Shortlist-nominerede indsender videohilsner
Afstemningen til Ekko Shortlist Awards 2018 er i fuldt sving og løber frem til 19. november kl. 12.
Vinderne ved prisfesten den 24. november i Bremen Teater bliver fundet i en sammentælling af juryens rangering og brugerstemmer. Dermed har filmskaberne selv mulighed for at påvirke udfaldet ved at gøre opmærksom på netop deres lille kortfilmperle.
Holdet bag det barske drama Delfinen, der dykker ned i store emner som tab og sorg, har indsendt en video (se den efter artiklen). Filmen er nomineret for bedste fiktion og bedste kvindelige skuespiller til Pernille Andersen, der har skrevet manuskriptet sammen med instruktør Laurits Munch-Petersen.
Delfinen er også nomineret til Shortlist Prisen, som bestemmes udelukkende af juryen, og Publikum Prisen, som bestemmes udelukkende af publikumsstemmer.
Filmen er i øvrigt nomineret i kortfilmkategorien til næste års Robert-uddeling, og parret skriver med støtte fra Filminstituttet i øjeblikket en spillefilm om samme emne.
Fremmede for hinanden
Også en anden skuespiller, der er gået bag kameraet for at lave film, har sendt en videohilsen.
Maria Winther Nørgaard har haft mindre roller i serier som Broen og Sjit Happens. Men nu er hun nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2018 for dokumentaren Alene og bange?, der er den korteste film i konkurrencen.
På bare halvandet minut fortæller Nørgaard en rørende historie om sin mormor, hvis demenssygdom gjorde familiemedlemmer fremmede for hinanden.
Hvis du er nomineret til årets Ekko Shortlist Awards, opfordres du til at sende en personlig stem-på-mig-video på højst to minutter til anne@have.dk.
Kommentarer