Nyhed
08. mar. 2017 | 00:26

Spanske stjerner i ny Asghar Farhadi-film

Foto | Academy of Motion Picture Arts and Sciences
Der gik politik i den, da Asghar Farhadi boykottede Oscar-showet og samtidig modtog prisen for bedste ikke-engelsksprogede film for Sælgeren. Nu lufter iraneren sin næste film.

Den dobbelte Oscar-vinder Asghar Farhadi har netop afsløret detaljer om sin kommende film, der har spanske Javier Bardem og Penelope Cruz på rollelisten.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I det meste af januar og februar stjal Asghar Farhadi overskrifter af især to grunde.

For det første fordi den iranske instruktør valgte at boykotte Oscar-showet som en reaktion på Donald Trumps omdiskuterede indrejseforbud.

Og for det andet, fordi Farhadi for anden gang vandt prisen for bedste ikke-engelsksprogede film til selvsamme Oscar-show med Sælgeren.

Nu afslører instruktøren detaljer om sin næste film.

Via en Skype-forbindelse fra Madrid talte Asghar Farhadi til et arrangement præsenteret af Doha Film Institute, hvor han fortalte nye detaljer om sin endnu unavngivne, men spansksprogede kommende film.

Mest opsigtsvækkende er det måske, at instruktøren ifølge Variety har hyret de spanske verdensstjerner Javier Bardem og Penelope Cruz til to af hovedrollerne.

Ikke nødvendigvis par
Selv om Bardem og Cruz danner par i virkelighedens verden, slår Farhadi fast i dag, at de to spanske skuespillere ikke nødvendigvis skal danne par i filmen.

”Endnu engang er der forskellige par i min film, ikke kun ét,” fortæller den iranske instruktør ifølge Screen Daily.

”Filmen handler igen om familie og familieforhold. Men der er også nye aspekter i den i forhold til mine tidligere film. Ja, Cruz og Bardem er med i den, men de skal ikke nødvendigvis spille et par.”

Farhadi brød for alvor igennem med den stærke Nader & Simin – en separation (udgivet på Ekko-dvd #21), der også vandt en Oscar. Fortiden fra 2013 lavede han i Frankrig og på fransk.

Med sin næste film bliver iraneren i Europa. Selv om Farhadi ikke selv taler spansk, skal den kommende film indspilles i Spanien og på spansk. Ifølge Screen Daily har Farhadi dog skrevet manuskriptet på farsi og senere fået det oversat.

Den nye film starter optagelse til september og forventes at få premiere i løbet af 2018. Farhadis seneste film Sælgeren, der havde premiere på sidste års Cannes-festival, kommer i danske biografer den 6. april.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko