Spilbranchen forlader Producentforeningen
Sidste år blev det meddelt, at den danske spilindustri får sit eget institut for spiludvikling i stil med Det Danske Filminstitut. Nu bryder spilproducenterne også fri af Producentforeningen, som den hidtil har været en del af.
I en pressemeddelelse skriver Producentforeningen, at der længe har været drøftelser om det i foreningens bestyrelse og blandt foreningens spilproducenter.
Alle er blevet enige om, at spilproducenterne bør forfølge sine egne mål, mens Producentforeningen vil fokusere på at styrke film- og tv-branchens vilkår.
”Vi ønsker spilbranchen held og lykke fremover og fortsætter nu den strategiproces, som vi er i gang med for styrke Producentforeningen som det politiske talerør og samlingspunkt for hele film- og tv-branchen,” siger Producentforeningens bestyrelsesleder Kasper Fredshavn i pressemeddelelsen.
Overgangen vil foregå gradvist indtil 1. juli, hvor Producentforeningen helt ophører med at repræsentere spilbranchen.
Klart og stærkt behov
Danske spil som Hitman af selskabet IO Interactive og Limbo af Playdead har gjort Danmark til en stolt spilnation, og den danske spilbranches omsætning steg fra 887 millioner kroner til over tre milliarder kroner i perioden 2017 til 2021.
En undersøgelse fra Filminstituttet viser, at 41 procent af voksne danskere spiller en form for digitalt spil dagligt eller næsten dagligt.
”Vi er taknemmelige for arbejdet, Producentforeningen har lagt i spilindustrien,” skriver den midlertidige talsperson for spilproducenternes nye forening Søren Lundgaard i pressemeddelelsen.
”Vi stod ikke, hvor vi er i dag uden den politiske og erhvervsmæssige indsats, Producentforeningen sammen med andre gode kræfter i og omkring branchen har lagt.”
”Med et nyt institut for spiludvikling, der er ved at tage form, en omsætning på over 3,6 milliarder kroner samt eksport for over 2,6 milliarder kroner viser spilbranchen et klart og stærkt behov for en forening, der fokuserer på spil og spil alene. Dette er der nu bred opbakning til blandt virksomhederne.”
Omsætningen i den danske filmbranche i 20202 var ifølge Producentforeningen på lidt over to milliarder kroner.
Kommentarer