Star Wars-seriens nye force

Rian Johnson spillede cool, da han for godt en uge siden blev annonceret som både manuskriptforfatter og instruktør på Star Wars: Episode VIII – ikke den førstkommende i serien, men den næste igen, hvis man skulle være i tvivl.

På Twitter linkede han til et klip fra Philip Kaufmans Oscar-vindende rumfilm baseret på virkelige begivenheder, Mænd af den rette støbning (1983). Astronauten Alan Shephard, spillet af Scott Glenn, er sekunder fra at blive den første amerikaner i rummet, da han mumler et bønligt ønske:

”Dear Lord, please don’t make me fuck up.”

Et byrdefuldt hverv
Han ved det godt, den 40-årige instruktør fra Californien. Han har ikke bare fået sit livs chance, han har også påtaget sig et byrdefuldt hverv, hvor risikoen for fiasko formentlig er større end sandsynligheden for succes. Sådan er det, når fansene er fanatiske og forventningerne tårnhøje.

Det mest åbenlyse eksempel fra de seneste år må være Lost-skaberen Damon Lindelof, der efter finaleafsnittet ikke kunne være i fred på Twitter for opbragte fans, som lod ham vide, hvor monumental en idiot han var sådan at ødelægge Lost. Selv over tre år senere var nedrakningen så uafladelig og infam, at Lindelof lukkede sin Twitter-profil.

Og tænk så på den veritable menneskejagt, der var blevet sat ind på manden bag de pauvre Star Wars-prequels, hvis altså ikke den selvsamme mand havde lavet den originale trilogi.

Jackpot
Rian Johnson er blevet beskrevet som en satsning. Han er et radikalt og risikabelt valg.

Da J.J. Abrams blev annonceret som instruktør på Episode VII, virkede han næsten for oplagt – manden, som står bag de succesfulde action/sci-fi-serier Lost og Fringe og ikke mindst genoplivede Star Trek-universet på det store lærred (også selvom passionerede trekkies er mindre vilde med Star Trek og Star Trek Into Darkness end de nytilkomne fans).

Rian Johnson er til gengæld mere grøn, end de fleste havde regnet med. Vi er i al fald på en anden hylde end der, hvor man finder David Cronenberg, som for nylig afslørede, at han havde sagt nej til en Star Wars-sequel.

Alligevel ser Disneys gambling ud til at have givet jackpot. Valget af Johnson er indtil videre blevet mødt med nærmest lutter ros og optimisme.

Mystisk telefonopkald
Rian Johnson kendes bedst for tidsrejse-thrilleren Looper fra 2012, men stærkest blandt hans spillefilm står endnu den selvsikre debut Brick fra 2005.

Filmen vandt en Special Jury Prize ved Sundance Film Festival for originalitet og er en neo-noir-thriller om den übercoole high school-elev Brendan Frye. Rollen gjorde Joseph Gordon-Levitt til et indie-navn, efter han hidtil havde været bedst kendt som Heath Ledgers sidekick i 10 Things I Hate About You).

En dag får Brendan et mystisk telefonopkald fra sin tydeligt oprevede ekskæreste, og han sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket med hende. Hvem er ”The Pin”, ”Tug” og ”stakkels Frisco”, som hun nævnte i telefonen, og hvad med den klods (brick), hun fablede om?

Stil- og selvbevidst
Brick er et klassisk detektivplot sat i et high school-miljø. Men det stiliserede univers havde både en Coen-vibe og en egen friskhed med mindeværdige karakterer og en genrebevidst dialog, der blandt andet hylder Twin Peaks’ særegenhed.

Også på den tekniske side røber Johnsons rene filmsprog og hans fætter Nathan Johnsons fabelagtige score en ualmindeligt stilsikker debutant.

Mere vaklende er Johnsons næste film, The Brothers Bloom, fra 2008 med navne som Rachel Weisz, Adrien Brody og Mark Ruffalo på rollelisten.

Her stor-dyrker Johnson endnu en genre, fupmagerfilmen, men glemmer at fortælle en interessant historie i denne selvbevidste, Wes Anderson-agtige sag med referencer til italiensk auteur-cinema, ikke mindst idolet Fellini.

Men selvom det samlede resultat er noget usammenhængende, er der en fortælleglæde og veloplagthed i filmens tone, instruktion og dialog, der stadfæster talentet.

Halsbrækkende action-loop
Filmen, der har gjort Johnson til et household name, er den originale tidsrejse-thriller Looper fra 2012.

Her får Joseph Gordon-Levitt med lidt makeup-magi fortyndet sin overlæbe og sænket sine øjenbryn, så han kan gøre det ud for en yngre udgave af Bruce Willis. Gordon-Levitt spiller en looper – en lejemorder fra nutiden, der likviderer tidsrejsende folk fra en højteknologisk fremtid.

Men en dag er det Joes eget ældre jeg, der pludselig står over for ham.

Det lader sig næppe gøre at lave en tidsrejsefilm med et plot, man ikke kan pille fra hinanden, hvis man er nidkær nok. Men Looper gør bedre modstand end de fleste. Den er grundigt gennemtænkt til mindste detalje og præsenteres med en puls, der gør den til en af de mest underholdende actionfilm i 2012.

Det er filmen, der om nogen beviser hans værd som Star Wars-instruktør, fordi han demonstrerer overskud til både at håndtere en kompleks, vildtvoksende historie og sætter en effektiv action-sekvens sammen. Samtidig kan hans personlige aftryk mærkes i hver eneste scene.

Og så vil Star Wars nyde godt af, at Johnson formentlig ikke forfalder til klistret sentimentalitet og formynderisk overforklaring oven på de ubehjælpsomme prequels.

Hush, Little Baby
Foruden de tre spillefilm har Johnson instrueret tre episoder af Breaking Bad. Og hvilke tre!

Fly fra tredje sæson var en bottle episode – det vi sige et afsnit, hvor der skal spares penge. Det resulterer i et snakkeafsnit, der holder sig til faste locations og kun involverer de fast-tilknyttede skuespillere.

Alligevel er den intime episode en af de bedste i sæsonen, fordi den indkapsler had-kærlighedsforholdet mellem kemi-mesteren Walter og hans bøvede assistent Jesse, og fordi Johnson forlener stoffet med en legende visualitet – blandt andet i åbningssekvensen med et super-close-up af en flue til en hviskende fremførsel af vuggevisen Hush, Little Baby.

Endnu bedre er Ozymandias, det tredjesidste afsnit i Breaking Bad. Det har et usædvanligt snit på 10 ud af 10 på IMDb efter over 50.000 stemmer og er også serieskaberen Vince Gilligans yndlingsafsnit.

Særligt elegant er åbningen. Her skruer Johnson tiden tilbage til historiens begyndelse, hvor Walter og Jesse fremstillede deres første parti metamfetamin. Perfekt orkestreret er også en slåskamp om en køkkenkniv, der konstant skærer sig blinkende gennem billedet – det nærmeste Rian Johnson har været på en lyssværdskamp.

En nørdet force
Rian Johnson beskrives som en nørd af sind (hvad han også ligner med sine runde kinder, kvadratiske, tyndstellede briller og mors-dreng-frisure). Han er en historiefortæller båret af en begejstring, som han ikke kan holde tilbage, både når han taler om sine forbilleder og sine egne film.

Han har blandt andet svaret åbent og imødekommende på spørgsmål om plotmæssige uklarheder i Looper og på sine bevæggrunde for sine kreative til- og fravalg.

Hans første kortfilm havde i øvrigt den fantastiske titel Evil Demon Golfball from Hell!!!

Han er en genreinstruktør på trods. Han udfordrer rammernes konventioner har både en fod i indie-miljøet og blockbusterrampelyset.

Og selvom rammerne nok er særligt snævre, når man skal lave en Star Wars-otter (samt treatmentet til nieren), så bør Johnson kunne beånde stoffet med en personlig stemme, som næppe var at finde hos et mere ”sikkert” valg.