Sovjetisk Ringenes herre hitter på nettet
Siden 2001 har Peter Jackson med sin filmtrilogi over Ringenes herre været kongen af filmatiseringerne af J.R.R. Tolkiens fantastiske univers.
Han modbeviste de mange fans, som mente, at det poetiske sprog i Tolkiens bøger gjorde dem umulige at filmatisere.
Men nu viser det sig, at sovjetisk tv kom instruktøren et helt årti i forkøbet. Den første bog i Ringenes herre-trilogien, Eventyret om ringen, blev filmatiseret på russisk i 1991 – samme år som Sovjetunionen blev opløst.
Leningrad TV kastede sig med få midler ud i produktionen af Khraniteli, som den hedder på russisk. Det betyder frit oversat ”Vogterne”.
Filmen blev kun vist i en kort periode, inden den blev arkiveret og gemt væk. Men den russiske tv-kanal 5TV har 30 år senere fundet filmatiseringen og offentliggjort den i to dele, som kan ses på YouTube.
Se første del nederst i artiklen!
Et land i sammenbrud
Den russiske kunstner Irina Nazarova så som studerende filmen, da den havde premiere. Men gensynet i dag har ikke været glædeligt.
”Ligesom alle mine venner fik jeg et chok og følte medlidenhed … det var tragikomisk. I virkeligheden handler det mere om, hvordan det gamle Sovjetunionen forsvandt end eventyret i Midgård,” udtaler Nazarova til BBC og fortsætter:
”De absurde kostumer, manglende instruktion og klipning, forfærdelig makeup og skuespil – det skriger alt sammen ’land i sammenbrud’.”
I forhold til Peter Jacksons film, der havde et budget på over en milliard kroner, ser Khraniteli meget hjemmelavet ud.
”Sam har fire øjenbryn af en eller anden grund, mens dukke-ørnen, som bringer Gandalf i sikkerhed, ligner en måge, der har drukket flybrændstof. Måske er det derfor, at den flyver, som den gør,” siger Irina Nazarova til det britiske medie.
Irina Nazarova pointerer over for BBC, at det var hårde tider med ringe vilkår, hvor folk ikke vidste, hvordan de skulle skaffe mad til deres børn.
”Med det i tankerne skal vi have barmhjertighed med dem, som lavede den, og rose dem for i det mindste at prøve. Jeg er ikke sikker på, at nogen andre kunne have klaret det bedre under de omstændigheder.”
Skrald eller guld
De to dele af Khraniteli er lagt på YouTube uden undertekster. Alligevel er de tilsammen blevet set næsten to millioner gange siden den 27. marts.
På videoplatformen bliver filmen netop hyldet for dét, som Nazarova ser som dens svaghed.
Jo værre det ser ud, jo bedre er det!
De spøjse kostumer og gammeldags special-effekter bliver hædret med lige dele ironisk distance og oprigtig fascination i kommentarfeltet.
En journalist skriver ironisk i The Guardian:
”Selv om jeg ikke taler russisk, har jeg nu set den to timer lange Khraniteli, og jeg kan uden at overdrive sige, at det er min yndlings Ringenes herre af alle, der nogensinde er lavet i noget medie.”
Kommentarer