”Jeg fortæller familiens røverhistorier”

Der er et øjeblik i den nye sæson af Peaky Blinders, hvor gangsterbossen Tommy Shelby går ned ad en gade, mens baslinjen til Nick Caves råmaskuline mord-epos Stagger Lee følger ham på vejen. Og så stemmer Cave i: ”I’m a bad motherfucker, don’t you know …”

Det er Tommy også.

Over tre sæsoner har vi fulgt den tilbagevendte soldat fra Første Verdenskrig gå fra gadelømmel til godsejer med snedighed, råstyrke og barberblade syet i pulden på sixpence-kasketten.

I starten af fjerde er han ligefrem slået til ridder som del af en studehandel med de højere magter. Når man sidder på en mødding, har man beskidte hemmeligheder om alle.

”Serien handler om klasseforskelle,” forklarer serieskaberen Steven Knight, da vi fanger ham over telefonen.

”Det er et stort emne i England, hvor klasse er så vigtigt. Seriens overordnede spørgsmål er: Kan de nogensinde undslippe, hvor de kommer fra?”

Ingen cameos, tak!
Fjerde sæson løber for tiden over skærmen i England og kan ses herhjemme på C More. Og Knight er benovet over modtagelsen.

”Reaktionerne på fjerde sæson har været de bedste nogensinde. Serien er virkelig eksploderet, i takt med at folk har opdaget den på streamingtjenester og som box-sets. Og der er altid en kø af enormt dygtige skuespillere, der gerne vil være med i serien.”

Den slags popularitet kunne forlede mindre mådeholdne serieskabere til at fylde deres serie med cameo-roller – tænk bare på Ed Sheeran i Game of Thrones – men Steven Knight vil ikke have publikum til at spotte berømtheder.

”Når jeg skriver en karakter, spørger jeg mig selv: ’Hvem er den bedste person i verden til at spille denne rolle?’ Og så ser jeg, om de har tid,” lyder hans enkle opskrift på casting.

Til den nye sæson ringede Knight til Adrien Brody til rollen som mafiosoen fra New York, der indleder et hævntogt mod Shelby-familien. Med skinnende slikhår, stramme jakkesæt og kølig overlegenhed slår han sig selv fast som en værdig modspiller for Cillian Murphys Tommy.

”Da Adrien kom på set, føltes det som at skifte et gear op,” siger Steven Knight. ”Han er en fantastisk skuespiller.”

Noget musik er bare Peaky
Peaky Blinders udspiller sig i den smogindhyllede arbejderby Birmingham i tiden efter Første Verdenskrig. Et brutalt og nådesløst, men også undergangssmukt univers. Stemningen fremmanes med dunkel musik fra kunstnere som PJ Harvey, David Bowie, Leonard Cohen og særligt Nick Cave.

”Noget musik er bare Peaky. Nick Cave har det der dystre, men poetiske syn på skønhed, nihilisme og sjælemørke. Det passer til stemningen efter krigen,” siger Steven Knight.

Peaky Blinders vender altid tilbage til krigen.

”I starten af det 20. århundrede var der en forventning om, at fremskridtet ville løse ethvert problem og kurere enhver sygdom. Og så blev den teknologi brugt til at skabe våben og tanks. Folk var desillusionerede, og mange soldater tyede til alkohol og stoffer for at glemme deres traumer.”

Det førte til et hedonistisk årti, forklarer Steven Knight. Et årti med desperate mænd og skånselsløs vold, hvor opium og kokain var hverdagskost, og hvor whisky-indtaget ville give Don Draper dårlig mave.

”Krigen forfulgte soldaterne resten af deres liv. Mændene i Peaky Blinders har oplevet vold, som er langt værre end noget, de går og foretager sig i Birminghams gader. Og det sætter dem fri til at gøre alle mulige voldsomme ting.”

Familiens røverhistorier
Peaky Blinders bygger på britiske gangsterfilm som The Long Good Friday, Sexy Beast og selvfølgelig David Cronenbergs fremragende Eastern Promises – skrevet af Steven Knight.

Men det er også en BBC-pendant til roste amerikanske serier som The Wire og måske særligt Boardwalk Empire, der også foregår i 1920’erne.

Men de serier insisterer Steven Knight på, at han ikke har set. Og Brodys karakter er ikke en forløber for, at Shelby-banden krydser Atlanten.

”Jeg vil ikke gå i den mest oplagte retning for tidligt. Det amerikanske indtog i fjerde sæson afspejler den handel, der var i virkeligheden, hvor bander fra Birmingham tog til Chicago og Los Angeles. Jeg gør det bare i den modsatte retning.”

Steven Knight kommer selv fra arbejderbyen Birmingham og voksede op med de røverhistorier, som han nu selv genfortæller.

”Mine forældre fortalte mig historier om deres egen barndom i Small Heath i Birmingham. Dengang arbejdede min mor for en illegal bookmaker, der brugte børn til at tage imod væddemålene. Og min fars onkler havde en bande, der hed Peaky Blinders.”

”De fortalte mig historier set med børneøjne om, hvem disse folk var. Og de gjorde dem selvfølgelig mere glamourøse og større, end de var i virkeligheden. Det ville jeg også have med i Peaky Blinders – den der glamour.”

– Men det fører dig vel også væk fra historisk korrekthed?

”Jeg er altid skeptisk, når det gælder historisk korrekthed. Historiebøgerne er skrevet af folk, der ikke levede dengang. Så kommer de tyve år senere og skal hitte rede i det. Jeg stoler mere på aviser end på historiebøger.”

En opblomstring sent i karrieren
Da BBC fornyede Peaky Blinders til en fjerde sæson, bestilte de også en femte i samme ombæring.

”Det er blevet sådan et fænomen nu, at vi vil holde det i live,” forklarer serieskaberen, der også pønser på at fortsætte historien som en spillefilm.

Den form for verdenssuces er kommet relativt sent i karrieren for den 58-årige Steven Knight. Økonomisk har han været på sikker grund siden 80’erne, hvor han var en af tre programudviklere på Hvem vil være millionær?

Men i filmbranchen brød han først for alvor igennem med den forrygende Locke, et opfindsomt, minimalistisk drama med Tom Hardy, der udspiller sig alene over en biltelefon på en køretur fra Birmingham til London.

Knight er i dag en særdeles travl herre. Foruden alle afsnit af Peaky Blinders er han eneforfatter på Tom Hardy-serien Taboo, og til næste år kan vi forvente tre film baseret på hans manuskripter. Hvoraf han instruerer den ene.

Og kort tid inden vi taler sammen, er det kommet frem, at han skal levere fire Dickens-filmatiseringer til BBC inden for de næste seks år.

”Jeg elsker at skrive,” siger han beskedent. ”Og når det fungerer, kommer det hurtigt og skal ikke redigeres så meget. Så jeg har min rutine, hvor jeg står tidligt op og kommer i gang.”

”Og apropos at have travlt,” indskyder han pludselig, ”så jeg er nødt til at smutte.”