Stadig usikkerhed om betaling for film

Efter en tur i folketinget og to ministerier er spørgsmålet, om man må bruge lejede eller købte spillefilm i undervisningen, stadig uafklaret. Sagen, som EKKO tog op sidste år på baggrund af truende breve fra videodistributørerne til landes kommuner, blev i marts rejst som såkaldt §20-spørgsmål til kulturministeren. ”I hvilke tilfælde kræver det samtykke fra rettighedshaverne at vise film i en skoleklasse, og i hvilke tilfælde kræver det ikke samtykke,” spurgte Kristendemokraternes Bodil Kornbek. Spørgsmål om ophavsret sorterer rigtigt nok under Kulturministeriet, men ministeren sendte spørgsmålet videre til Undervisningsministeriet, sandsynligvis fordi man her samarbejder med firmaet Nordisk Film Vision om de dyre filmpakker målrettet til undervisning. En fælles aftale Syv uger senere kom svaret. Som tidligere er Kulturministeriets opfattelse, at det ”normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise film i en skoleklasse,” men at ”den endelige afgørelse (…) hører under domstolene”. Undervisningsministeriet svarer, at man ”har forståelse for, at skoler eventuelt – på baggrund af risikoen for at blive mødt med en retssag – ikke ønsker at bruge købte film uden et særligt samtykke fra rettighedshaverne, og ministeriet vil derfor indtil videre fortsætte den hidtidige praksis med at tilvejebringe tilbud om spillefilmpakker til dette formål.” Kulturminister Brian Mikkelsen mener ikke, at ministerierne har divergerende holdninger i sagen, men det stiller Bodil Kornbek sig ikke tilfreds med. ”Det holder ikke vand. Der er stadig ikke klare retningslinjer, og det kan ingen være tjent med. Parterne må indgå en fælles aftale, der gælder alle skoler og børneinstitutioner og ikke skal forhandles lokalt. Jeg kan ikke gøre alverden, men jeg vil sætte Kristendemokraternes medarbejdere på sagen og se, om vi eventuelt kan lave et beslutningsforslag, der pålægger parterne at finde en løsning,” siger Bodil Kornbek til EKKO. Opblødning overalt Mens ministerierne giver udtryk for at være enige, nærmer sagens parter sig også hinanden. Uden at nogen vil tage initiativet til at forhandle en aftale på plads. I Kommunernes Landsforening, der tidligere pure afviste ”en aftale, der ville koste skolerne penge”, siger kontorchef Hans Otto Jørgensen nu, at man ”vil overveje at indlede drøftelser”. ”Så længe vi ikke er forpligtet til at betale noget for skatteborgernes penge, skal der være en betydelig risiko for en retssag for at gøre det. Jeg synes ikke, skolerne behøver ryste i bukserne på nuværende tidspunkt. Kulturministeriet siger, det er i orden at vise en film i en skoleklasse, ikke for en hel skole, men klassebegreberne er til dels under opløsning, så der er brug for en afklaring,” siger KL’s chefjurist. Den er Foreningen af Danske Videogramdistributører med på. Lidt over et år efter, at distributørerne sendte deres egen håndfaste fortolkning af loven til kommunerne, siger advokat Torben Steffensen nu: ”Vi er indstillet på at få en fornuftig løsning. Hvis skolerne eller kommunerne kontakter os, vil vi starte en drøftelse af spørgsmålet.” Formulering ændret Torben Steffensen kan ikke vurdere, om rettighedshaverne vil få mere eller mindre ud af en fast aftale. Han kan heller ikke sige noget om, hvor mange penge institutionerne skal af med for film efter en aftale, blot at ”det bliver billigere end at gå i biografen”. Mens sagen stadig er uden løsning, udelukker de to ministerier at have nogen rolle i det videre forløb. I Undervisningsministeriet vil man ikke kommentere yderligere, fordi sagen hører under Kulturministeriet. Og her har man ikke til opgave at forhandle med rettighedshaverne, lyder svaret. På Undervisningsministeriets hjemmeside kunne man tidligere læse, at ministeriet ”ikke kan anbefale, at skoler bruger købte film, som ikke har det nødvendige samtykke fra rettighedshaverne, i undervisningen”. Den formulering er fjernet og erstattet af ovennævnte, hvor man udtrykker ”forståelse for, at skoler eventuelt ikke (…) ønsker at bruge købte film”. Ministeriets filmpakker bliver således et tilbud til særligt påpasselige skoler.