Spike Lee i spidsen for filmkunstens VM
Spike Lee skulle have vundet Guldpalmen i Cannes for Do the Right Thing i 1989. Det har instruktøren, som måtte se prisen gå til landsmanden Steven Soderbergh for Sex, løgn og video, i hvert fald givet udtryk for adskillige gange.
Den afroamerikanske instruktør fik oprejsning på den franske festival i 2018, hvor hans senere Oscar-vinder BlacKkKlansman vandt juryens pris.
Nu skal Spike Lee selv stå i spidsen for juryen som formand på dette års udgave af Cannes-festivalen, der med lån fra sportsverden kaldes VM i filmkunst.
”I mit liv har de største velsignelser været overraskelser, der er opstået pludseligt. Da jeg blev ringet op og tilbudt muligheden for at være juryformand på Cannes-festivalen i 2020, var jeg chokeret, glad, overrasket og stolt på samme tid,” udtaler instruktøren i en pressemeddelelse fra festivalen.
”For mig er Cannes (ud over at være den vigtigste filmfestival i verden, alt forladt til andre) en stor indflydelse i min karriere. Cannes har ændret kursen for, hvem jeg er blevet i filmens verden.”
Første afroamerikaner
Med udnævnelsen skriver Spike Lee historie som den første afroamerikaner, der har tjent hvervet som juryformand i Cannes.
”Jeg er meget beæret over at være den første juryformand fra det afrikanske diaspora i Cannes og på en stor festival,” fortsætter instruktøren, der arbejder på sin næste film, Da 5 Bloods, om en gruppe Vietnam-veteraner.
Filmskaberen er kendt for at være en passioneret og åbenmundet mand, både privat og i sine film. Det er dermed noget af en personlighed, Cannes-festivalen har sikret sig.
”Spike Lees perspektiv er vigtigere end nogensinde før. Cannes er det naturlige habitat for dem, som vil (gen)tænde folks sind og stille spørgsmålstegn ved vores forestillinger. Lees flamboyante personlighed skal nok sætte gang i sagerne,” udtaler lederne af festivalen, Pierre Lescure og Thierry Frémaux, i pressemeddelelsen.
Resten af juryen offentliggøres i midten af april, og Cannes-festivalen løber af stablen 12. – 23. maj.
Kommentarer