Chilensk film: Stærke outsidere i modvind

Man vælter nærmest ned fra biografsædet, da vinden fanger hende.

Den hårdtprøvede, transseksuelle Marina læner sig nemlig ikke tilbage i et vindstød, men derimod fremad. Hun lægger sig ikke ned for omverdenens syn på hende for så blot at kravle langs murene.

Nej, hun både går og tænker frem.

Allerede på årets filmfestival i Berlin fornemmede man, at der var noget særligt på spil i chilenske Sebastián Lelios En fantastisk kvinde, der nu får dansk premiere.

Filmen følger med rolige billeder og vilter fantasi Marina, som har et forhold til en ældre mand. Da han en sen nattetime bliver indlagt og dør, lægger hans familie Marina for had, og hun kæmper nu for sin værdighed og ret til at kunne tage ordentlig afsked med sin elskede.

Det sublime ved En fantastisk kvinde – som Ekkos anmelder giver fem stjerner – er den stærke kritik af et katolsk samfunds syn på afvigere. Dette syn skaber instruktøren Lelio elegant ved at kreere uforglemmelige billeder som det, hvor Marina læner sig frem i vinden i stedet for at bukke under for modstanden.

Blik for drama
Chilensk film har siden 2013 undergået en optur, der er til at tage og føle på. Med fortællinger om mennesker på kanten af det normale har instruktører som Pablo Larraín, Alicia Scherson, Matias Lira og Sebastián Lelio skabt uforglemmelige filmoplevelser.

Instruktørerne var bestemt anerkendte navne inden dette skelsættende år – men ikke for alvor uden for de filmkredse, der cirkulerede i og omkring hovedstaden Santiago. Det er de imidlertid alle i dag, for chilensk film har de senere år skabt et blik, som har fået filmverdenen til at kigge i det sydamerikanske lands retning.

Dette blik gør ikke alene filmene utrolige på billedsiden. Nej, det gør også, at der helt naturligt skabes dramaer med opfindsomhed og stærke manuskripter.

Og det var lige netop det blik, filmverdenen opdagede, da Chile fik en Oscar-nominering i kategorien for bedste udenlandske film med Pablo Larraíns No i 2013. No viste om noget, at man kan strikke et manuskript sammen, så publikum fænges af tidsbilleder og social indignation.

Farvelade uden indhold
I No serveres historien om en reklamemand, der arrangerer en nej-kampagne mod Chiles diktator Augusto Pinochet.

Det er eminent forløst, fordi man undervejs ikke helt ved, hvad man skal mene om hans metoder. Projektet er uden tvivl med et vigtigt mål for øje, men når man sidder her flere årtier senere, kan man jo se, at valgkampe netop er kulørt farvelade uden indhold.

Er det ikke det, som reklamemændenes indtog i politik har skabt?

Samtidig har Pablo Larraín med No formået at brede chilensk film ud.

Op til da havde filmfestivaler over alt på kloden nikket anerkendende til Patricio Guzmáns billedskønne Lysets nostalgi (2010) og Andrés Woods Violeta se fue a los cielos, der i 2011 gengav en stor chilensk folkesangerindes liv i så velfortalte og fiffige billeder, at man bare måtte overgive sig og acceptere, at livet ikke skal forstås i en stringent linje.

Sagt på en anden måde: rigtige artfilm.

Det er No ikke, men den trådte nu alligevel i de chilenske traditioners fodspor. Filmen fik premiere i hjemlandet i 2012, men kom ud til resten af verden i 2013. Ved at klippe rundt imellem fiktion og dokumentar i grynede 1980’er-billeder, hvor man aldrig bliver oplyst om, hvad der er ægte, og hvad der opfundet til lejligheden, formår instruktør Larraín at skabe en fortættet stemning, der tiltrækker både cineaster og et større publikum.

Kvinder uden bånd
Det ville nok være en overdrivelse at sige, at det er den vej, det er gået for chilensk film de senere år.

No er nemlig uden tvivl det mest forståelige bidrag fra filmlandet. Men ikke desto mindre er instruktørens fokus på drama og den undren, som han formår at skabe med sin blanding af fiktion og virkelighed, noget, som man har set en del til siden fra det sydamerikanske land.

I 2013 kom der flere smukke eksempler på dette.

I Gloria, som med længder er instruktør Sebastián Lelios mest præcise mesterværk til dato, befinder vi os i Chiles hovedstad Santiago. Her indtager en fraskilt og midaldrende kvinde filmen med så meget rå power, at man nærmest ikke registrerer de legesyge kameraindstillinger, som ellers gengiver hendes mimik og sindstilstand til topkarakter.

Gloria er en outsider, fordi hun som borger i et religiøst land tror på, at man sagtens kan have det både sjovt og seksuelt på samme tid og ikke mindst føle noget, selv om man ikke er helt ung længere.

Hun kæmper imod samfundets syn på den sidste udløbsdato for kvinder. Hun italesætter det ikke, men udlever bare, hvad hun har lyst til – den præstation skaffede i øvrigt skuespiller Paulina Garcia en sølvbjørn ved Berlinalen samme år.

Noget åndsbeslægtet er på spil i en anden af 2013’s store chilenske film. I Alicia Schersons Il futuro mister et søskendepar deres forældre, og så skal søsteren ellers forsøge at finde sig selv og sin bror imellem sorg og hormoner.

Filmens skramlede univers er på flere punkter en mørk billedversion af No, mens dens blik på outsidere i et poleret samfund lægger sig op ad Gloria. Ja, faktisk kan man sige, at den unge, kvindelige hovedrolle i Il futuro, Bianca, let kunne være Gloria som ung.

Begge er de søgende kvinder, som vil have det absolut maksimale ud af livet.

Il futuro tændte et håb hos mange litteraturfreaks i Chile. Filmen var nemlig det første vellykkede forsøg på at filmatisere stjerneforfatteren Roberto Bolaños bøger, og det fik flere til at tale om, hvornår værker som De vilde detektiver og 2666 mon ville komme i biografen?

Kamp for retfærdigheden
Det er ingen af dem kommet endnu, men til gengæld er chilensk film fortsat fremad. Især Pablo Larraíns El Club har givet genlyd i 2015.

Den var også i konkurrence ved Berlinalen, og også denne gang spærrede anmelderne øjne og ører op.

I slowmotion.

For fortællingen om en flok præster, der bor i et underligt kollektiv ved Stillehavet er egentlig ikke noget, der er synderligt sindsoprivende.

Men stille og roligt kommer historien krybende, og i matte, lilla billeder fra de lange strandgåture forstår man, at det er selveste Vatikanet, der har placeret præsterne i denne smukke udørk. Og at det formentlig skyldes præsternes afvigende erfaring med Biblens tiltrækningskraft på sagesløse børn.

Samme tema så man samme år i Matias Liras El Bosque de Karadima, hvor en gruppe tidligere misbrugte børn i den katolske kirke kæmper for retfærdighed. Alle føler de sig som outsidere, men sammen går de op imod et samfund – og en religion – der fortier deres tragedier.

Det skaber et drama, som i sit billedsprog minder om No, mens instruktør Pablo Larraín med El Club skabte et billedsprog, der overhovedet ikke mindede om den tidligere Oscar-kandidatfilm.

Mennesker i modvind
De forskellige måder at fortælle på koger Pablo Larraín sammen til Jackie fra 2016.

På sin vis var den film meget lidt chilensk, fordi den handler om det ærkeamerikanske ikon Jacqueline Kennedy. Men rent billed- og fortællermæssigt er Jackie alligevel ualmindeligt chilensk.

Fordi Jackie Kennedy bliver en outsider i sit eget liv, da hendes mand bliver offer for et attentat i 1963. Ekspræsidentfruen anser det pludselig som sin pligt at skabe en myte omkring sin afdøde mand, og filmen er således langt fra et helteportræt. Billederne er rolige og skuespillet sublimt, men samtidig er der noget foruroligende ved, hvor let det er at falde fra magtens tinder og samtidig kæmpe for, at man ikke bliver glemt.

Hver eneste scene i Jackie er så velkomponeret og mystisk, at man aldrig fornemmer, hvilken vej fortællingen vil.

Livsgnisten er til stede midt i al sorgen, men man har svært ved at holde med den sørgende enke, fordi hun er så forhippet på at præsentere det helt ”rigtige” billede af John F. Kennedy og den myte, som vi i dag ved omgiver den myrdede præsident og hans familie.

Det afgørende skvulp
Kaster man blikket tilbage mod Chile, kan man selvfølgelig pege på, at det i helt særlig grad er Pablo Larraín, der har været det skvulp, som har fået den chilenske filmbølge til at skylle ud mod resten af filmverden.

Men man må ikke glemme al den inspiration, som instruktøren har hentet fra kolleger i hjemlandet – og så er der også Sebastián Lelio!

Med En fantastisk kvinde manifesterer Lelio sin position i den chilenske filmelite. Instruktøren modtog en Sølvbjørn i Berlin for sit manuskript, og samtidig fik hans hovedrolleindehaver i filmen, Daniela Vega, stående klapsalver fra hele Berlinale-paladset.

I scenen, hvor hendes hovedrolle stiller sig op imod vinden, bærer Vega da også hele Chiles filmessens på sine skuldre.