Stjerne om sit lange liv med Parkinsons

En morgen i Florida i 1990, da Michael J. Fox er på toppen af sin karriere, vågner han op med svære tømmermænd og en ustyrligt spjættende lillefinger på venstre hånd.

Tredje del af Tilbage til fremtiden-trilogien har lige haft premiere, successerien Blomsterbørns børn er efter syv sæsoner stoppet året forinden, og han har netop haft et rost dramatisk gennembrud i Brian de Palmas krigsfilm Casualties of War.

”For fanden Mike, det er bare din finger,” harcelerer han i Davis Guggenheims portrætdokumentar Still: A Michael J. Fox Movie, der i fredags debuterede til stående ovationer på Sundance-festivalen i USA.

”Men det er netop det, der er problemet. Det er ikke min finger.”

Michael J. Fox har Parkinsons – en sygdom, der typisk rammer ældre mennesker. Han ryster ukontrollabelt, går usikkert, vælter ofte og har svært ved at kontrollere sin ansigtsmimik, når ikke han tager medicin.

Men han er ikke interesseret i medlidenhed.

”Jeg er ikke ynkelig. Jeg har for mange ting at tage mig til,” siger han i dokumentarens nutidsspor.

Fra alkohol til aktivisme
Den folkekære skuespiller har excelleret i to krævende karrierer, og filmen, der er produceret for streamingtjenesten Apple+, skildrer dygtigt dem begge i to parallelle spor.

Der er historien om den fjogede knægt fra Canada, som er uduelig i skolen og spiller teater for at komme tæt på pigerne. Han får en fod inden for branchen, fordi han som sekstenårig uden problemer kan spille en dreng på tolv i tv-serien Leo and Me.

Og så er der historien om Parkinsons, der rammer som et fragttog og sender ham ud i alkoholisme og depression. Indtil den dag, hvor han offentliggør diagnosen og går fra at være patient til aktivist.

”Jeg kan godt se mig selv udefra og se, hvor vanvittig en historie mit liv er,” siger Michael J. Fox, da han sammen med instruktøren indtager scenen til en Q&A efter filmen i Park City.

”Jeg var den her unge fyr, der ikke kunne få en date i high school, og så flyttede jeg til Hollywood og blev en af verdens største stjerner.”

Feteret æresgæst
Michael J. Fox har altid haft svært ved at sidde stille.

Som teenager laver han ballade og drikker sig i hegnet, og i Hollywood hustler han sig fra den ene smårolle til den næste, indtil han stryger til tops som den gammelkloge Alex P. Keaton i den populære sitcom Blomsterbørns børn.

Da han et par år senere bliver en superstjerne som Marty McFly i Tilbage til fremtiden, kaster han sig hovedkulds ud i et glamourøst – og destruktivt – kendisliv med talkshows og succesfilm, sladderblade og vilde fester.

”Sprutten var gratis, og jeg var som regel æresgæsten,” som han siger i filmens voiceover.

Venstre hånd i jakkelommen
Instruktør Davis Guggenheim vandt en Oscar for Al Gore-dokumentaren En ubekvem sandhed, og han disponerer i sin nye film fortællingen så økonomisk, at de 95 minutter flyver afsted.

Michael J. Fox’ liv genfortælles medrivende i en fuldkommen sømløs og kinetisk blanding af rekonstruktioner med skuespillere og arkivklip fra film og serier, bagom-dokumentarer, interviews og hjemmevideo fra hans familie.

Samtidig opruller filmen historien om den debilliterende diagnose, som Michael J. Fox i årevis skjuler for omverdenen.

Vi ser klip fra film og serier, hvor han fyrer oneliners af, skarp som altid, men med højre skulder vendt mod kameraet og den urolige venstre hånd skjult i en jakkelomme.

”Jeg er sidst i 20’erne, så hvorfor har jeg pludselig den her gammelmandssygdom?” spørger han.

Det er hamrende uretfærdigt, men Michael J. Fox er ikke en bitter mand, understreger han efter filmvisningen på Sundance-festivalen.

”Jeg elsker mit liv, jeg elsker min familie, jeg elsker at være et godt eksempel for andre. Jeg har haft et fucking utroligt liv.”

Ukuelig optimisme
Parkinsons-diagnosen giver også Michael J. Fox sit livs anden store glansrolle som talsmand for en sygdom, lægevidenskaben har svært ved at få hold om.

The Michael J. Fox Foundation har til dato indsamlet mere end to milliarder dollars til at researche Parkinsons, som der står sidst i filmen.

”Det tal kan godt gøre mig lidt vred,” siger han fra scenen, da filmen er færdig.

”Jeg havde egentlig håbet, at vi ville have løst problemet nu. Lægevidenskab er svært, men der er ting, vi arbejder med, som er virkelig spændende.”

”Vi opdager hele tiden flere ting, der kan udløse Parkinsons. Håbet er, at vi engang kan udvikle en vaccine, man kan få som baby, så man aldrig får Parkinsons.”

61-årige Michael J. Fox har publikum i sin hule hånd.

Ansigtet er furet. Posituren forvreden. Talen af og til sløret af en sygdom, der frarøver ham kontrol over sin egen krop. Men han kører ufortrødent på.

”Optimisme er en holdbar løsning, så længe man husker at være taknemmelig,” siger han.

”Jeg er jo bare en eller anden schmuck, der har spillet med i en tv-serie og et par film. Jeg arbejder med folk, der vitterligt ændrer verden. Det eneste, jeg har gjort, er at dukke op på tv et par minutter, så forskerne kan komme med deres budskab og få de midler, de har brug for.”

”Det har været sådan en gave, at jeg ikke har noget at brokke mig over.”