”Jeg er virkelig sentimental”

”Der skulle gå tre dage, før jeg fandt ud af, at jeg var død.” 

Sådan begynder Nitesh Anjaan sin snurrige romandebut Kind of Blue, som er en filmisk og fragmentarisk fortælling om tre unge mænds søgen efter hinanden og sig selv i København. 

Sætningen minder også om den japanske forfatter Haruki Murakamis besynderlige univers. Derfor trasker Anjaan og jeg nu rundt på Assistens Kirkegård. Vi skal tale om hans seneste succes. Dokumentarfilmen Dreaming Murakami blev nemlig den mest sete på Cph:Dox, og den har allerede rejst verden rundt. 

Dreaming Murakami kan i den kommende tid ses på Sommerens Bogmesse i København og LiteratureXchange i Aarhus. 

Den handler om oversætter Mette Holm, som lever og ånder for Murakamis bøger. Et univers, oversætteren ofte fortaber sig så meget i, at hun nærmest slet ikke orker virkeligheden.

”Skriftens verden er utroligt spændende, fordi man er så tæt på sig selv, når man skriver. På japansk er der forskellige jeg’er og altså ikke kun et enkelt som på dansk. Det tiltalte mig rigtigt meget, fordi man kan veksle imellem forskellige versioner af sig selv,” siger Anjaan og smiler genert. 

Forskellige jeg’er
Den 29-årige instruktør gjorde første gang opmærksom på sig selv i 2014 med dokumentarfilmen Med verden imellem os. Her følger han i hælene på sin far, der ønsker at opsige sin opholdstilladelse og flytte tilbage til sit oprindelige hjemland. 

Farens dage er fyldt med tvivl og ture i spillehallen, men nu ønsker han en ny start efter 39 år i Danmark. 

”Fællesnævneren for min første og anden film er, at de er eksistentielle. Min fars beslutning om at forlade Danmark er ikke stort forskellig fra Mettes valg om at rejse ind i Murakamis verden. Min far havde et hemmeligt liv i spillehallen, mens Mette har ét i Japan. Jeg har selv skriften og filmarbejdet. Det er to verdener, jeg kan træde ind i, som er ved siden af mit ydre-jeg,” siger Nitesh Anjaan, da vi passerer Martin Andersen Nexøs gravsten. 

– Hvad er et ydre-jeg?

”Jeg har altid følt, at jeg er forskellige jeg’er. Lige nu er jeg mit ydre-jeg, der forsøger at sige nogle cool ting under et interview, men jeg prøver også virkelig at være spontan og sige, hvad der falder mig ind.” 

Anjaan smiler igen. Tankerne er som teksten i hans roman og scenerne i hans film. Fragmentariske, hele tiden på vej i en retning, han ikke er sikker på, hvor vil føre ham hen. 

”Jeg kan helt klart genkende meget af mig selv i Mette Holm,” siger han. ”Hun sidder og realiserer en andens idéer, men hun er samtidig fascineret af fortællingens kraft. Det er ensomt, når man skriver, men det er også en parallelverden, man træder ind i. Mette er et ydre-jeg i Danmark, men i Japan falder skuldrene ned, og hun er mere sig selv. Derfor må hun også finde derhen, når hun arbejder.” 

Sproget viste vej
Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvorfor disse forskellige verdener interesserer Anjaan så meget.

Inden der gik kreativitet i tilværelsen, var han selv i gang med en uddannelse inden for sociologi og økonomi. Men på en udveksling i Singapore som tyveårig besluttede han at sende sine kufferterne hjem og rejse til Indien. 

”Når jeg taler engelsk, genopfinder jeg nærmest mig selv. Jeg tror helt klart, at sproget var medskyldig i, at jeg forlod Singapore og fandt hen til det, jeg laver i dag. Jeg var blevet til en anden af at læse og tale.”

Da Nitesh Anjaan kom hjem fra den improviserede Indien-tur, satte han sig ned og begyndte at skrive. Først nogle noveller, senere sin roman og sin første film. Sideløbende arbejdede han som natportier for at kunne betale huslejen. I sig selv en historie, der kunne være en film værd.

Men sådanne historier fortæller Anjaan ikke. Faktisk har han altid svært ved at svare på, hvad han er i gang med, når nogen spørger. 

”Jeg laver mærkelige film, og hvis folk spørger til Dreaming Murakami, så siger jeg, at den er mærkelig. Jeg har lyst til at sige noget andet, men alting er jo basalt set underligt, hvis man stopper op og betragter det. Jeg må lave mærkelige film, hvis de skal skildre livet. Ved at filme kan man give det mærkelige en form, og derfor kan jeg godt lide at lave film.” 

Drømte om en kæmpe frø
– Er der forskel på Nitesh-jeg’et, der laver film, og jeg’et, der skriver romaner, eller er det nærmere et samlet jeg under den kreative paraply?

”Jeg arbejder helt klart hen imod et fælles-kreativt-jeg, men jeg er der ikke endnu,” siger Nitesh Anjaan og drejer til venstre ved Kjeld Abells gravsten. 

”Jeg er selv filmskaber på den måde, at jeg lærer, mens jeg filmer, og jeg suger til mig fra alle omkring mig. Når jeg skriver, er jeg altid alene, men når det kommer til mine film, så vil jeg lave personlige fortællinger, og jeg accepterer fuldt ud, at jeg er virkelig sentimental. Det følsomme interesserer mig mere end noget andet.” 

Det følsomme står også tydeligt frem i Dreaming Murakami. Mette Holm er så fascineret af forfatterens fortællinger, at hun som oftest glemmer den praktiske hverdag. Hun lever med Murakami, som om han var hendes langdistanceforhold. 

Samtidig er det også tydeligt, at der er kommet mere filmisk struktur i Anjaans arbejde. I 2015 blev han optaget på dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole. Altså et år efter at han rent faktisk havde lavet sin første dokumentarfilm. 

”Idéen til, hvordan Dreaming Murakami skulle være, opstod, da jeg drømte om en kæmpe frø, som sidder og kigger ud over skyskraberne i Tokyo. Jeg stod op og skrev femten beats til en mulig udvikling af historien. Det blev mit kompas til filmen, og frøen har vi animeret ind undervejs,” siger Anjaan og drejer væk fra skiltet, der viser hen imod H.C. Andersens grav. 

”Man kan sige, at jeg lavede Med verden imellem os, og så begyndte jeg at lære at lave film derefter. Det er den omvendte måde at gøre det på, men det har betydet meget, at jeg har fortalt historier før. Der skal en gnist til, for at jeg kan begynde at tænke over håndværket. Det er energien og idéen, der er drivende. Ikke tankerne om, at det kunne være fedt at lave en film.” 

Alternativ til at storme
Vi er nået til udkanten af Assistens Kirkegård. Anjaan stopper op. Hans tanker har gjort et ophold ved en vigtig pointe. 

”Jeg vil lade fortællingen styre, hvilken form et værk skal have. Hvis det er en roman, er det en roman, hvis det er en dokumentarisk film, er det en dokumentarisk film, men hvis jeg pludselig får en idé til et fiktivt univers, jeg ikke kan slippe, så vil jeg skabe det.” 

Igen smiler han det fraværende, eftertænksomme smil. Hans signatur. 

”Der er brug for, at fortællingen bliver spontan og ikke for overgjort,” siger han så. 

”Jeg er helt klar over, at det er svært i filmverdenen, fordi der skal sendes ansøgninger hele tiden, men for mig handler det om at holde fast i fortællingen, så historien bliver nærværende og mærkelig nok. Film og fortællinger er det vigtigste, vi har.” 

– Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor det mærkelige er så afgørende? 

”Det er det, fordi det moderne menneske hele tiden stimuleres af nyheder og Facebook, men aldrig lader til at undre sig over noget. Jeg vil gerne skabe ro omkring mit arbejde og samtidig råbe til folk, at der er et alternativ til at storme derudad og aldrig søge ind i sig selv. Det drømmer jeg om, at mine film kan bidrage til. Ligesom Murakamis romaner i øvrigt kan.”