Dag 6: Sovjetvold og afro-americana

Filmfestivalen i Venedig starter anden halvleg med en skylle så arrig, at man kunne svømme til Lidoen og være lige så tørskoet, som hvis man havde taget vaporettoen.

Det føles ikke meget som verdens førende filmfestival – Cannes må tage revanche i 2021 – når regnen siler ned på marmortrappen i Palazzo del Casino fra et utæt loft.

Skyd skylden på Mussolinis sløsede håndværkere, der var på overarbejde for at få det mondæne filmpalads op på blot otte måneder i 1938.

Men i biografen er der heldigvis altid tørt.

Hvilke dræbte demonstranter?
”Hvis bare Stalin stadig var her!” sukker den dybt partitro Lyuda, der har en tillidspost i kommunistpartiet i Novocherkassk i det nordlige Kaukasus.

Den 83-årige veteran Andrey Konchalovskiy genskaber det helvedes Sovjetsystem, så man gyser i salen. Dear Comrades foregår i starten af juni 1962 og har navn efter en standardfrase, der rammer systemtænkningens hykleri.

Det er nemlig sådan, en ryggesløs partifunktionær tiltaler de tusindvis af vrede demonstranter, der har nedlagt arbejdet, fordi slid på fabrikken ikke længere er nok til at skaffe mad på bordet.

Partiet har hævet leveomkostningerne og sænket arbejdernes lønninger, så helt almindelige familier nu må sende deres børn på fattighjem, hvis de ikke skal sulte.

”Kære kammerater! Vi lever i et suverænt samfund…” begynder han, før murstenene begynder at flyve omkring ham. Staten går sine borgere i møde med skydegale stormtropper og efterfølgende arrestordrer for alle, der kan huske, hvad der skete med deres frisør, nabo, ven – eller datter.

Lyudas datter vender ikke hjem. Men hvis Stalin havde været her, havde de alle lever under kommunismen, og så var det aldrig sket.

De sort-hvide billeder i 4:3-formatet er smukke og klaustrofobiske. Dear Comrades er en hårrejsende brutal og nærgående film, der skildrer sovjetsystemet som en politisk maskine, der æder mennesker. Dear Comrades er en stærk kandidat til prisfesten på lørdag.

Den sorte mands lod
Det havde Regina Kings debutfilm One Night in Miami også været, hvis ikke den havde spillet uden for konkurrence.

Filmen er baseret på et teaterstykke af Kemp Powers og foregår i februar 1964, samme aften som Cassius Clay slår Sonny Liston fordærvet og vinder verdensmesterskabet i sværvægtsboksning.

For at fejre sejren møder han på et hotel sine venner: borgerretsforkæmperen Malcolm X, sangeren Sam Cooke og Jimmy Browne, der er en stjerneatlet i amerikansk fodbold.

Det lyder måske ikke af meget, at fire sorte mænd snakker politik på et hotelværelse. Men deres vidtrækkende diskussion om racepolitik og den sorte mands lod i den hvide mands Amerika er brændende intens, morsom, afslørende og dynamisk.

Filmatiseringen bringer al teaterstykkets vitalitet til det store lærred.

I en tid, hvor Black Lives Matter-bevægelsen har gjort kampen for borgerrettigheder, tolerance og gensidig respekt allestedsnærværende, er det en stærk film til tiden.

Regina King har været på alles læber i foråret for sin hovedrolle i HBO’s racefokuserede ”remix” af tegneserien Watchmen, og nu har hun skrevet historie som den første afroafrikanske kvindelige instruktør på filmfestivalen i Venedig.

Uden for konkurrence, vel at mærke. Men hvis hun må springe en Venedig-pris over, kan hun måske hente en trøstepræmie til Oscar-showet.

Forrykt eller forelsket
Den ungarske Preparations to be Together for an Unknown Period of Time er i en helt anden boldgade. Både hvad angår emne og kvalitet.

Lili Horváths drama om en neurokirurg, der siger sit drømmejob i New Jersey op for at følge en forelskelse hjem til Budapest, er for løst skitseret og stillestående. Hovedkarakteren Márta er holdt på kølig afstand af publikum, så den ellers dygtige Natasa Stork ikke har andet at arbejde med end sårbarhed og besættelse.

Hun opsøger kollegaen Janosz Drexler i starten af filmen, fuld af lykke og forventning efter en (for hende) livsforandrende konferenceflirt. ”Undskyld,” siger han, ”men jeg har aldrig set dig før.”

Lyver han, eller har det slået klik for hende? Det spørgsmål skal pirre publikums nysgerrighed, men trods godt skuespil bliver man træt af at følge hende stalke ham, før manuskriptet giver et svar.

Overlæsset ensemblefilm
En anden trættende sag var den fransk-israelske Laila in Haifa, som man mistænker for at være kommet i hovedkonkurrencen alene, fordi den kredser (og kredser og kredser) om konflikter i Mellemøsten.

Mellem palæstinensere og israelere, homoseksuelle og homofober, jøder og arabere, mænd og kvinder, moderate og ekstremister.

Den israelske instruktør Amos Gitai har så meget på hjerte, at han ikke får sagt noget af det, ikke mindst fordi han insisterer på et ensemblecast så stort, at man hurtigt mister overblikket.

Hvem er han? Hvem er hun? Hvad er de for hinanden, og hvorfor lyder de alle, som om de læser højt fra gajolpakker?

“Hvad ville du gøre, hvis du var konge for en dag?” spørger en kvinde fotografen Gil, som alle kvinderne vil have, fordi han er en bad boy, der går i læderjakke.

”Slette virkeligheden,” svarer han og ser hende uudgrundeligt ind i øjnene.

Der er sjove øjeblikke i satiren, men der er alt for langt mellem snapsene til, at man føler sig godt underholdt.