gæsterne er en dystopi ligesom Delphi, men måske lidt overraskende deler Søren Peter Langkjær Bojsen ikke selv det dystre syn på fremtiden.

”Min kæreste spurgte, hvorfor jeg egentlig lavede en dystopi. ’Du er jo ikke tekno-dystopiker oppe i dit hoved!’ Den skulle jeg lige tænke over nogle dage. Jeg har jo i virkeligheden et ret optimistisk syn på den teknologiske udvikling. Men jeg kan bruge dystopien til at formulere nogle vigtige pointer, og mine egne holdninger flyder ligesom rundt i filmen.”

På et psykedelisk trip
Rudolph slutter sig undervejs til nogle unge kunstnere. De tager på psykedeliske trip ved hjælp af en maskine, der ligner en primitiv udgave af det apparatur, som øjenlæger bruger ved synstests.

”Det er en idé, jeg i mange år har haft lyst til at afprøve. Teknologien har udviklet sig til et kulturkonsum, der minder om narkotika. Ligesom hvis man ser et billede eller hører noget musik, der påvirker sanserne, men bare meget kraftigere. Mennesket bliver blæst bagover af nye teknologiske landvindinger, som vi så det i starten af 1900-tallet. Det er fascinerende, men også skræmmende. Tænk bare på, hvordan Hitler hypnotiserede folk med massemedierne!”

De billeder, som personerne ser i maskinen, har Søren Peter Langkjær Bojsen få den tyske artificial intelligence-kunstner Mario Klingemann til at skabe.

”Mario kan få neurale netværk til at producere ansigter, der ligner folk. Den kunstige intelligens kan nærmest producere kunst, og det var sjovt at arbejde med, når vi i filmen har en maskine, der kan påvirke mennesker,” forklarer instruktøren.

Efterhånden som handlingen skrider frem, bliver filmen i sig selv nærmest en psykedelisk rejse.

”Jeg vil gerne give publikum en vild wow-oplevelse. Folk må gerne have det sådan, at de tænker: ’Hvad har jeg lige været med til!’ Det kan også være en ubehagelig oplevelse, og jeg er indforstået med, at filmen ikke altid er så behagelig at se på. Den er ikke altid så klassisk pæn, ja, faktisk er den til tider direkte grim.”

Generøst arbejdsfællesskab
Som de fleste andre elever på Super16 har Søren Peter Langkjær Bojsen søgt ind på Filmskolen. Og fået et nej. To gange.

”Jeg er meget interesseret i litteratur og er i det hele taget optaget af mange andre ting end film. Det har mine ansøgninger nok båret præg af. Jeg har sikkert virket højtflyvende og meget langt fra ’den gode historie’, som Filmskolen dyrker,” vurderer Søren Peter Langkjær Bojsen.

Super16 blev redningen for instruktøren. Her har han gået, samtidig med at han har færdiggjort sit speciale i Moderne Kultur og Kulturformidling, og fra første dag følte han sig forstået.

”Det har været befriende, og jeg har fået meget selvtillid. Når du skal ud og sammensætte dit filmhold, åbner dørene sig lige pludselig. Når jeg tidligere ringede til en lysmand for at høre, om han ville arbejde gratis i en weekend, fik jeg nej, hvis han ikke kendte nogen navne på filmholdet. Det ændrer sig i det øjeblik, du siger, at du går på Super16. Det er et kvalitetsstempel.”

På Super16 er det eleverne selv, der tilrettelægger forløbet og driver den forening, som udgør uddannelsen.

”Det har været et ekstremt generøst arbejdsfællesskab, hvor man ikke kun er optaget af sine egne film, men også af de andres. Vi kæmper for, at alle produktioner bliver så gode som mulige, for det er ikke fedt for nogen på årgangen, hvis en film falder igennem. Den uddannelse, vi får, er vigtig, men det er ikke det, der uddanner os. Det er at drive en forening i fællesskab.”