GoT-stjerne skal spille amerikansk Rita
Det er svært at følge op på en medvirken i tv-historiens største serie, men Lena Headey – kendt som dronning Cersei i Game of Thrones – forsøger sig med at se mod Danmark.
Hun skal nemlig spille titelrollen i en amerikansk udgave af den danske tv-serie Rita, såfremt arbejdet med at tilpasse historien et amerikansk miljø udmønter sig i en serie.
Det arbejde er danske Christian Torpe, der skabte og skrev originalen, i gang med i USA. Tv-kanalen Showtime har givet grønt lys til at producere et pilot-afsnit, som skal afgøre, om der er basis for at lave en hel sæson.
”Rita er en herligt rebelsk karakter, som får dig til at grine og græde, når hun konstant udfordrer hykleriet,” siger underholdningschef på Showtime, Jana Winograde, ifølge branchemagasinet Variety.
”Vi behøver vel ikke sige, at Lena Headey er et energibundt, som er ideel til at kaste sig over denne fantastisk dynamiske hovedrolle.”
Nedtur med King
Christian Torpe flyttede til USA, da han blev hyret som showrunner på en tv-serie baseret på Stephen Kings The Mist.
Vi besøgte den danske tv-forfatter i Los Angeles i Ekko #75, hvor han fortalte om arbejdet med at overføre gysermesterens ord til den lille skærm.
Serien blev dog ikke nogen succes, og efter en sæson med dårlige anmeldelser blev The Mist stoppet.
Forhåbentlig kommer det til at gå bedre for Christian Torpe, når han har sit eget danske forlæg at læne sig op ad. Under alle omstændigheder har forfatteren rigeligt at rive i.
Han har skrevet manuskriptet til en stjernespækket, amerikansk genindspilning af Bille Augusts Stille hjerte, der bærer titlen Blackbird. Og han står også bag ordene i filmatiseringen af Christian Jungersens Undtagelsen, som kommer til næste år. Endelig er Torpe medskaber af den kommende DR-serie Fred til lands.
Kommentarer