Top 10: Skønne spildte kræfter
Vi kender allerede historierne om den selvopofrende skuespiller, der investerer sig selv og sin krop for en rolle.
Robert De Niro tog 25 kilo på for at spille den fallerede bokser i Raging Bull, og Natalie Portman trænede intensivt som balletdanser i Black Swan. Senest var reducerede norsk-danske Jakob Oftebro sig selv og sin fedtprocent i Guldkysten.
Men nogle gange stemmer skuespillernes fanatiske forberedelse slet ikke overens med filmens færdige resultat.
Den 20. august får boksefilmen Southpaw premiere herhjemme. Alene plakaten vidner om, at hovedrollen Jake Gyllenhaal har brugt lang tid med håndvægtene. Fra hans ranglede særling i Nightcrawler til den pumpede bokser i Southpaw har Gyllenhaal transformeret sig mærkbart.
Southpaw har fået en blandet modtagelse i USA. Det er derfor svært ikke at spørge sig selv: Har Gyllenhaal spildt sine kræfter på en middelmådig film?
Mens vi venter på resultatet herhjemme, har vi samlet ti skuespiller, der har spildt kræfter på film, der slet ikke ydede deres anstrengelser ret.
10. Colin Farrell i Triage
For tiden er Colin Farrell aktuel i anden sæson af hitserien True Detective. I 2009 tabte Farrell sig mærkbart til rollen som krigsfotograf, der vender hjem efter at vidnet et folkemord på en gruppe kurdere i Triage.
Farrells kur stod efter sigende på en streng diet bestående udelukkende af kaffe og tun. Og på trods af ellers stærkt cast med blandt andet Christopher Lee blev filmen aldrig den succes, Farrells anstrengelser havde stiller forventninger om.
9. Mark Wahlberg i Pain and Gain
Mark Wahlberg er kendt som lidt af en bad boy i Hollywood. Og med en fortid som undertøjsmodel for Calvin Klein er det langt fra uvant for Wahlberg at udstille sin krop. I 2013-filmen Pain & Gain kunne han for alvor vise sin massive overarme og hårde bryst frem.
I action-komedien spiller Wahlberg meget passende ejeren af en fitnesscenter, der beslutter at kidnappe sin rigeste kunde. Plottet lyder fjollet, og selv ikke nok så mange triceps og biceps kan redde en ret miserabel film.
8. Jake Gyllemhaal i Prince of Persia
Southpaw er langt fra første gang Jake Gyllenhaal har haft lejlighed til at forvandle sin krop til et muskelbundt. Da han skulle formøble titelrollen i filmversionen af den gamle spil-klassiker Prince of Persia, krævede det nemlig ekstra store overarme.
Filmens kvalitet kan diskuteres, men sikkert er det, at Prince of Persia skuffede fælt ved billetlugerne i USA.
7. 50 Cent i All Things Fall Apart
Naturligt nok fik det en del omtale, da den ellers så normalt hårdføre rapper 50 Cent i 2011 skulle spille en kræftramt fodboldspiller i All Things Fall Apart. Rapperen tabte næsten 25 kilo til rollen, øjensynlig efter en diet bestående af flydende kost og tre timers løb om dagen.
50 Cents ambitiøse forberedelse kunne dog ikke overskygge filmens manglende kvalitet, ligesom hans præstation druknede i en større opretshavssag om filmens titel, der tog de fleste overskrifter i USA.
6. Ryan Reynolds i Blade Trinity
Ryan Reynolds er hos mange en darling i romantiske komedier. Men da Reynolds i 2004 skulle give den som vampyrjæger i Blade Trinity, måtte han lægge sig i selen og forøge sin muskelmasse betragteligt.
Ifølge hans personlige træner opbyggede Reynolds mere end ti kilo muskler og trænede seks dage om ugen i tre måneder. Blade Trinity er dog ikke mere end en gennemsnitlig kombineret horror- og action-film, og Reynolds kunne således have sparet meget tid i træningslokalet.
5. Matthew Fox i Alex Cross
De fleste kender nok Matthew Fox bedst for tv-serien Lost. Det var her, han fik sit gennembrud, og han har ikke lavet noget nævneværdigt siden.
Fox forsøgte sig ellers i 2012 med actionfilmen Alex Cross, hvor han i rollen som psykopatisk seriemorder tabte tyve kilo. Men selv ikke som åletynd seriemorder kunne Fox redde Alex Cross for kun at blive en lunken actionfilm.
4. Renée Zellweger i Bridget Jones Dagbog: På randen af fornuft
Den første film om den kiksede og lidt for tykke Bridget Jones’ kærlighedsliv blev en stor succes, og en efterfølger lå derfor lige til højrebenet i 2004.
Zellwegers filmografi vidner om en dedikeret skuespiller med yoyo-vægt. I 2001 tog hun på til den første Bridget Jones-film, året efter var hun igen trimmet i Chicago, for så at tage ekstra kilo på igen i Bridget Jones Dagbog: På randen af fornuft.
Ifølge mange kunne Zellweger dog med fordel have sagt nej til toeren, der langt fra kunne leve op til etteren. Der er tilsyneladende en grænse for, hvor sjovt appelsinhud og deller er.
3. Russell Crow i Body of Lies
Otte år efter en toptrippet Russell Crowe slog romere ihjel med de bare næver i Gladiator, beviste den australske skuespiller, at han også kunne udvide sin krop med andet end muskler i Body of Lies (2008).
For rollen som en ældre CIA-agent forøgede Crowe sin vægt med over 25 kilo. I dag kan man undre sig over, hvorfor det var nødvendigt.
Crowe er ikke synderlig meget med i filmen, og det virker overflødigt, at Crowe skulle være småkvabset for en mindre rolle i en gennemsnitlig spionfilm.
2. Joaquin Phoenix i I’m Still Here
Joaquin Phoenix er i Hollywood kendt som en ekstrem dygtig, men også excentrisk skuespiller. Det har han bevist i film som Walk the Line, The Master og Her.
Under påskud af at trække sig tilbage som skuespiller begyndte han i 2009 i stedet som rapper. I mere end et år foregav en sær og introvert Phoenix, at skuespillet var lagt på hylden til fordel for musikken. En bizar optræden i Late Show with David Letterman dokumenterer eksperimentet.
Eksperimentet udmøntede sig i mockumentaryen I’m Still Here (2010), som desværre slet ikke levede op til Phoenix’ massive rollespil og bluff. Et år med mediestunts syntes spildt.
1. Jared Leto i Chapter 27
Siger Chapter 27 fra 2007 dig ikke noget overhovedet, er det helt forståeligt. Filmen fik aldrig dansk biografpremiere, ligesom den heller ikke blev nogen succes i USA.
Jared Leto spiller Mark David Chapman, manden der skød John Lennon i New York i 1980, og han måtte tage 30 kilo på til rollen. Det kunne han dog sagtens have sparet sig. For selv om Leto nok fik anerkendelse for sin fysiske transformation, mangler filmen kvalitet og dybde.
I Dallas Buyers Club beviste Leto, at han også kan smide kilo for en rolle, der er berettiget, men hans massive vægtforøgelse i Chapter 27 virker i retrospekt som topmålet af spildte kræfter.
Kommentarer