Stor mand mestrede de små mennesker

Philip Seymour Hoffman var en meget stor og en meget lille mand, ofte på samme tid.

Skuespilleren strakte sig 178 centimeter op i vejret og bredte sig ud i den slags velrundede mandemaver, som sjældent ses på den røde løber.

I barndommen lagde hans bjørne-fysik op til en atletisk karriere. Med basketball og wrestling tumlede han sig vej gennem en New Yorker-opvækst med en enlig advokat-mor og tre søskende.

New York blev hans hjemstavn gennem hele livet, og selvom karrieren trak i retning af Hollywood, blev han boende i byen til sin død.

Som femtenårig satte en nakkeskade en stopper for sporten. Det var hans mor, der foreslog, at han i stedet besøgte den lokale amatørteatergruppe. Dér så han en smuk pige, og så blev han hængende.

En livstræt idiot
Den store New Yorker er blevet kendt for at spille små mænd – forknyttede og forkvaklede eksistenser med svedige kinder, som hverken kan være i deres krøllede skjorter eller i tilværelsen som sådan.

”I’m a fucking idiot!,” klynker han som den homoseksuelle lydmand Scotty i Paul Thomas Andersons porno-portrætfilm Boogie Nights.

I Synecdoche, New York foretrækker Hoffmans teaterinstruktør at leve sit liv i en tro kopi af New York City, fordi virkelighedens storby synes alt for virkelig.

Ulysten til livet når et lavpunkt i Hoffmans ikoniske rolle som tvangsonanist i Happiness. Tapetet af sædklattede lommeletter gør indtryk, men Hoffmans ansigt, rødblussende og martret af skam, er uforglemmeligt.

Mesterlig styrke
Det er netop styrken bag de svage eksistenser, som gør det umuligt at tage øjnene fra Philip Seymour Hoffman.

Og han stjæler ofte lærredet i selv meget små biroller – som for eksempel i Paul Thomas Andersons stjernespækkede Magnolia. Tre gange er han blevet Oscar-nomineret for biroller: Charlie Wilson’s War, Doubt og The Master.

Paul Thomas Anderson har brugt flere år af sin karriere på at udforske dybderne i Hoffmans karakterskuespil.

Punch-Drunk Love gav plads til hans komiske talent og flair for at råbe trusler med uforlignelig pondus.

Samarbejdet med instruktøren kulminerede i The Master, hvor Hoffmans isblå øjne er det eneste, der kan hamle op med Joaquin Phoenix’s mesterlige skuespil. Blandingen af frygtindgydende autoritet og øm faderkærlighed gør Hoffmans kulturleder til mere end en hånlig parodi på scientology-stifteren L. Ron Hubbard.

Kærlighed til scenen
Teateret var døren til skuespillet for Philip Seymour Hoffman. I mange troede han slet ikke, at han skulle lave film. Han nød den romantiske forestilling om at leve et liv, hvor han bare kunne ”tage cyklen på arbejde”.

Ved siden af sine filmpræstationer har han da også haft en forrygende karriere på New Yorks teaterscene.

Han har arbejdet både som skuespiller og instruktør i teatergruppen LAByrinth Theater Company. Han har været med til at forny klassikere som En sælgers død og Lang dags rejse mod nat.

Fra College til afvænning
Allerede tidligt i livet kæmpede Philip Seymour Hoffman med afhængighed.

Som 22-årig tog han sit første ophold på afvænningsklinik, da han netop havde færdiggjort sin uddannelse. I sin ungdom tog han ”alt hvad jeg kunne få fat på. Jeg kunne lide det hele,” har han udtalt i et interview til CBS.

Både alkohol og hårde stoffer har fulgt ham lige siden. Det samme har tvivlen og selvhadet.

”Jeg tror, at alle kæmper med selvværd. Jeg tror, at den menneskelige tilstand består i at vågne op og forsøge at leve dagen på en måde, så du kan gå i seng og føle dig OK med dig selv,” har han sagt til The Guardian.

Det blev efter al sandsynlighed heroin, som søndag 2. februar overmandede den store mand. To venner fandt ham død i hans New York-lejlighed i Greenwich Village.

Han efterlader sig kæresten gennem mange år, kostumieren Mimi O’Donnell, og deres tre børn.

Smelter afsky
Selvom Philip Seymour Hoffman mestrer birollens utaknemmelige kunst til perfektion, modtog han sin eneste Oscar statuette for en hovedrolle. I Capote kropsliggør han den affekterede forfatter Truman Capotes splittede sind.

I forbindelse med premieren på filmen gav Philip Seymour Hoffman et interview til Ekko. Her beskrev han sin tilgang til skuespilkunsten således:

”Jeg sætter ikke mine karakterer i bås eller dømmer dem. Jeg spiller dem bare så ærligt og ekspressivt og kreativt, som jeg kan, og jeg håber, at folk, som normalt i afsky vender ansigtet væk, bliver nysgerrige og involverer sig.”