Space Monkeys
Space Monkeys er udgivet på Ekko DVD #6.
Intro
En lille, sjov og oplevelsesrig film om mødet med en fremmed kultur på en fjern planet. Omdrejningspunktet er mødet med den ukendte planet, planetens natur og indbyggere. Er de venligtsindede eller farlige? Filmens farver er holdt i dystre toner. Dette kontrasteres af lysende neonfarver der skaber en farlig og spændende stemning. Musikken bryder denne dysterhed og er med til at slå den humoristiske tone an i filmen. Dette giver anledning til latter og undren.
Handling
Missionen begynder i rumskibet hvor hovedpersonerne introduceres. Kaptajnen og hans medhjælper er på en opgave hvor de skal samle planter fra planeten. De lander og finder frem til en sjælden, lysende plante som de forsvarligt tager med sig.
Kaptajnen sluger en lysende kugle der indtager hans krop. Dette medfører en personlighedsændring i den ellers autoritære kaptajn. Medhjælperen er uvidende om denne hændelse og bliver forundret og forbavset da kaptajnen begynder at forholde sig legende og undersøgende til det nye univers. Kaptajnens nysgerrighed medfører at de fjendtlige indbyggere bliver opmærksomme på dem. De bliver taget til fange, men kaptajnen reagerer ikke som ventet da han forsøger at efterligne stammens høvding. Da medhjælperen bliver klar over alvoren, forsøger han desperat at redde situationen. I sidste sekund når kaptajnen og medhjælperen tilbage til rumskibet med stammen jagtende efter dem. De er reddet.
Afslutningsvis bliver kaptajnen dårlig og kaster op – en lille nuttet ”alf” der kalder ham for papa. Derefter ånder alt fred og ro på hjemrejsen. Hvordan mon den nye tilværelse vil blive?
Formål
Viden om opbygning af handlingsforløb.
Bevidsthed om hvilke effekter der gør film spændende.
Kendskab til personkarakteristik – hvordan ser de ud, og hvordan er de.
Undervisningsforløb
Indledende samtale med eleverne om at skulle se en kort animationsfilm der hedder Space Monkeys.
Mulige spørgsmål
• Hvad tror I filmen handler om?
• Ved I hvad space og monkey betyder?
Se filmen hvor eleverne skal opleve det de selv synes er sjovt, spændende eller undrende.
a. Udlevér et A5‐ark hvor eleverne skal tegne og skrive ord fra filmen. Disse samles på klassens opslagstavle for at give overblik over elevernes første indtryk.
b. Efterfølgende en uddybende samtale ud fra elevernes respons. Et element i denne samtale skal omhandle filmens lydeffekter og farver – hvordan skabes en farlig og uhyggelig stemning samtidig med sjove og overraskende indslag?
c. Mulige spørgsmål
i. Hvornår på dagen foregår handlingen?
ii. Hvilke farver lægger I mærke til/husker I filmen for?
iii. Hvornår er musikken sjov og/eller uhyggelig?
2. Se filmen igen.
a. Denne gang skal eleverne have en fokusopgave ud fra de forudbestemte mål. De skal finde filmens klimaks/det mest spændende sted. På denne måde skærpes elevernes iagttagelsesevne af handlingsopbygningen. Herefter en opsamlende klassesamtale.
3. Eleverne får nu udleveret et stykke papir der er inddelt i tre felter. På papirets midterste felt skal de tegne det sted som de synes er mest spændende. Herefter udfyldes papirets første felt med sekvenser (tegninger) fra filmens indledning (hvem, hvad og hvor). I det sidste felt tegnes noget fra filmens afslutning (hvordan bliver konflikten løst?).
Herefter skrives der ord eller sætninger under tegningerne.
Personkarakteristik
Vis billeder af de forskellige personer der optræder i filmen. Beskriv dem. Hvordan kan personerne deles op i onde og gode (hvordan ser de ud?) Kaptajnen gennemgår en udvikling. Vis evt. tre forskellige filmklip af kaptajnen. Sæt ord på Kaptajnens væremåde og udseende (indre og ydre karakteristik) så det bliver tydeligt for eleverne at han gennemgår en forandring.
Filmens budskab
Denne analyse af personerne og handlingen fører frem til en fælles klassesamtale om filmens budskab.
• Hvad vil filmen fortælle os?
• Hvordan tager vi imod folk fra andre lande, og hvordan reagerer vi når vi møder noget nyt og ukendt?
• Kaptajnen har to forskellige måder at opføre sig på. Hvilken synes I er den bedste, og hvorfor?
• Hvordan lærer vi bedst nogle nye mennesker at kende?
• Hvad ændrer kaptajnen? •Hvilken rolle spiller den lysende kugle/den lille alf?
• Hvad gør den ved kaptajnen? Hvorfor tror I at det er kaptajnen den indtager?
• Hvad kan den lysende kugle være symbol på?
Mulige fordybelsesopgaver
Eleverne skal selv foretage en fantasirejse med et rumskib.
• Hvem rejser af sted?
• Hvad tager I med?
• Hvorfor tager I af sted?
• Hvor tager I hen?
• Hvad oplever I?
• Hvem møder I?
• Hvad sker der? Sjovt, spændende, fjender, venner, uhyggeligt, glædeligt, overraskende ...
• Hvordan ender historien? Godt, sørgeligt, overraskende.
Disse overvejelser kan udmøntes i følgende aktiviteter der tilpasses elevernes niveau:
• skriveopgave – alene eller i par – der læses op for klassen
• dramatisering der vises for klassen
• storyboard/tegneserie til ophæng i klassen
• billedfremstilling til ophæng i klassen
Produkterne kan efterfølgende lægges i elevernes portfoliomappe til brug til evaluering.
Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.
Titel: Space Monkeys
Instruktør: Jan Rahbek
Filmens længde: 8 min.
Produktionsår: 2008
Målgruppe: Indskoling
Alderscensur: Tilladt for alle
Timetal for undervisningsforløb:
Et ugeforløb i dansk med mulighed for andre små, faste aktiviteter.
Kommentarer