Specialist i flakkere og udslidte outsidere

Hvis der er én type rolle, der karakteriserer Harry Dean Stantons karriere, er det de udbrændte randeksistenser. 

Selv om den amerikanske skuespillers cv egentlig favner overraskende bredt, husker mange nok Stanton for hans vejrbidte, furede ansigt og hans mange, men markante biroller, gerne i små kult- og indiefilm.

Lørdag døde Harry Dean Stanton i en alder af 91 år på hospital i Los Angeles. Han var aktiv skuespiller til det sidste og havde senest en rolle i David Lynch’ genoplivning af Twin Peaks. 

Typen som den slidte, melankolske outsider kom på mange måder til at kendetegne Stantons karriere. Det er næppe forkert, at kalde ham en specialist i biroller, men alligevel med en unik evne til at brænde igennem og sætte præg på de mange film, han nåede at lave.

På hans cv står flere Lynch-film: Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage, Wild at Heart, The Straight Story og Inland Empire. Men han medvirker også i Godfather II, Flugtaktion New York og Ridley Scotts Alien. 

Moderne fremmedgørelse
Selv når Harry Dean Stanton en sjælden gang stod i centrum som hovedrollen i en film, var det ofte som marginaliseret outsider.

Hans største og mest berømte rolle er formentlig som den omflakkende Travis i Wim Wenders’ Guldpalme-vinder Paris, Texas fra 1984.

I Paris, Texas, der i øvrigt er skrevet af nyligt afdøde Sam Shephard, spiller Stanton Travis, der pludselig dukker op i Texas’ ørken efter at have været forsvundet i flere år. I starten siger Travis ikke et ord, men efterhånden åbner han sig og begynder at finde tilbage til sin familie og ikke mindst ekskonen, som han opsøger på den stripklub, hvor hun nu arbejder.

Filmens afslutning er et rørende studie i moderne fremmedgørelse og længslen efter et hjem, da Travis fortæller sin livshistorie igennem et spejl i et peepshow. Han kan se sin ekskone, men hun kan ikke se ham.

Harry Dean Stanton spiller rollen som den mutte vagabond med fængslende, neddæmpet autenticitet. Travis vender langsomt tilbage til samfundet og civilisationen, og Stanton er – som han selv har formuleret det – perfekt i rollen.

”Efter alle de år spiller jeg endelig rollen, som jeg ønsker at spille. Hvis jeg aldrig får en rolle igen efter Paris, Texas, er jeg stadig glad,” fortalte skuespilleren dengang kort efter filmens premiere.

Rollen som Travis var Harry Dean Stantons første egentlig hovedrolle efter et utal af mindre biroller. Samme år som Paris, Texas fik premiere, spillede han også hovedrollen i Repo Man.

Skuespil præget af opvækst
Harry Dean Stanton, der er født i 1926, voksede op på landet i Kentucky i en familie, som han i et interview med The Guardian fra i år beskriver som striks og ikke udpræget lykkelig. Han lufter i den forbindelse selv muligheden for, at det er den latente ulykkelighed, der skinner igennem i mange af hans roller.

Under Anden Verdenskrig tjente han sin værnepligt som kok på et amerikansk krigsskib, mens han hjemme i USA studerede journalistik. Det var dog skuespillet og musikken, der trak i Stanton.

”Jeg blev nødt til at vælge, om jeg ville være sanger eller skuespiller. Jeg sang altid. Jeg troede også, at jeg kunne blive skuespiller, at jeg kunne klare det hele,” fortæller han i en tv-dokumentar om ham, Harry Dean Stanton: Crossing Mulholland.

Stanton behøvede dog ikke at vælge musikken helt fra. Han har i løbet af sin karriere udgivet flere folk-albums.

Fra 1950’erne og igennem 60’erne havde Stanton mest små roller på tv og i film, blandt andet i Paul Newman-filmen Cold Hand Luke fra 1967. Igennem sin karriere nåede Stanton at spille med i mere end 200 film og tv-serier.

Stanton-Walsh-reglen
De omfattende nekrologer, mindeord og portrætter af Harry Dean Stanton, der er udkommet efter nyheden om hans død, vidner om hans store popularitet og anseelse i filmverdenen.

Den legendariske, afdøde filmkritiker Roger Ebert har engang formuleret en såkaldt Stanton-Walsh-regel, der er blevet flittigt gengivet i flere medier. Ebert hævdede ganske enkelt, at ”enhver film, der enten har Harry Dean Stanton eller M. Emmet Walsh i en birolle, kan ikke være helt dårligt”.

David Lynch, der som sagt har benyttet Stanton flittigt i sine film, har også udtalt sig efter weekendens kedelige nyhed.

”Den store Harry Dean Stanton har forladt os. Der er ingen som Harry Dean. Alle elskede ham. Og med god grund. Han var en stor skuespiller (faktisk hinsides stor) – og et godt menneske – så fantastisk at have været tæt på ham!!!” skriver Lynch ifølge Variety i en kort meddelelse.

Det er begrænset, hvad vi ved om Harry Dean Stantons privatliv.

Han har dannet par med flere forskellige kvinder, men var også ungkarl igennem flere perioder. I nogle interviews har Stanton sågar fortalt, at han har et eller to børn, men det vides ikke med sikkerhed.