Stærk politisk film om bankrøveri

De ville så gerne have budt velkommen i sneen. I månedsvis har Sundance-festivalen i rosenrøde pressemeddelelser trodsigt insisteret på, at der til januar ville være filmfest i Park City, Utah, mens omikron løb bersærkergang gennem det øvrige amerikanske kulturliv. 

For to uger siden trak de omsider stikket. Ud over enkelte ”satellit-visninger” i mindre smitteplagede dele af USA finder festivalen for andet år i træk sted online. 

Men for at gøre en dyd ud af en nødvendighed har festivalen igen forsøgt at digitalisere ikke blot visningen af filmene, men selve festivaloplevelsen! 

Iført VR-briller kan man styre en grim lille digital dukke påklistret et profilbillede gennem en virtuel udgave af skibyens hovedgade og hænge ud med andre festivalgæster til virtuelle events. 

Metaverset er kommet til Sundance! 

Bombe for invalidepension
Men for de flestes vedkommende handler det selvfølgelig om filmene, og dem er der stadig god grund til at glæde sig over. 

Dramaet 892 er således en klassisk Sundance-film, et forrygende velspillet og intenst autentisk drama med en formanende pegefinger til det amerikanske samfund. 

Den forstyrrede krigsveteran Brian Brown-Easley har brug for en hjælpende hånd. Men han er blevet mødt af korslagte arme og affejende socialtilbud så længe, at han er endt på gaden. 

Så han beslutter sig for at røve en bank i den tro, at det vil give ham en anledning til at fortælle sin historie til omverdenen. 

Mens han mumlende beklager sig over for sine to gidsler, at han er nødt til at true dem med en bombe for at få udbetalt sin invalidepension, stimler skarpskytter og pseudomilitære politisoldater, FBI-agenter og sensationsjournalister sammen foran banken. 

Man kan mærke, hvor det kribler i dem efter at pløkke ham gennem vinduet. 

Retfærdig harme
Den amerikanske instruktør Abi Damaris Corbin skaber dygtigt empati for Brian ved i første halvdel at forskanse publikum sammen med ham i banken, hvor han bliver stadig mere frustreret over ikke at kunne få nogen i tale. 

Engelske John Boyega (Star Wars: The Force Awakens) har karrierens bedste rolle som den ulykkelige far. Han ligger under for et ustadigt sind, hvor paranoide vrangforestillinger skvulper sammen med retfærdig harme over at være blevet tilsidesat af et menneskefjernt system. 

Da Michael Kenneth Williams, der er kendt for The Wire og døde sidste år af en overdosis, stovt træder til som politiets talerør, har han mere forståelse for Brian end autoritet til rent faktisk at hjælpe ham. 

Maskineriet er allerede sat i gang. 

Særligt med #BlackLivesMatter og forrige års kæmpedemonstrationer mod politivold i baghovedet er der en klaustrofobisk uafvendelighed over forløbet. Men 892 regner også med publikums forargelse. 

Flashbacks til trods er Brians forhistorie noget underfortalt, og da først bolden ruller, føles det nogle gange, som om den ruller i ring.

Ikke desto mindre er 892 et solidt startskud til en festival, der lover mange store oplevelser. 

Tafdrup og Lena Dunham
Lørdag er der verdenspremiere på Christian Tafdrups længe ventede opfølger til En frygtelig kvinde, den satiriske gyser Speak No Evil. Festivalen byder også på et gensyn med Lena Dunham, der efter succesen med Girls vender tilbage til sine independent-rødder med dramaet Sharp Stick. 

Den unge instruktør bag sidste års Shithouse, Cooper Raiff, der allerede bliver hyldet som sin generations svar på Richard Linklater, er allerede parat med sin næste film. Cha Cha Real Smooth handler om en professionel bar mitzvah-vært, der vikles ind i en 32-årig alenemors liv. 

Det autentiske abortdrama Call Jane, der også er udtaget til hovedkonkurrencen i Berlinalen i februar, er en problemfilm til tiden, nu hvor retten til fri abort er under alvorligt pres i USA. Og en gyser som Alice, om en undsluppen sydstatsslave i 1973, taler til tidens racedebat. 

Bag om TikTok
Også på dokumentarfronten er der noget at glæde sig til. Sundance er en festival, der ynder at sætte problemer til debat. 

We Need to Talk About Cosby går i kødet på voldtægtsmanden og allemandskomikeren Bill Cosby, og tager endnu engang fat i den smertelige diskussion om at adskille kunsten fra kunstneren. 

Og TikTok, Boom lover et udtømmende og kritisk blik på tidens store videoplatform. Der skal både være fokus på videoskabernes enorme kreativitet og en sund skepsis over for måden, app’ens sikkerhedsproblemer og indkodede fordomme kan påvirke brugernes virkelighedsopfattelse på. 

The Princess går igen i kødet på Prinsesse Diana, jeen-yuhs: A Kanye Trilogy går tæt på Kanye West, mens de danskproducerede The Territory og A House Made of Splinters stiller skarpt på henholdsvis indfødte i Amazonas og børnehjem i Ukraine. 

Med udpluk af omtale og anmeldelser dropper vi i streamingtidens ånd i år det faste dagbogsformat og leverer i stedet udvalgte nedslag i et festivalprogram, der ikke lader sig mærke af nedlukninger og social distancering.