Nyhed
23. aug. 2022 | 11:29

Stor DR-serie om fængsel på vej

Foto | Jesper Edvardsen
Sofie Gråbøl har brilleret i et hav af danske film og serier, og nu kaster skuespilleren sig over en rolle som fængselsbetjent i stort anlagt DR-serie.

Sofie Gråbøl og David Dencik spiller to af hovedrollerne i kommende DR-serie, der er skabt af nogle af Danmarks førende manuskriptforfattere og instruktører.

Af Nicki Bruun

Snart blænder DR op for sin næste store seriesatsning i form af Carmen Curlers, der står til at blive en af efterårets mest omtalte serier.

Og nu melder public service-stationen ud, at optagelserne er i gang til en ny dramaserie med stort vingefang. Den hedder Huset og får premiere på DR i efteråret 2023 med seks timelange afsnit.

Huset foregår i et lukningstruet og kaotisk fængsel, hvor fangerne styrer slagets gang. De fire fængselsbetjente i centrum spilles af Sofie Gråbøl, David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Serien er skabt af manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson i samarbejde med instruktørerne Michael Noer (R) og Frederik Louis Hviid (Shorta). De har lavet en fortælling om konsekvenserne af straf, rehabilitering, hævn samt idéen om retssikkerhed, skriver DR i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Betjentene finder dog hurtigt ud af, at det ikke er omkostningsfrit at rykke ved den magtbalance, der styrer fængslet. Før de ved det, slås de ikke kun for fængslets overlevelse, men også for deres eget liv på begge sidder af fængslets mure.”

Mod sadistisk vold
Kim Fupz Aakeson har en lang karriere som en af Danmarks mest succesfulde manuskriptforfattere.

Han har skrevet film som Den eneste ene, En soap og Unge Astrid foruden afsnit til en lang række serier, senest Dag & nat og Ulven kommer.

Tidligere i år var forfatteren ude med et debatindlæg i Ekkos spalter, hvor han kritiserede den sadistiske vold mod særligt unge kvinder i danske film og serier.

Hans kommende Huset lyder som en serie, der godt kunne indeholde vold. Men vi skal nok ikke regne med, at den kommer til at dyrke bestialsk tortur og fantasifulde drab på unge kvinder, der ellers har været fast element i den nordic noir-bølge, som DR har været med til at popularisere med blandt andet Forbrydelsen.

Med Michael Noer og Frederik Louis Hviid som samarbejdspartnere har Aakeson dog sikret sig to af landets dygtigste instruktører, når det kommer til at skildre den kriminelle verden.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko