Stævning af blogger splitter jurister

Da foreningen Danske Filminstruktører for nylig stævnede Ekko-blogger og formand for Danske Biografer, Kim Pedersen, var det et historisk skridt.

Foreningen, der har Lars von Trier og Susanne Bier blandt sine knapt 450 medlemmer, valgte nemlig ikke bare at stævne Pedersen efter ærekrænkelsesparagraffen 267. Den inddrog også den skærpende paragraf 268, som straffer for bevidst bagvaskelse og kan give op til to års fængsel.

Det er den første bagvaskelsessag herhjemme i skuespiller- og filmkredse nogensinde. Og det har vakt opsigt, at en forening, som har kampen for ytringsfrihed indskrevet i sin formålsbestemmelse, trækker en formand for en søsterforening i filmbranchen i retten for at få ytringer straffet.

Men Vibeke Borberg, forskningschef i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har fuld forståelse for sagsanlægget.

”Kim Pedersen insinuerer, at tre kvinder udnytter den forening, som har valgt dem til at sidde i bestyrelsen, til at opnå en uretmæssig fordel. Han siger i virkeligheden, at de udnytter deres position til at få flere penge i støtte. Det er en meget alvorlig beskyldning, som er injurierende, medmindre den er sand,” siger Vibeke Borberg og fortsætter:

”Pedersen bruger ord og vendinger som ’unfair fordele’, ’meler egen kage’ og ’de udnytter deres egen forening til at få tilkendt filmstøtte til deres personlige projekter’. Det kan man kun, hvis man har et solidt grundlag for at hævde det.”

Mere end værdidom
Sagen starter, da Kim Pedersen i Berlingske 14. januar 2015 udtaler sig om sin Ekko-blog, hvor han har opgjort antallet af filmprojekter på Det Danske Filminstitut fordelt på mænd og kvinder.

Han hæfter sig ved, at den såkaldte frustrationsliste over de instruktører, der har fået opstartstøtte, men er endt med at få afslag, toppes af tre toneangivende medlemmer af Danske Filminstruktørers bestyrelse: formand Christina Rosendahl, politisk formand Annette K. Olesen og Birgitte Stærmose.

”De kvinder, der får flest afslag, er også dem, der er længst fremme i diskussionen om at give kvinder særlige fordele i støttedelingen,” siger Kim Pedersen til Berlingske.

Udtalelsen har gjort instruktørforeningen så vred, at den på vegne af de tre krænkede medlemmer kræver 150.000 kroner i erstatning af Kim Pedersen. Og Vibeke Borberg mener, at instruktørerne har en god sag.

”Injurier kan deles op i to hovedgrupper: værdidomme – altså holdninger og meninger – og udtalelser om faktiske forhold,” forklarer forskeren og fortsætter:

”Hvis Kim Pedersen havde sagt, at det var hans indtryk, at de kvindelige instruktører taler deres egen sag, og at det giver anledning til, at de får ekstra penge, havde det været en holdning – og så havde hans grænser været utroligt vide. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siger, at når vi taler om værdidomme, skal der meget til, før man er på den forkerte side af injurielovgivningen.”

Amatørundersøgelse
Ifølge forskningschefen er problemet for Kim Pedersen, at han baserer sine udtalelser på en faktuel undersøgelse, som han har offentliggjort på sin Ekko-blog. Derved ryger han over i den kategori, hvor man skal have belæg for sine påstande.

”Det betyder, at det kan få betydning for sagens udfald, om kvaliteten af undersøgelsen er i orden. Jeg er ikke statistiker, men det er Kim Pedersen jo heller ikke. Jeg kan derfor have mine tvivl om, hvorvidt retten vil tillægge undersøgelsen den betydning som andet end en amatørundersøgelse, der reelt ikke giver grundlag for at drage de konklusioner, Kim Pedersen baserer sine beskyldninger på,” siger Vibeke Borberg.

”På sin blog skriver han for eksempel: ’Differensen i de to køns samlede støtte på syv millioner kroner er alene tegn på større træfsikkerhed blandt mandlige instruktører.’”

”Her træder han i spinaten, fordi han, så vidt jeg kan se, overfortolker sine egne tal. Han drager konklusioner, som jeg ikke kan se, at der ikke er noget belæg for, og så fremsætter han deciderede beskyldninger. Han holder sig altså ikke til at sige: ’Klap nu i, kvinder! Der er ikke noget galt!’”

– Men det er ikke Kim Pedersen, som har skrevet artiklen i Berlingske, og nogle af de saftigste udsagn er ikke citater, men journalistens egne formuleringer. Står Pedersen også på mål for dem?

”Ja, det gør han. Hvis ens udsagn er refereret på den her måde i en avis, og hvis man mener, at de er forkerte, er man nødt til at tage til genmæle. Jeg tror, at en dommer vil sige, at det kan da godt være, at du føler dig fejlciteret, men du har intet gjort for at få det offentliggjort.”

Må ikke svine folk til
Alligevel er Vibeke Borberg ikke sikker på, at Kim Pedersen bliver dømt i retten.

”Jeg sidder ikke i dommerens sted, og når sagen kommer for retten, får alt, hvad der er sket før og efter, betydning. Man vil trevle det hele op, og så vil man spørge, om han ud fra en samlet vurdering overskrider grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige. Jeg kan ikke vide, hvordan det vil falde ud, men hvis vi kigger på det, han siger her, så har han ikke et belæg for sine faktuelle beskyldninger.”

– Men er det ikke indlysende, at hvis kvindelige instruktører bliver bedre stillet, så vil de tre være blandt de første til at profitere på det?

”Det er fint nok, at vi har en debat, men det betyder ikke, at du kan beskylde folk for alt muligt. Vi kan ikke have et seriøst debatniveau i et demokratisk samfund, hvor man render rundt og sviner hinanden til, og derfor har man ikke ubegrænset ytringsfrihed. Ytringsfriheden sker under ansvar for domstolene, og det betyder, at man fra sag til sag afvejer de hensyn, der står over for hinanden. Og et af dem er hensynet til andre menneskers omdømme, som er på spil her.”

De burde være stolte
Advokat Asger Thylstrup, der i 2010 skrev bogen Injuriesager – bagvaskelse, ærekrænkelser og ytringsfrihed, og som i mere end 50 år har mødt i retten både som anklager og forsvarer i injuriesager, undrer sig over sagsanlægget.

Også over Vibeke Borbergs udtalelser, som han har svært ved at tro kan være udtryk for Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles principielle indstilling til ytringsfrihedens grænser. Og han finder det bemærkelsesværdigt, at Danske Filminstruktører har anlagt en sag for bagvaskelse.

”Vi har ikke haft en principiel dom om bagvaskelse, siden Land og Folks chefredaktør i 1958 blev idømt fængselsstraf for at have sigtet flere ministre for at have begået højforræderi i 1940 og i 1960 for at have beskyldt general Hjalf for at være landsforræder og skyld i mange modstandsfolks død under den tyske besættelse af Danmark, der jo dengang kun lå femten år tilbage,” siger Asger Thylstrup.

”Vi må også huske på, at danskerne dømte og henrettede 46 landsmænd fra 1946. Ved Hjalf-sagen var det kun ti år siden, at den sidste landsforræder var blevet henrettet i 1950.”

”Hvis man skal dømmes for bagvaskelse, kræver det, at du har vidst, at det, du siger, er forkert. Det er praktisk talt umuligt at bevise. Og selvom Kim Pedersen måtte blive dømt for injurier, er det jo principielt en frifindelse i sagen, hvis han ikke bliver dømt for bagvaskelse.”

– Men Kim Pedersen siger, at de tre instruktører meler deres egen kage. Er det ikke en sigtelse for noget strafbart?

”Nu står netop dette udtryk i overskriften i artiklen, og den kan Kim Pedersen ikke dømmes for. Men i øvrigt stammer det festlige udtryk fra dengang, hvor man malede mel hos møllen. Så var der møllere, der blev beskyldt for at stikke noget af bøndernes mel til side til deres egne kager. Hvis Pedersen bogstaveligt havde beskyldt de tre instruktører for at have hugget noget, var det selvfølgelig strafbart. Men sådan som jeg har læst det, beskylder han dem for at have favoriseret sig selv ved at fremhæve, at de er kvinder.”

– Det kan da vel godt være ærekrænkende og dermed strafbart?

”Det er op til retten at vurdere, men jeg synes personligt ikke, at overskriften er kriminel. Enhver er sig selv nærmest, enhver forening prøver at få det bedst mulige ud af det. Som jeg læser artiklen, er det kernen i Pedersens mening, at de som kvinder prøver at få støttet flere kvindefilm. Det ligger der efter min mening ikke nogen fornærmelse i. Det skulle de snarere tage som en ros. Det er da flot, at de vil fremme kvindesagen, men andre kan selvfølgelig have et andet synspunkt, og det har de åbenbart selv.”

Ytringsfriheden fryser til
Asger Thylstrup ser sagsanlægget som et eksempel på, at ytringsfriheden er under pres – og altid har været det.

”Det er med ytringsfriheden som med den isfri rende på Øresund under isvintrene: Den fryser hele tiden til, og der skal konstant være en isbryder til at holde renden klar,” siger han og fremhæver en mere munter løsning end en injuriesag på en uoverensstemmelse i kunstneriske kredse.

”Da skuespilleren Robert Schyberg i 1908 følte sig krænket af, at Brandes i en anmeldelse havde antydet, at skuespilleren gik, som havde han gjort i bukserne, endte de med at udfordre hinanden til duel i Dyrehaven. De kørte ud i kjole og hvidt og høj hat. Der udveksledes fire kugler, men ingen af dem blev såret, og hele København morede og godtede sig.”

”Det er mere i skuespillerstilen end den sag, vi oplever nu. Jeg vil ikke udelukke, at Kim Pedersen kan blive dømt, men ud for retspraksis er det usandsynligt, at han bliver dømt for bagvaskelse. I øvrigt har han en særlig ytringsfrihed, fordi det drejer sig om offentlige midler, der bliver uddelt.”