Sponsoreret
17. juli 2020 | 00:55

Store fornøjelser til kolde sommeraftener

Foto | Lacey Terrell
Virkelighedens højtelskede børnevært Fred Rogers bliver vakt smilende til live af Tom Hanks i A Beautiful Day in the Neighborhood.

Der er en verden af gode film i streaminghavet. Vi anbefaler ti stærke filmoplevelser på Blockbuster, som byder på perler i alle genrer.

Af Filmmagasinet Ekko

Gode film er altid i høj kurs. Ikke mindst i hjemmebiografen, hvor man nemt fortaber sig i de uendeligt mange streaming-tilbud.

Derfor anbefaler Filmmagasinet Ekko her ti film på den danske streamingtjeneste Blockbuster, hvor du kan leje over 10.000 film og kun betaler for de film, du ser.

Med en underholdende blanding af genrer og perler fra Danmark, USA, Sverige, Frankrig og Sydkorea er der noget for enhver smag og til alle aldre.

Så hvis det danske sommervejr viser sig fra sin kedelige side – hvilket jo ikke er helt utænkeligt – er der heldigvis forrygende film kun et par klik væk!

A Beautiful Day in the Neighborhood



Det er umuligt ikke at holde af Tom Hanks. Og når han spiller den gennemført sympatiske og autentiske børnevært Fred Rogers, er ikke et øje tørt.

A Beautiful Day in the Neighborhood handler om venskabet mellem Fred Rogers ­og en journalist, der fik til opgave at skrive et portræt af ham.

Fred Rogers ­lavede i over 30 år et elsket tv-program for amerikanske børn.

Filmen er instrueret af Marielle Heller, som har skabt Diary of a Teenage Girl og Can You Ever Forgive Me? De skildrer forviklede bekendtskaber, men denne gang giver hun los for følelserne i et herligt feelgood-drama.

Se filmen!

 

The Gentlemen

Der er knivskarp action og rappe replikker for alle pengene i britiske Guy Ritchies stjernespækkede blockbuster.

Matthew McConaughey, Colin Farrell og Hugh Grant er bare tre af filmens mange veloplagte skuespillere, som fyrer den ene morsomme replik af efter den anden.

Guy Rithie slog sit navn fast med de turboladede krimikomedier Snatch og Rub, stub & to rygende geværer.

Instruktøren er med The Gentlemen tilbage i det tempofyldte univers, hvor kun smældende pistolskud kan stoppe den morsomme kaglen fra hårde mænd.

Se filmen!

 

Portræt af en kvinde i flammer

Her er årets sanselige og erotiske drama, hvor man fortaber sig i forelskelsen mellem to dragende kvinder.

Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer, der fik fem stjerner af Ekkos anmelder, foregår i 1700-tallets Frankrig. Billedkunstneren Marianne ankommer til en herskabsvilla for at male et portræt af familiens datter Hëloise.

Datteren er udset til at blive gift med et godt parti, men de to kvinder drages mod hinanden i en historie fuld af lykke, tragedie og ikke mindst begær.

Se filmen!


Parasite

”Et hovedværk i moderne filmkunst,” skrev Ekkos chefredaktør i sin seksstjernede anmeldelse af Bong Joon-hos hævn-thriller Parasite.

Superlativer føles utilstrækkelige, når man skal beskrive den finurlige og overrumplende historie om en fattig families gradvise overtagelse af en rig families liv i Sydkorea.

Det er skiftevis humoristisk og blodigt og hele tiden nervepirrende underholdende. Filmen skrev historie ved at blive den første ikke-engelsksprogede vinder af prisen for bedste film ved Oscar-uddelingen i år. Et værk, enhver filmelsker bør have set.

Se filmen!

 

Jojo Rabbit

Der skal en komiker af format til for at lave sjov med Adolf Hitler på en smagfuld måde. Det formår Taika Waititi i Oscar-vinderen Jojo Rabbit i en sådan grad, at man ofte griner og græder på samme tid.

Filmen foregår midt i rædslerne under Anden Verdenskrig. Unge Johannes bor i det tyske rige og er ligesom alle andre raske drenge medlem af Hitlerjugend. Han har endda en usynlig ven, der er ingen ringere end en fantasiudgave af Føreren.

Men da Johannes opdager en jødisk pige gemt på familiens loft, må han tage sit verdenssyn op til overvejelse.

Se filmen!

 

Grænse

Grænse er en af de mest opfindsomme nordiske film i nyere tid. Svensk-iranske Ali Abbasi – der er uddannet på Den Danske Filmskole – har skabt en absurd fornøjelig og ekstremt medrivende fabel om nogle helt specielle personer.

Eva Melander er fantastisk som hovedpersonen Tina, der har særlige evner. Hun arbejder som grænsevagt og har en veludviklet lugtesans, der kan opfange, hvad folk skjuler – både i deres bagage og af grumme hemmeligheder.

Men da hun møder mystiske Vore, opstår der tvivl om hendes menneskelighed, og Tina bevæger sig ud på en eventyrlig og dyster rejse.

Se filmen!

 

Fremad

Animationsstudiet Pixar er garant for skønne familiefilm, der får det til at trække i lattermusklen og klø i tårekanalen.

Det er også tilfældet i Fremad, hvor to elverbrødre bevæger sig ud på en magisk færd for at få et sidste møde med deres afdøde far.

Selv om fantasien er stor, kommer de spidsfindige situationer og sjove figurer aldrig til at skygge for menneskeligheden. Både voksne og børn vil glæde sig over den følsomme fortælling om liv og død – og alt det, der giver tilværelsen mening.

Se filmen!

 

Drømmebyggerne

Vellykkede danske animationsfilm til større børn er ikke hverdagskost. Men Drømmebyggerne er både original og fejende flot animeret.

Filmen følger den unge pige Minna, der bor alene med sin far i et lille hus ude på landet. Men hendes liv bliver vendt op og ned, da farens nye kæreste flytter ind og tager sin datter med.

Minna flygter ind i søvnens fantasi, som hun finder ud af, at hun faktisk kan kontrollere med hjælp fra små drømmebyggere. Her prøver hun først at forme sin egen verden, men lærer undervejs, at man er nødt til at tilpasse sig virkeligheden.

Se filmen!

 

The Lighthouse

The Lighthouse er en filmisk øjenåbner af de sjældne, når Robert Pattinson og Willem Dafoe smider alle hæmninger som to søulke, der onanerer og prutter på en vindblæst kyst i slutningen af 1800-tallet.

Det er præcis så skørt, som det lyder.

Men under vanviddet gemmer sig en alvorlig fabel om mennesket i naturen. Instruktøren Robert Eggers slog igennem med gyserhittet The Witch, og han har en særlig adgang til underbevidsthedens dunkle dyb.

Se filmen!

 

A Quiet Place

Der er en efterfølger på vej til gysersensationen A Quiet Place, der begår genistregen at gøre lyden til den store dræber i en postapokalyptisk verden.

Emily Blunt spiller en mor, der forsøger at holde liv i sig selv og familien ved at være musestille. Verden er nemlig blevet indtaget af monstre, som reagerer drabeligt på den mindste lyd.

Hendes mand spilles af John Krasinski, der primært har gjort sig i komik med The Office. Det gør det kun endnu mere imponerende, at filmen også er hans instruktørdebut.

Se filmen!




Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Blockbuster.

Filmene er udvalgt i samarbejde mellem Blockbuster og Filmmagasinet Ekko.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko