Dag 10: Spådom om årets Guld- og Sølvbjørne

En fantastisk film har flere parametre: instruktion, manuskript, skuespil og meget mere.

Alligevel går en film som min favorit, Richard Linklaters Boyhood, næppe hen og vinder mere end én pris. Men den bør vinde Guldbjørnen.

Den er også ubetinget favorit i branchebladets Screens anmelderpanel, hvor den scorer 3,7 point ud af fire. Den er ikke engang skarpt forfulgt af feltets toer, Stations of the Cross, der har 3 point.

Boyhood er sikkert også faldet i jury-formand Jim Schamus’ smag, med hans baggrund som amerikansk indie-producer og manuskriptforfatter.

Højdepunktet på Andersons cv
Mange medier summer dog af begejstring for tyske Stations of the Cross – filmen om teen-pigen, der tynges af en ekstremt katolsk opvækst.

Skuespillet i de lange one-takes er dog en anelse stift. Det trækker i mine øjne trækker ned, men den kommer med som en af tre bud til Guldbjørnen.

Det er Wes Andersons The Grand Budapest Hotel også.

Den er højdepunktet på hans allerede fremragende cv og bestemt Guldbjørne-værdig. Det til trods er den ikke helt på højde med Linklaters tolvårs-epos, så jeg tror på, at Anderson hiver Sølvbjørnen for bedste instruktør hjem.

Hvis den da ikke går til Yoji Yamada, der har været nomineret i alt fem gange, og hvis rørende The Little House vidner om utrolig godt håndværk. Det er lige før, man synes, han har fortjent en bjørne-pris, nu hvor han har lavet film siden 1961.

Dygtige drengebørn
Ingen mandlig skuespiller har nået Forest Whitaker til sokkeholderne i denne omgang. Jeg hjemsøges stadig af hans jagede øjne i den ellers jævne Two Men in Town.

Engelske Sean Harris brænder også gennem lærredet med sit markerede ansigt i en ekstrem birolle i den irske konfliktfilm ’71.

Og så er der jo alle de fantastiske drengebørn. Jack, Aloft, Macondo, The Grand Budapest Hotel (Tony Revolori, der spiller piccolo, er kun sytten år), The Third Side of the River samt ikke mindst Boyhood har uden undtagelse dygtige, unge skuespillere på rollelisten.

Men jeg må pege på Ellar Coltrane fra Boyhood. Det er så unikt, hvad han formår: at vokse op på film!

Mild kvinde i front
I går blev jeg tryllebundet af japanske Haru Kurokis selvopofrende rolle i The Little House.

Med fascinerende lethed falder hun ind i den meget kontrollerede facon, japanske kvinder opførte sig på i fortiden, når det gjaldt tøj, mad og rengøring.

Franziska Weisz er ubehagelig ondsindet som fanatisk mor i Stations of the Cross. Ligesom med Whitaker er det en ubehagelig rolle, som man husker. Hendes hysteriske angreb på datteren er blændende, hvidt raseri.

Og så er der jo Jennifer Connelly, som altid er dygtig. Hendes øjne siger mere end ord. Hun er den fødte skuespiller, hvilket hun beviste allerede i sin første filmrolle som fjortenårig i Der var engang i Amerika.