Sorte reduceres til biroller i deres egne historier

Hollywood er bugnende fuld af hvide – oftest mænd – der sætter dagsordenen for, hvilke film der produceres og distribueres.

Flere racefilm handler om hvide, mandlige helte, der træder ud af racismens skygge og lyser som en stjerne over en sydstatsplantage.

Trods gode intentioner om at sætte fokus racisme ender sorte ironisk nok med at være rekvisitter i hvides heltefortællinger

Her er seks anti-anbefalinger:

Bye-bye Borte med blæsten
Lad os starte nede i skraldespandens bund.

Her ligger kæmpehittet Borte med blæsten fra 1939 med sin funklende technicolor-drøm om ”Sydstaternes tabte civilisation”, som det hedder i filmens solnedgangsbløde prolog.

Slaver står som villigt arbejdende skygger i en perfekt linje over markerne.

Borte med blæsten normaliserer slaveriet. Og den er tilsyneladende uvidende om, at der rundt om filmens baller, smukke kjoler, kærlighedsromance og lidende soldater findes en fortælling om de sorte, deres lidelse og frihedskamp.

Sultne liv uden for kameraets linse.

Filmskaberne fokuserer uden at blinke med øjnene på ”civilisationens” absolutte elite og overklasse, svøbt i absurde mængder kjolestof og kærlighedsintriger.

Iblandt kjolepigerne findes tjenstvillige og barnagtige slaver, der ikke synes at rumme snerten af egen vilje eller frihedstrang.

I Glory er ære noget, hvide giver sorte
I borgerkrigsfilmen Glory (1989) møder vi det første infanteri af sorte frivillige, der trænes til at kæmpe mod konføderationens slaveribaserede samfund.

Denzel Washington spiller en bortløben slave, som stadig tynges af fantomlænker. Men selv om de sorte personer får lov til at være aktivt handlende med et dybere mål, er filmen så hvid, at det skærer i øjnene.

Det skyldes, at hovedpersonen – den hvide oberst Robert Gould Shaw (Matthew Broderick) – stjæler billedet.

Med hans hjælp bliver gruppen af frivillige nemlig formet til en trup af glorværdige soldater. Soldater, som med deres værdighed og dygtighed kan bekæmpe slaveriet i Syden og fordommene i Vest.

Til slut ofrer Shaw hele det sorte 54th Massachusetts Infantry Regiment i et nyttesløst slag ved Fort Wagner. Målet er over for den hvide omverden at bevise, at også sorte er værdige til at være soldater.

På den måde er hvides blik på sorte omdrejningspunktet for filmen, og den person, der har ansvaret for soldaternes succes, er naturligvis den hvide frelser.

Mississippi Burning går op i røg
I Mississippi Burning fra 1988 rejser to hvide FBI-agenter ind i mørkets racistiske hjerte, knoldesparkerbyen Philadelphia i Mississippi.

Mellem sort blod og mørklagte hjertekamre skal agenterne finde tre forsvundne borgerrettighedsaktivister, der er blevet dræbt af en fusion mellem byens politi og Ku Klux Klan.

Filmen trækker tråde til nutidens trumpificerede USA. Her kan al slags ondskab normaliseres, hvis de forkerte mennesker får magten. De landsdækkende medier er i filmen fjenden. Det er lige så normalt at hade, som det er at tale med dialekt, forstår man.

Mississippi Burning giver én fornemmelsen af, at kampen for borgerrettigheder blev udspillet mellem fattige, racistiske hvide fra landet og gode, belæste hvide fra byerne.

De sorte eksisterer nemlig mest som en gruppe af sky, bange mennesker, som FBI-betjentene medlidende betragter og hjælper på afstand.

Det giver et historisk ukorrekt billede af, hvem der egentlig kæmpede borgerrettighedskampen. Det var bestemt ikke FBI, der på daværende tidspunkt direkte modkæmpede borgerrettighedsaktivister såsom Martin Luther King, Jr.

Nice at kende en hvid i Niceville
Egentlig vil Niceville fortælle om sorte tjenestepiger, som øser kærlighed i racistiske kvinders oversete børn. Men den ender med at fokusere så meget på sin hvide frelserperson, at de sortes historie drukner i hendes godhed.

Viola Davis – som siden har taget afstand fra filmen – og Octavia Spencer er hjerteveninder som tjenestekvinderne Aibileen og Minny, der bekymrer sig om de glemte børn lige så meget, som de frygter samfundets vold mod dem selv.

Men opmærksomheden samler sig hos Emma Stones hvide journalistaspirant Skeeter. Hun interviewer de sorte tjenestepiger for at oplyse omverdenen om deres ydmygende arbejdsforhold – og for i samme ombæring at fremme sin egen karriere.

Borgerrettighedskampen står i skyggen af Skeeters karriereambitioner og hendes personlige kamp mod de andre, onde hvide, der findes i hjembyen.

Og hvad vil filmen lære os?

Gode hvide har en naturlig gennemslagskraft, der gør det muligt at sætte andre, minde handlekraftige folkeslag fri.

Rødt kort til Green Book
Der er en scene i 2019-Oscar-vinderen Green Book, hvor pianisten Don Shirley (Mahershala Ali) er æresgæst hos hvidklædte hvide på en hvid plantage.

Musikeren er på tour i sydstaterne for at ændre opfattelsen af afroamerikanere. Blandt sølvbestik, endeløse rækker af hvide mennesker og kostbare lysestager serverer værterne stegt kylling for æresgæsten.

Shirleys ansigtsudtryk skifter, en fornærmet skam glider over ansigtet over stereotypificeringen – indtil han får øje på den jordnære og naivt opmuntrende Tony (Viggo Mortensen).

Hans hvide ven er tydeligvis uopmærksom på de racistiske implikationer, der ligger i menuen.

Når de sorte karakterer skal håndtere en racistisk omverden, ender kameraet ofte med at fokusere på den hvide hovedpersons reaktion på uretfærdigheden.

I slutningen af filmen fmå Tony forhandle med en racistisk hvid mand om, hvorvidt Shirley skal spille på en restaurant, hvor man ikke vil lade ham spise.

Green Book er således historien om en ualmindeligt kompetent sort mand, der må reddes af en helt almindelig hvid man.

12 Years a Slave snubler før målstregen
Endnu en Oscar-vinder, denne gang fra 2014, og 12 Years a Slave er rent faktisk en fremragende film om slaveriet, hvor hovedpersonen for én gangs skyld ikke er hvid.

Filmen insisterer på at fremstille slaver som ufrie mennesker, der mishandles. Og den er pinefuld at se. Det skyldes særligt kameraføringen, der stædigt fokuserer på slaveriets vulgære dehumanisering.

Den uophørlige gråd, tortur, frygt, overgreb og hjerteløs sex. Det er et studie i, hvordan slaveriet langsomt knuser værdige mennesker under dets jernvægt.

Og der er tilsyneladende ingen vej ud af plantagehelvedet. Indtil til sidst.

Mod slutningen af 12 Years a Slave reddes Solomon Northup – bælgøjet af ør taknemmelighed – af Brad Pitt, der som en skægget canadier taler højt og flot om borgerrettigheder.

Hvis nogen skulle være i tvivl: Den hvide frelser.