Dag 8: Spioner, babyhjælp og øksemord

Der er blevet helt stille på Main Street.

De mange sponsorlounges fra selskaber som Google, YouTube og Intel, der i festivalens første weekend lokkede med løfter om gratis kaffe og varme logo-huer, er lukket og erstattet af de kunstgallerier og skandinavisk-inspirerede turistbutikker, der er her hele året rundt.

Steder som The Swedish Lodge (snus og design) og Norsk (alt i læder).

Stjernerne er taget hjem, og kun de nominerede instruktører, der ikke har et andet projekt linet op, er blevet tilbage for at tale om deres film til visninger og forhåbentlig gå herfra med et trofæ, når priserne uddeles i weekenden.

Sundance er nemlig først og fremmest en markedsplads, en måde for indie-filmskaberne at få deres hjertebørn ud i den store verden. Første weekend var varefremvisning. Nu gælder det om at få lukket handlerne.

De seneste par år har selskaberne svedt over streamingdilemmaet: Skal de satse på en traditionel distributør, eller bare lade Netflix tage alle rettigheder til deres hjertebarn, og så dumpe filmen i deres endeløse, uoverskuelige katalog?

I 2016 valgte holdet bag The Birth of a Nation herostratisk forkert, da de nøjedes med adskillige millioner mindre, end Netflix tilbød, for i stedet at satse på en biografsucces, der aldrig kom.

Man skulle tro, at tirsdagens nyhed om, at Netflix har promoveret periodedramaet Mudbound til fire Oscar-nomineringer ville gøre filmskaberne mere villige til at lade streaminggiganten tage hånd om deres film. Men foreløbig har Netflix kun fået en enkelt dokumentar med hjem fra Park City.

Paul Rudd spionerer
Der er dårligt nok et glimt i Paul Rudds øje i den dramatiske rolle som Morris ”Moe” Berg, en veluddannet baseballspiller, der i 1944 bliver sendt til Zürich for at likvidere atomfysikeren Werner Heisenberg, inden han kan opfinde atombomben for nazisterne.

Komikeren spejder efter et dramatisk gennembrud med The Catcher Was a Spy, og han leverer da også en habil præstation ved at skrue ned for sin sædvanlige sarkastiske karisma. Indimellem får han dog lov at demonstrere sin karakters vid, som da én spørger den ikke-praktiserende Berg, om ikke han er jøde: ”Tja, jew-ish.”

Men i sidste ende er det flotte krigsdrama – trods et fuldt balkort af dygtige skuespillere som Paul Giamatti, Mark Strong og Connie Nielsen i en meget lille rolle – en lidt slap omgang.

Moe taler tolv sprog og er trippeluddannet fra Princeton, Columbia og Sorbonne. Et supergeni, men også en mand, der værner om sit privatliv i en sådan grad, at man aldrig kommer tæt på ham. Den gådefuldhed er tro mod virkeligheden. Man ved ikke meget om Moe Berg, og historikerne er uenige om, hvorvidt Heisenberg forhalede arbejdet eller sled oprigtigt for at overrække Hitler verdensherredømmet.

Desværre føles den mangel på svar i filmsammenhæng mere som et halvbagt manuskript end historisk ubestemmelighed.

Alene til en fest
Alle kender vist følelsen af at være alene til en fest, hvor alle de andre har det sjovt.

Det er sådan, Tyler har det fra første scene til sidste i Tyrel, hvor han som den eneste sorte fyr er til en meget våd weekendfest i en skovhytte med folk, han ikke kender.

Sprutten flyder, og det samme gør testosteronen, snakken er ren mandeomklædningsrum. Den første fyr, Tyler hilser på, hører hans navn forkert: Tyrel? Han retter hurtigt fejlen, men Tyler kan ikke ryste den følelse af at stå udenfor.

Hvis det lyder som en lidt kneben dramatisk præmis, er det helt rigtigt. Sundance-programmet beskriver en film, hvor man ”bliver ængstelig og frygter en nærmest umærkelig trussel”, og filmens placering i hovedkonkurrencen positionerer den som en racesatire i tråd med sidste års storsucces Get Out.

Men festen og gæsterne tager aldrig den der vigtige, ubehagelige drejning ud i noget decideret grænseoverskridende. De er bare irriterende. Tyler er til fest med en flok hvide, højrøstede og hyggeracistiske drengerøve, men de er egentlig søde nok til at inkludere ham i det dårlige selskab.

Sådan en fest har jeg sgu også været til. Måske Tyler bare er sart, måske er det pointen. Eller måske missede jeg den bare.

Babysitter for det hele
Jason Reitman og Diablo Cody demonstrerede et dynamitsamarbejdede, da de første gang slog pjalterne sammen med verdenssuccesen Juno. De høstede også roser, men solgte færre billetter med opfølgeren Young Adult.

Alle gode gange tre, kan man sige. Tully har nemlig så meget af Codys skarpe dialogkunst, at man får lyst til at læse manuskriptet.

Som i Young Adult spiller Charlize Theron hovedrollen. Hun er en højgravid mor til to, der får lov at tage sig af hele familien, mens far enten arbejder eller spiller PlayStation. Sønnen har adfærdsvanskeligheder, han er quirky, mener skolen (”hvad betyder det?” spørger hun, ”har jeg en søn eller en fucking ukulele?”), og da barn nr. tre ankommer, bliver hun tappet for de sidste energireserver.

Så hendes rige bror tilbyder at betale for en ”night nanny” – en babysitter, der sidder oppe hele natten for at tage sig af ungen, når den begynder at skrige.

Tully, hedder hun, og hun har energi til at tage hånd om alt fra babypasning over rengøring til mor og fars skrantende sexliv. ”Jeg er ligesom Saudi-Arabien, jeg har et energioverskud.”

Det fører en sjov og frisk historie med sig, også selv om der ikke er helt nok på spil til, at makkerparret når samme højder som i Juno.

Hustyranni og øksemord
Sagen om Lizzie Borden er én, de fleste amerikanere kender.

Den 32-årige kvinde var en pebermø i 1892 og upopulær i den lille by, hvor hun boede. Da hendes far og stedmor blev fundet med ansigterne hugget til uigenkendelighed, blev hun anklaget for mordene – og frifundet.

Men mon ikke hun svang øksen? Det mener de fleste historikere. Og Craig William Macneills køligt udforskende true crime-film Lizzie, der er nomineret i hovedkonkurrencen, sætter sig for at undersøge, hvordan hun kunne være nået så langt ud.

Det skyldes et helt livs systematisk psykisk tortur. Faren er et stædigt, ondsindet røvhul, der som forretnings- og familiemand nedgør folk for at få sin vilje.

Én konflikt med Lizzie starter uskyldigt og ender med, at han slagter hele hendes bur af skattede duer. For så at få hushjælpen til at servere dem til aftensmad og hoverende insistere, at Lizzie skal spise med.

Hushjælpen spilles af Kristen Stewart i en fåmælt præstation, og hendes forhold til Chloë Sevignys Lizzie er en anden katalysator for historiens makabre udfald.

Emnet og billedernes kolde nøgternhed leder tankerne hen på den oversete franske Les blessures assassines fra 2000, men Macneills fortid som gyserinstruktør skinner også igennem, når han på lydsporet sætter en fed streg under filmens krybende, alt for nærgående stemning af desperat håbløshed.

Og så er Lizzie et stærkt portræt af en kvinde. Ikke et portræt af en stærk kvinde. Det er en vigtig forskel, som mange af konkurrencefilmene forstår.