Sorgens venteværelse

Fanny er på mange måder en helt almindelig femtenårig pige.

Vi følger hende, når hun ruller med øjnene ad sin far, udfordrer sin omgangskreds i en drukleg og med alvorlig stemmeføring insisterer på at finde ud af, hvilken type hun er i en personlighedstest.

Som selvsikker teenager fører hun an i venneflokken, samtidig med at hun forsøger at finde sine ben over for det modsatte køn. I dette ”livets rum” har hun plads til at afprøve grænser, skeje ud og begå fejl, og her arbejder hun på at frigøre sig fra forældrene for at finde ud af, hvem hun selv er.

Ulykkeligvis må denne overgang fra barn til voksen foregå i accelereret tempo, for moren, der skulle vise hende vejen, er ved at gå bort.

Sylvia Le Fanus Min evige sommer handler om at være i sorg og være splittet mellem modsatrettede kræfter.

I filmens andet spor følger vi Fanny og faren ind i ”sorgens rum”. Når datteren holder sin kræftsyge mors hånd på sygelejet, er det ikke længere hendes frigørelsesproces, men afskeden med moren og erkendelsen af tabet, der står i centrum.

Knugende sorg og anspændt venten afløses af panisk angst, da Fanny en dag bliver alene med moren, mens hun får et ildebefindende.

”Jeg har sagt, at jeg ikke vil være alene med hende,” protesterer hun over for faren, da han endelig træder ind ad døren.

Den unge pige bliver tvunget til at bevidne morens tiltagende smerter og åndenød uden at kunne stille noget op imod det. Naturligvis er det eneste, hun kan gøre for moren – at være der for hende – en næsten ubærlig opgave.

Ulidelig lethed
Livets og sorgens rum er populære betegnelser for to positioner i psykologerne Margaret Stroebe og Henz Schuts tosporsmodel, der beskriver processen, som efterladte typisk gennemgår efter et tab.

I modellens reetablerende spor – også kaldet livets rum – er man som pårørende orienteret mod livet efter tabet. Man fortrænger døden og arbejder på at opbygge relationer og udvikle personlige egenskaber, som muliggør omstillingen til den nye virkelighed.

I det tabsorienterede spor– sorgens rum – arbejder man omvendt på at acceptere døden og bearbejde sorgen. I den naturlige sorgproces vil den pårørende bevæge sig ind og ud af de to forskellige spor eller rum.

I Min evige sommer udspiller de pårørendes ventesorg – altså sorgen før morens dødsfald – sig ikke kun i sorgens og livets rum, men også i mellemrummet, hvor de to rum bliver ét.

Rummene blander sig i de billedskønne optagelser af de livskraftige landskaber, der omgiver familien. Fornemmelsen af melankoli forstærkes kun af, at naturen ikke lader sig mærke med sygdommen. De lyse nætter, det sølvskimrende hav og det milde, åbne landskab fremstår som smertelige eksponenter for tilværelsens ulidelige lethed, som titlen på en af Fannys bøger lyder.

Sorgen kaster også sin skygge over familiens daglige gøremål og udvekslinger i sommerhuset. Den kommer til syne i de små trækninger, der går over gæsternes ansigter, når en veninde i en skåltale til moren bedyrer, at hun tror på mirakler.

Døden kan ikke tales væk
Sylvia Le Fanu beskrev i en samtale med radioværten Sandie Westh efter filmens premiere i Aarhus, hvordan vi i vores tro på, at det altid hjælper at tale om tingene, kan glemme, at vi ikke kan tale døden væk.

For hende har det derfor været vigtigt at lade familiens samvær i stilhed få plads i filmen. Det kan mærkes i de mange mellemrum i Min evige sommer, hvor kameraet dvæler ved lange, tyste hverdagsscener, så man tydeligt fornemmer tidens gang og mærker kroppens tyngde i sædet.

Har man oplevet ventesorg, vil man genkende denne fornemmelse af, at tiden og rummet trænger sig på, når livet bliver sat på standby. Har man ikke, kan man igennem filmen få et godt indblik i ventesorgens effekt på krop og sind.

Som den amerikanske litteraturkritiker Rita Felski skriver, kan fiktive verdener give udsatte mennesker adgang til livsvigtige oplevelser af anerkendelse og genkendelse.

I Danmark har begrebet ventesorg først for nylig vundet udbredelse, og derfor har der ikke været hjælp til pårørende, som tynges af den.

Generelt er mange af landets pårørende – navnlig børn og unge – belastede af deres livssituation og mangler støtte fra sundhedsvæsenet.

Helbredende effekt
Min evige sommer synliggør de pårørendes kamp, når vi kommer helt tæt på hverdagen i den kræftramte familie. Samtidig kan scener, hvor Fanny og faren ryger i totterne på hinanden, mens de forsøger at navigere i sorgen, formentlig mindske følelser af skyld og ensomhed hos pårørende.

Unge pårørende kan på samme måde føle lettelse, når de spejler sig i Fannys frigørelsestrang og intense følelsesudbrud, der heldigvis ikke altid viger pladsen for morens sygdom.

At være pårørende er at indgå i en ufrivillig rolle, der kan være belastende og indebære komplicerede følelser, tanker og dilemmaer, som de færreste modtager en brugsanvisning til.

Heldigvis kan pårørende hente støtte fra en film som Min evige sommer, der yder erfaringen fuld retfærdighed.

Som ph.d.-studerende på forskningsprojektet Pårørenderollen og litteratur som remedium bruger jeg skønlitteratur som medicin for pårørende og som et redskab til at sætte fokus på deres udfordringer.

Vi ved fra studier, at pårørende ofte selv bliver syge som følge af den belastning, de oplever. Jeg forsker derfor i, hvordan højtlæsningsgrupper for pårørende, hvor vi læser skønlitteratur om emnet, kan skabe rum for, at deltagerne kan dele deres glæder, sorger og bekymringer med hinanden.

Når vi læser højt for hinanden, åbner den fælles fordybning i fortællingerne for anderledes nysgerrige og nærværende samtaler, som har en vis helbredende effekt på de pårørende.