Ib Tardini: Stjæl dog udstyret!

Debatten om, hvem der fra marts skal være rektor på Den Danske Filmskole, har for alvor taget fart på Ekkos hjemmeside.

En stor gruppe elever efterlyste en ny rektor, der kunne tilføre skolen ny energi, hvilket affødte reaktioner fra andre elever i kommentarfeltet, som ikke aktivt ville tale for Poul Nesgaards afgang.

Hovedpersonen vil ikke selv blande sig i diskussionen, da han har søgt sin egen stilling igen. I stedet er producerlinjens leder, Ib Tardini, blevet sendt til frontlinjen, selv om han ikke sidder i ledelsen og i øvrigt snart forlader Filmskolen på grund af et svækket helbred.

Tardini udtalte i går i Politiken, at de elever, der efterlyser energi på skolen, selv har ansvaret for at skabe liv.

Da vi besøger ham på hans kontor på Filmskolen for at få ham til at uddybe kritikken, slår han straks fast, at han ikke vil diskutere Poul Nesgaard specifikt. Han understreger også, at han sætter pris på elevernes kritik:

”Alene det, at de reagerer, er da positivt! Det viser da, at der er liv i kadaveret!”

Miljø kommer ikke af sig selv
Ib Tardini kom til som leder af producerlinjen for to år siden efter en menneskealder som succesfuld producer. Og han er blevet overrasket over elevernes tilgang til deres tid på skolen.

”Det er en mærkelig generation, der i virkeligheden ikke er så interesseret i andet end at lave film. Når man prøver at inspirere dem til at engagere sig i andre mennesker eller ting, så siger de: ’Det skal jeg jo ikke bruge nu her.’ Og jeg kan mærke, at de færreste elever har den kunstneriske og intellektuelle ballast med sig,” siger han.

”Vi har haft konflikter med nogle af eleverne, som syntes, det var fuldstændig åndssvagt at lære noget om ting, som ikke lige havde noget med deres eget erhverv at gøre. De har en ide om, at miljøet bare kommer af sig selv.”

Uinteresseret i De Ti Bud
Som eksempel nævner Ib Tardini, at han på et tidspunkt arrangerede en visning af Truffauts Den amerikanske nat, som blot seks elever dukkede op til.

Og da skolen stillede eleverne opgaven at genindspille dele af Kieslowskis Dekalog, var det blandt andet i et håb om, at de ville dykke ned i tematikken omkring De Ti Bud.

”Men det er ikke meget, de har diskuteret. De diskuterede bare, hvordan de kunne lave den her film på en fed måde,” griner han.

– Det virker som lidt af en generalisering af ungdommen, du er ude i. På Super16 har de unge strikket en hel uddannelse sammen selv, og der kommer film ud i den anden ende. Har skolen slet ikke et ansvar for, hvis eleverne mangler det engagement?

”Det er både eleverne og os, der skal stramme os an. Så nu har vi taget fat i det og konfronterer eleverne med det.”

”Vi har strammet op omkring mødepligt, og alle elever, når de kommer ind på uddannelsen, trykker hånd på et credo, der tilsiger, at de skal deltage aktivt i skolens liv, også uden for faguddannelsen. Vi håber, at der kan opstå det, som både vi og eleverne efterlyser: liv og virkelyst hele døgnet.”

Ego-røvene
Ib Tardini nævner mødepligten og det større fokus på intellektuel ballast som eksempler på den positive udvikling, han mener, Den Danske Filmskole er inde i.

Han fremhæver også, at instruktørlinjen er blevet fornyet med Dagur Kari som leder og Rumle Hammerich som fast underviser.

Og når Filmskolen i dag er helt tom, skyldes det – fortæller han – at eleverne er ude og lave en såkaldt langfilm – en lowbudget-film på 50 minutter, som er et format, eleverne ikke tidligere arbejdede i.

Men når Ib Tardini affærdiger de unges bekymringer, bekræfter han så netop ikke deres pointe om, at skolens ledelse per automatik afviser nye forslag?

”Jo jo, men de griner også lidt af det og mener, at jeg har lidt ret. Vi har haft en fed periode med arbejdet på den her lange film, hvor der ligger pizza-bakker alle vegne, folk står op fra deres kontor, hvor de har sovet og bollet med hinanden, og alt er lige, som det skal være,” siger han.

”Men der er perioder, hvor de kan være meget sløve. Der kan være meget tomt på den her skole.”

– Men er I gode nok til faktisk at lytte til de forslag, der kommer?

”Jeg har ikke været opmærksom på, at de skulle være kommet med forslag, som ikke er blevet til noget. Det er fint med elevrådet, men det er jo ikke, fordi det er revolutioner, de kommer med. Som gammel hippie mener jeg godt, man kunne have fundet på nogle lidt vildere krav.”

”Film fylder rigtigt meget i vores elevers liv, og det er sprøde unge mennesker. Og vi har jo selv taget de der ego-røve ind – fordi de er ego-røve. Men de må gerne sparke huller i væggene her, synes jeg. Jo mere udstyr, de stjæler om atten, jo bedre er det!”

Statsligt bureaukrati
Ét af de kritikpunkter, nogle elever har luftet, er, at skolen kan virke tung og bureaukratisk. Men også den kritik har Ib Tardini svært ved at genkende.

”Det er klart, at der er noget bureaukrati, når man har med staten at gøre. Men jeg opfatter det faktisk ikke som så generende.”

– Kommer den kritik så helt bag på dig?

”Jeg ved ikke helt, hvilke eksempler de tænker på. Der er også mange af statens penge i elevernes hænder her. Og verden er jo bureaukratisk på alle leder og kanter, især når det handler om statens midler, hvor man skal kunne redegøre for hver en krone.”

– I har 61 fuldtidsansatte til et par hundrede elever. Er det et tegn på et lidt for tungt apparat?

”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har ikke interesseret mig for administrationen rundt om på skolen. Man kan sikkert stramme op her og der. Måske kan et computersystem løfte noget, og et par stillinger kan spares, men det må være op til den nye rektor at kigge på.”

En bjørnetjeneste
– Oplevelsen af et tungt system kan også hænge sammen med, at nogle oplever skolen som meget lukket. Hvordan ser du på det?

”Skolen har ikke været så god til at fortælle om sig selv. Noget af det første, jeg mærkede herude, var, at den havde problemer med at åbne sig udadtil.”

”Afstanden mellem skolen og virkeligheden var ret stor, eller blev i hvert fald opfattet som stor af branchen. Mange af skolens kritikere ved slet ikke, hvad der foregår på skolen.”

”Sådan noget som, at man ikke offentliggør elevernes film ud over afgangsfilmene, kan jeg dog godt forstå. Det vil være en bjørnetjeneste, hvis det ikke skal ligge derude til tid og evighed, når de først er slået igennem.”

– Men mange laver vel for eksempel en midtvejsfilm, de er stolte af. Kunne det ikke være et godt visitkort til deres videre karriere?

”Hvis de unge mennesker forestiller sig, at dem, der sidder på værtshuset, skal se filmen, tror jeg, forsøgslysten daler, og det bliver mere ordinært. Vi havde en midtvejsfilm, der ville skrue på alle knapper, og vi vidste dårligt, hvad der foregik i filmen, men den var visuelt sindssygt spændende. De ville have styret sig og gjort den mere markedsklar, hvis den skulle være blevet sendt ud.”

– Det er en helt anden tilgang end Super16, som viser alt, hvad de laver.

”Jo, men det er godt nok også noget lort, de nogle gange sender ud. At de så står og tror, det er fantastisk, og at de kan sende til festivaler og springe et par klassetrin over … Det tror jeg, de kommer til at ærgre sig over engang.”

Skolens ansvar
I diskussionen af Filmskolen har blikket ofte været rettet mod den vigtige instruktørlinje. De seneste årti har for få instruktører fra skolen slået igennem, påpeger flere. Har instruktørlinjen været stærk nok?

”Den er meget stærk nu,” siger Ib Tardini, der dog medgiver, at skolen bærer noget af ansvaret for, at en række instruktører er blevet uddannet til arbejdsløshed.

”Man har tidligere undervist meget målrettet mod et statsstøttesystem, mod en ansøgningsproces. Og det har man gjort i bedste mening, for sådan så verden ud på det tidspunkt. Det Danske Filminstitut har stået som det store mål, og det tror jeg har været en fejl.”

”Det gør, at de elever, der er gået ud, er ræset direkte ind i en ansøgningskonkurrence, som er ekstremt barsk i de her tider, hvor hele branchen er på røven”

– Hvad skulle man have gjort i stedet?

”Den største fejl er, at man ikke samtidig har sagt: ’Gå dog for helvede ud og lav nogle film!’ Dem, der ikke har klaret sig igennem med det samme, er jo ikke gået ud og lavet film. At de har siddet derhjemme og trillet tommelfingre, det er en falliterklæring, og det er skolens ansvar.”

”Jeg opdagede, at de ikke engang lavede ansøgninger til New Danish Screen (talentstøtteordning på Filminstituttet, red.) her på skolen. De var blevet bildt ind, at de skulle ud og lave en spillefilm og meget gerne én om krigen og meget gerne en co-produktion med seks-otte lande, selv om de aldrig ville komme i nærheden af det.”

Udfordringer til ny rektor
Ib Tardini mener, at instruktørerne for eksempel hurtigt bør lave en kortfilm, der bliver visitkort for deres karriere.

”De skal lave noget, der markerer dem. Og de skal nok lave tre kortfilm, før de kan gøre sig noget som helst håb om at komme hen til den store kasse. Den nye generation skal nok vænne sig til, at de selv skal lave den første investering med liv og sjæl.”

I løbet af samtalen nævner Ib Tardini flittigt de forskellige faglæreres rolle i uddannelsen af eleven. Flere af de elever, der har markeret sig i debatten på Ekkos hjemmeside, har også bemærket, at de enkelte faglærere har en større betydning for deres hverdag end rektoren. Men hvilken betydning har rektoren for skolen?

”Der er masser af nye udfordringer til en rektor,” siger Ib Tardini.

”For det første er der Bologna-aftalen, hvor man gør flere og flere kunstskoler til en universitetsuddannelse. Flere kunstskoler og filmskoler i Norden har fået presset det ned om ørene, og det skal man forberede sig på.”

”Så kommer der en opgave, der hedder finansiering af skolens drift. Endelig er vi i en uddannelsesmæssig konkurrencesituation, hvor man skal være bevidst om, hvordan den her eliteskole skal stå i landskabet.”

– Hvilken rolle skal rektor spille i forhold til de nye elever?

”Poul Nesgaard har været med i optagelsen på de fleste af linjerne. Men det kan i fremtiden blive et andet job, fordi der kommer mere administration i det. Måske vil man fremover have mere fokus på rammerne og ikke så meget hands-on i arbejdet med eleverne.”

Tomrum efter Rukov
– Hvad med den kunstneriske vision. Er det slet ikke rektors opgave?

”Man skal jo i hvert fald sørge for at ansætte nogen, der er i stand til det.”

– Christoffer Boe har for eksempel efterlyst en klar kunstnerisk profil på skolen. At man valgte mellem Godard og Spielberg.

”Ja, sådan var det jo engang, hvor de kom alle sammen ud og havde Cassavetes i hovedet på grund af Mogens Rukov (den tidligere leder af manuskriptlinjen, som i dag er sygemeldt, red.). Det har en afsmitning, men det behøver ikke være fra rektoren. Altså, Arne Bro (leder af dokumentarlinjen, red.) er jo guddommelig. De fleste af os sender vores elever over til renselseskur hos ham. Det har meget høj kvalitet.”

– Du talte tidligere om, at elevernes intellektuelle interesse manglede. Kan det skyldes, at der mangler det intellektuelle fyrtårn, netop efter Mogens Rukov ikke er på skolen?

”Ja, det er helt klart. Der mangler det der ikon. Det vil også være et arbejde for en rektor: At finde de der ikoner, der beriger os alle sammen.”