Nyhed
24. juli 2018 | 16:05

Star-Lord er utilfreds med instruktørs fyring

Foto | Marvel Studios
I rollen som rumhelten Star-Lord kæmper Chris Pratt de godes kamp i Guardians of the Galaxy.

Chris Pratt og andre skuespillere fra Guardians of the Galaxy forsvarer James Gunn, der er blevet fyret efter provokerende Twitter-vittigheder.

Af Daniel Emami Riis

Lige inden James Gunn i fredags skulle holde tale til Comic-Con i San-Diego, blev en række af hans tweets imellem 2008 og 2012 delt af højreorienterede debattører, som Gunn havde lagt sig ud med.

I sine tweets havde instruktøren gjort sig vittig over følsomme emner som pædofili, voldtægt, 9/11, aids og holocaust. 

”Det bedste ved at blive voldtaget er, når man er færdig med at blive voldtaget og tænker: ’Wow, det er rart ikke at blive voldtaget,’” skriver James Gunn i et af opslagene.

Det fik hans arbejdsgiver Disney til at reagere øjeblikkeligt.

”De stødende holdninger og udtalelser, der er blevet opdaget på James’ Twitter er uforsvarlige og stemmer ikke overens med vores studies værdier. Vi har afbrudt vores samarbejde med ham,” siger Alan Horn, der er formand i Walt Disney Studios, i en pressemeddelelse.

Sympati for Gunn
James Gunn har været den kreative drivkraft bag de populære Guardians of the Galaxy-film og var allerede i gang med at skrive manuskriptet til den tredje i rækken.

Siden fyringen har flere af franchisens skuespillere brugt de sociale medier til at udtrykke deres sympati for James Gunn.

Chris Pratt, der spiller hovedrollen Star-Lord, tweetede søndag et citat fra Bibelen: ”Husk at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred.”

Forsøg på at provokere
Også Zoë Saldana, Dave Bautista og Michael Rooker, der medvirker i Guardians of the Galaxy, er gået til tasterne for at udtrykke deres frustrationer.

Specielt Rooker, der spiller den blå Yondu, har reageret voldsomt. Han lukkede slet og ret sin Twitter-profil, efter at han havde skrevet, at han var træt af ”the ongoing BULLSHIT”.

Det er dog ikke kun Gunn-positive tweets, der er sluppet ud over weekenden.

Texas’ republikanske senator Ted Cruz er glad for, at Gunn er blevet fyret. Han skriver, at instruktøren burde blive retsforfulgt. Ifølge James Gunn selv var de gamle tweets blot dårlige forsøg på at provokere. Han undskylder på Twitter for den skade, hans jokes har gjort på andre.

Med fyringen af James Gunn bliver spørgsmålet, hvem der nu skal overtage roret. En ny forfatter og instruktør kan betyde en ny retning for det populære franchise.

Under alle omstændigheder må man væbne sig med tålmodighed, da indspilningerne af den tredje film tidligst begynder i 2019.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko