Konflikt på Filmskolen
22. nov. 2019 | 16:54

”Tavshed om hjemsendelse er krænkende”

Foto | Det Danske Filminstitut
Sigrid Dyekjær er som kvinden bag filmselskabet Danish Documentary en af branchens førende stemmer.

Filmproducenten Sigrid Dyekjær mener, at hjemsendelse af Arne Bro kan være krænkende, men HR-chef i Kulturministeriet afviser at løfte sløret for den mystiske sag.

Af Frederik Hoff

Vinca Wiedemanns fratrædelse som rektor på Filmskolen har fået branchefolk til at kræve en genansættelse af Arne Bro.

Den mangeårige leder af skolens dokumentarlinje blev i sidste uge hjemsendt uden forklaring. Vinca Wiedemann begrundede, at hun som arbejdsgiver var underlagt tavshedspligt i sagen.

Den har flere juridiske eksperter dog stillet spørgsmålstegn ved.

I en kommentar på Ekkos Facebook skriver filmproducent Sigrid Dyekjær, at Wiedemann og Kulturministeriets hemmeligholdelse af årsagen til hjemsendelsen kan være injurierende for Arne Bro.

”Hvis Arne Bro siger god for, at det kommer frem, så skal det frem. Tidligere tavshedsudmeldinger vil komme til at virke injurierende, og det kan give langt større problemer for HR i Kulturministeriet, at grunden til dette ikke er meldt ud. Hvis jeg var Arne Bro, så ville jeg føle, det var dybt krænkende, for alverdens spekulationer har jo været i gang,” skriver hun og fortsætter:

”Det er ikke ok først at udsætte manden for at bortvise ham, efter man har taget hans mobil, computer, nøgler og adgangskort, fulgt til døren af ledelsen, og derefter blot skrive officielt, at han er hjemsendt for så ikke at forklare hvorfor? Det er en ubehagelig aktion og dybt grænseoverskridende.”

Spørgsmål til Kulturministeriet
Vinca Wiedemann blev rådgivet af Kulturministeriets Koncern HR til ikke at udtale sig om hjemsendelsen. Men HR-chef Arne Bundgaard har ikke meget at sige til de mulige konsekvenser af hemmeligholdelsen.

– Hvad betyder Vinca Wiedemanns fratrædelse for sagen om Arne Bro?

”Det har vi ingen kommentarer til.”

– Har det konsekvenser for sagen, at den rektor, der i samarbejde med jer har hjemsendt Arne Bro, nu selv går af grundet kritik. Har det ikke konsekvenser for sagen?

”Det har vi ingen kommentarer til.”

– Er det ikke problematisk, at årsagen til hjemsendelsen hemmeligholdes, fordi det kan sætte spekulationer i gang om kriminalitet og lignende?

”Det har jeg ingen kommentarer til.”

– Ville det ikke være bedst at afmystificere sagen og lægge kortene på bordet?

”Vi har ingen kommentarer til det.”

– Hvis det handler om illoyalitet, gør det vel hjemsendelsen til en politisk beslutning, som ikke har opbakning hos skolens elever?

”Vi har ikke nogen kommentarer. ”

– Er der noget i den her sag, du gerne vil kommentere på?

”Du er velkommen til at henvende dig til vores pressetjeneste.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko