Stop akademiseringen af vores kunstskole

Der er sket meget på Den Danske Filmskole siden torsdag morgen.

Arne Bro er blevet bortvist. Eleverne har blokeret skolen, undervisningen er nedlagt, og størstedelen af os kræver rektor Vinca Wiedemann afsat.

Vi har diskuteret skolens fremtid på stormøder med den danske filmbranche, der tydeligvis var oprørt.

En af mine medstuderende sagde: ”Jeg har drømt om at gå på den her skole hele mit liv. Jeg har kæmpet for at komme ind år efter år, og nu er jeg med til at lukke skolen ned.”

Jeg tolkede det som et udtryk for, at en skole med så meget værdi, potentiale og relevans ikke bare skal nøjes med at være en middelmådig skole – den skal være fremragende!

Sådan lærte Maria Callas at synge
Jeg er vokset op på Det Kongelige Teaters Balletskole. Jeg lærte om forskellige skoler, om forskellige traditioner og folkedanse ved at diskutere og stille spørgsmål i vores ballethistorieundervisning, men det var en enkelt gang om ugen.

Resten af tiden dansede vi! Jeg lærte at danse ballet ved at danse ballet.

Jeg var altså kunstner, atlet og håndværker, og jeg forsvarede mit fag gennem min balletkarriere. Jeg var sikker på mig selv, fordi jeg havde brugt nok timer i en træningssal til at kunne træde frem som professionel balletdanser.

Jeg kan sige med absolut sikkerhed, at jeg aldrig var blevet en habil balletdanser, hvis jeg primært havde læst om ballet på universitetet.

Hvordan blev Maria Callas sanger? Fordi hun sang hver dag. Hvordan blev Per Kirkeby maler? Fordi han malede hver dag.

En kunstnerisk skole er en praktisk skole.

Kameraet er vores æstetik
Der er ikke noget i vejen for at undervise i fag som ”Æstetik” eller have dybe diskussioner om begrebet ”skønhed” ud fra en kantiansk tænkning. Men det er noget lort, hvis man tror, at det at fotografere ikke er æstetik i sig selv.

Kameraet er vores æstetik, billedet er vores æstetik.

Mit ønske er, at min tid på Filmskolen vil kunne give mig den kunstneriske erfaring og træning, der skal til for at kunne skabe den kunst, der en dag kan diskuteres og analyseres i den teoretiske behandling af kunst på Film- og Medievidenskab.

Men det kræver, at jeg får lov at træne. Benhårdt og hver dag.

Vi skal ikke føle os taknemmelige over at være kommet ind på Filmskolen og lade det bære os gennem vores uddannelse. Vi skal kæmpe med næb og klør for at bevare den højeste mulige kvalitet af kunstnerisk dannelse. Vi har som elever et ansvar – over for kunsten.

Total mavepuster
Dagen før stormødet mødte filmbranchen også op, både i solidaritet med Arne Bro, der få timer tidligere var blevet hjemsendt fra skolen, men også for at erklære deres støtte til os elever.

Det var en lang eftermiddag, og det trak op til storm.

Eleverne gennemgik tiden med Vinca Wiedemann som rektor. De gamle elever informerede de nye om historikken, og de nye berettede om status quo.

Vores fremtidige kollegaer lyttede, men som tiden gik, forvandlede deres ansigter sig fra ildrøde og kampklare til kirtelblege og måbende. Der blev flere gange sagt sætninger som: ”Men vi kan jo ikke bruge jer i branchen” eller ”vi er ikke interesserede i de få kompetencer, I kommer ud fra Filmskolen med”.

For en flok elever med store ambitioner og drømme er det skræmmende at høre og endnu mere skræmmende at erkende.

Det føltes som en total mavepuster – primært fordi det jo nok er den bitre sandhed, medmindre vi skaber en forandring nu. En klipper skal jo for helvede klippe film. En tonemester skal lave lyd.

Et af argumenterne for en generalistuddannelse med ”toninger” – som det så fint kaldes i ledelsen – frem for en specialistuddannelse er for at sikre, at den fremtidige filmbranche taler samme sprog.

Kære ledelse: Filmskolens studerende og filmbranchen taler allerede samme sprog. Dét sprog hedder ”revolution”, ikke ”reform”. Dét sprog hedder ”kærlighed” til dansk film og ikke ”uddannelsesakkreditering”.

Det kreative laboratorium
Hvis vi skal tale om en kunstnerisk uddannelse på højeste niveau, må vi acceptere, at kunstskoler opererer ud fra en idé om et frit, kreativt laboratorium, hvor vi får lov til at forsøge os som kunstnere.

Lave dårlig kunst, begå fejl, blive bedre.

Vi bliver konstant mødt af argumentet: ”De andre kunstskoler bevæger sig i en mere akademisk retning, hvorfor er I så specielle?”

Det er vi sådan set heller ikke. Men det, at de andre skoler gør det, er vel næppe et argument for, at det er rigtigt.

Der gik en halv dag fra blokaden startede til Den Danske Scenekunstskole, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering samt organisationen Konservatoriestuderendes Fællesråd viste deres støtte i form af bannere og støttemeddelelser.

Det må være udtryk for en fælles protest mod den politiske diskurs, der har vedtaget, at kunstskolerne og konservatorierne skal akademiseres.

Alternativ filmskole
Nu sidder vi her, en massiv flok studerende, på Den Danske Filmskole og er arrige, fordi vi ikke får lov at lave den kunst, vi skal og vil!

Men vi sidder også med drømmen om en ny rektor, en bestyrelse og forståelse for, hvad kunstnerisk integritet og uddannelse overhovedet er.

Og til alle i branchen, der frygter for fremtiden for den danske filmkunst: Jeg vil forsikre jer om, at vi laver en autonom, alternativ filmskole under blokaden. Vi får støtte og hjælp fra den danske film- og tv-branche og fra tidligere elever.

Vi er ikke en tabt generation. Det ville vi formentlig ende med at blive, hvis vi blindt og passivt havde fortsat vores skolegang, som den så ud indtil forleden – med en bog om filmvidenskab i hånden frem for et kamera.

Det er på tide at sige fra.