Sommerfilm: Fjerne minder om søskendeleg

De to søstre Satsuki og Mei danser ellevilde rundt om deres lille køkkenhave. Her har de plantet agern og frø, som i løbet af natten er sprunget op af jorden.

Aftenen før var de begge på et drømmelignende eventyr på maven af den bamsede skovånd Totoro, som groede frøene til et enormt træ. Træet er der ikke længere, men for de to børn er synet af skuddene rigeligt.

”Vi troede, det var en drøm,” råber Satsuki. ”Det var ikke en drøm!” svarer Mei, som glad efterligner storesøsterens sejrsdans.

Med sit mesterværk og gennembrudsfilm Min nabo Totoro fra 1988 viste den japanske animationsinstruktør Hayao Miyazaki straks et unikt talent for at gøre vores barndom håndgribelig gennem fantastiske historier.

Og selv om undertegnede er 92’er og ikke så filmen, før jeg var teenager, kunne jeg straks identificere mig med sommeren i den japanske idyl.

Bizar baggård
I modsætning til Satsuki og Mei havde jeg som barn hverken en syg mor på hospitalet eller var bedste venner med skovens venlige ånder. Men som en stædig, skravlet nørd, der var lige dele rædselsslagen og nysgerrig, voksede jeg selv op i landlig idyl i Syddjurs.

Når dagene ikke gik foran flimmerkassen og Nintendo 64’en, mindes jeg stadig, at min søster og jeg gik på opdagelse i de omkringliggende skovområder i vores sommerhuskvarter, hvor vi voksede op, legede med hinanden eller jagtede hønsene rundt i familiens bizart skrantende baggård.

Mange år senere i 2014 på en familieferie til Provence tog jeg dvd’en med for at gense Min nabo Totoro og få en pause fra den stikkende, sydfranske sol.

På det tidspunkt var jeg i begyndelsen af tyverne og havde for længst skiftet leg i skoven i Udkantsdanmark ud med våde byture i Aarhus’ storbylandskab.

Men så snart en rar japansk kvindestemme begyndte at synge ”Totoro, da-da-da”, var jeg på ny tryllebundet. Og ved synet af resolutte Meis brede smil i favnen på den plyssede Totoro, blev jeg revet tilbage.

Dramatisk odyssé
Jeg spekulerer ofte i, hvor meget mine minder fra barndommen er grundet i reelle begivenheder, og hvor mange der blot er romantiserede idéer.

Mit eget slørede forhold til barndommen fremvises fantastisk i Min nabo Totoro, hvor plottet ofte må vige til fordel for de enestående øjeblikke.

Mit bånd til filmen blev samtidig styrket af den barnagtige ærlighed, som kan findes i den danske oversættelse.

”Øøøv, jeres hus, det er et spøgelseshus!” råber den flabede nabodreng. ”Jeg hader drenge. Men elsker bedstemors pandekager,” udbryder Satsuki senere.

Hvad end det handler om at spise et måltid sammen eller at opdage et rige af skovånder under et ældgammelt træs rødder, så får filmen det hele til at fremstå som en dramatisk odyssé.