Nyhed
13. sep. 2019 | 10:32

Stor instruktør til Danmark med Mikkelsen

Foto | Pär M. Ekberg
Mads Mikkelsen kunne senest opleves som lejemorder i Netflix-filmen Polar, og nu er skuespilleren på vej med en ny film for streamingtjenesten.

Oscar-vinderen Alexander Payne er på vej med en Netflix-film, der skal optages i Danmark og har Mads Mikkelsen i hovedrollen som dansk journalist.

Af Nicki Bruun

Alexander Payne er manden bag mesterlige værker som Sideways og Nebraska, så det er mildt sagt spændende, at han er på vej til Danmark for at optage sin næste film – ikke mindst, fordi den har Mads Mikkelsen i hovedrollen som dansk journalist!

Det skriver branchemediet Deadline Hollywood, der har ladet sig fortælle, at skuespilleren er i den afsluttende fase med at underskrive kontrakten.

Filmen har endnu ikke en titel, men beskrives som en historie om en dansk journalist, der tager sin datter med på en bilrejse, mens han skriver en artikel til sin avis.

Filmen starter optagelserne til oktober, og de kommer til at foregå i USA, Sverige og Danmark. Den bliver finansieret af streamingtjenesten Netflix, som planlægger at have filmen klar til efteråret 2020.

Skandinavisk produktion
Manuskriptet til Alexander Paynes kommende film er ifølge Deadline Hollywood skrevet af den norske succesforfatter Erlend Loe.

Instruktøren har dog vundet to Oscars som medforfatter til Sideways og The Descendants, så mon ikke Payne også er med inde over manuskriptet.

Der er kreative kræfter fra alle dele af det skandinaviske spektrum, da filmen bliver co-produceret af Lizette Jonjic fra den svenske afdeling af Zentropa.

Mads Mikkelsen har de seneste år mest haft engelsksprogede roller, men det vides ikke, om han kommer til at bruge sit modersmål i den kommende Netflix-film.

Det gør skuespilleren dog med sikkerhed i en anden film, der kommer til næste år. Mikkelsen spiller hovedrollen i Thomas Vinterberg og Tobias Lindholms imødesete Druk, hvor en lærerstab kaster sig ud i alkoholens glæder.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko